De 4 abekatte … Bodega 4 Monos Viticultores har jeg også skrevet om før, for jeg er pjattet og tosset med deres vine. Hos Vinpusheren skulle vi efter de to rosévine smage 2 hvidvine og den første var denne 2021 La Danza del Viento Albillo Real fra aberne.
Denne hvidvin er lavet på druen Albillo Real fra nogle 95 år gamle vinstokke fra en sand- og granitholdig vin mark i 730 meters højde ved Cadalso de los Vidrios og alle druer er høstet med håndkraft.
Derefter ligger de i en kølig udblødning inden presning, hvor der alene anvendes den frie saft, som så spontangærer på 300 og 500 liter brugte franske fade. Der er vinen så lagret i 10 måneder inden aftapning på flaske næsten uden svovl. Der er kun lavet 360 flasker i denne årgang.
Duften er – hold da op – anderledes end forventet, for der er noget oksefond, røg, fedme og dufter nærmest oliere med kvæde, modne eller måske endda overmodne pærer, abrikos og tørret abrikos, lidt syltede og saltede citroner, appelsinskal, linolie, bivoks og karamel.
Smagen er blød, rund, røget og saltet med en maskulin mineralitet, pærer, abrikos … har en rund og tyk syre samt en let sødme. Smager også anderledes … fed, røget og olieret, fyldig og kompleks, her lidt valnødder, honning og blomsterpollen. 93 point.
Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 249 kr.