Tag-arkiv: molinara

Molinara er en rød, italiensk druesort, som er kendt som blandingspartner i Valpolicella, Bardolino og IGT Veneto … det tredje hjul i den traditionelle Valpolicella blanding med Corvina og Rondinella.

Molinara er i sig selv ret ubeskrevet og har også været på tilbagetog i lang tid, hvilket bl.a. skyldes, at druen meget nemt oxiderer. Druen modner ret sent og giver gode udbytter. Dens vine er lyse i farven, har høj syre, men kun moderat koncentration. Den kan være vanskelig at vinificere og bruges næsten kun i blandinger.

I Valpolicella er der omkring 595 hektar med Molinara, men det er efter en halvering i løbet af de seneste 10 år. Udover Italien, så findes druen også i beskedent omfang i Spanien.

2012 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2012 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienI serien af vine fra Ca´ Dei Ronchi har jeg nu næste vin i glasset, og det er deres Valpolicella Ripasso … lavet med nøjagtigt samme mix af druer som deres almindelige Valpolicella.

Det betyder med andre ord, at vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Som med lillesøsteren er vinen lavet i rustfrie ståltanke, men med maceration over 25 dage. Derefter er vinen overført til andre ståltanke, hvor der sker en ekstra maceration og gæring sammen med drueskallerne fra Amarone produktionen.

Ripasso gæringen varer alene 15 dage, hvorefter vinen så er lagret 36 måneder i store 20 hektoliter egefade efterfulgt af yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Der er ikke samme lethed og friskhed over Ca´ Dei Ronchis Valpolicella Ripasso, for næsen byder på en fed, tung og overmoden frugt, blommer, gamle egefade, lakridskonfekt … men en let, luftig og aromatisk syrlighed med kanel, vanilje og mælkechokolade redder dog tingene og giver et fint samlet billede.

Smagen minder på mange måder om duften … det er egentlig godt overmodent på en ganske fin måde og så er der alligevel noget rigtigt frisk og smagfuld elegance over vinen. Den er ikke så tør som forrige Valpolicella, men der er pænt med tanniner, godt med egetræ og en smule bitterhed, som dog er virkelig godt indpakket.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, Italien

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, ItalienMed julen næsten lige for døren, så kommer der – sjovt nok – stor fokus på vinene for Valpolicella, som ofte går godt sammen med den fede julemad. Og jeres flittige vinblogger tester nu 3 vine fra et af de bedre vinhuse i Valpolicella, nemlig Ca´ Dei Ronchi. Vi starter med deres almindelige Valpolicella Spargola Superiore.

Ca´ Dei Ronchi er et nyere vinhus, som er grundlagt i år 2000 af Giorgio Campagnola og hans familie. Det ligger i bakkerne mellem byerne Negrar og Verona i Valpolicella, hvor familien sammenlagt har 5 hektar vinmarker med de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Giorgio etablerede vingården med et mål om at producere vine af meget høj kvalitet … vine som kunne tilfredsstille hans egen meget høje standard og selv de meste kræsne vinkritikere.

Til at hjælpe med produktionen har Giorgio hyret vinmagerne Roberto Vassanelli og Francesco Parisi, men derudover har han også hjælp fra sine to sønner Alessandro og Stefania.

De laver fra markerne i Valpolicella 3 forskellige rødvine, nemlig en Valpolicella, en Ripasso og selvfølgelig også en Amarone, alle vine som første gang kom på markedet i 2006. Men derudover laver familien også 2 mousserende Franciacorta vine fra marker i Lombardiet.

Denne Valpolicella Spargola Superiore er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Vinen er lavet med maceration i rustfrie ståltanke over 15 dage med daglig overpumpning. Derefter overføres vinen til andre ståltanke for gennemføre den alkoholiske gæring inden lagring og malolaktisk gæring i 20 hektoliter egefade i 36 måneder samt yderligere 12 måneder på flaske … pænt lang tid for en Valpolicella.

Næsen er lysere og langt mere interessant end gennemsnittet af Valpolicella vine. Her har næsen næsten nogle af samme lyse træk som både Nebbiolo og Pinot Noir .. læder, krydrede blommer, godt med kirsebær og med Valpolicella varme, eg, krydderier, super lethed samt en smule mentol. Det er sådan god, ren, klassisk Valpolicella skal dufte.

Smagen er også ganske lækker … virkelig frugtrig med mellemrøde bær, kirsebær, blommer og moreller. Der er stor og krydret tørhed i munden, enebær, lidt sødme og bitterhed, men først og fremmest er vinen frisk, tilgængelig og proppet med frugt. Jeg er ikke den største Valpolicella elsker, men dette er altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Massaro Norma, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2015 Massaro Norma, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVi slutter selvfølgelig med at smage Massaro Normas topvin, hvilket selvsagt er deres Amarone della Valpolicella Classico.

Amarone della Valpolicella Classico er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som først er tørret i 3-4 måneder inden fermentering, som er sket i rustfrie ståltanke. Vinen har efterfølgende lagret hele 3 år på barriques og den trækker en højoktan alkoholprocent på 16%.

I glasset er vinen overraskende noget lysere end gennemsnittet af Amaroner, mens her til gengæld slet ikke er så overmoden som dens to yngre søstre. Der er fortsat en noget moden duft med amaretto kirsebær, blommer, lakrids, mælkechokolade, lakrids og en noget bedre intensitet og balance.

Smagen er også langt bedre … klart mere dyb, koncentreret med bedre balance. Det bider dog en smule, men det er måske vinen høje oktantal på 16%, som sparker lidt og beder om, at vinen lagres nogle flere år, så alkoholen bøjes mere af. Det er ikke en tung Amarone … langtfra, og så smager den altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Massaro Norma, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2015 Massaro Norma, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienDen næste Massaro Norma vin i glasset hos Houlberg er deres 2015 Valpolicella Ripasso Classico Superiore.

Den er som lillesøsteren lavet på et blend af Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Druerne til Valpolicella Ripasso Classico Superiore er først gæret i rustfrie ståltanke i 10 dage, hvorefter de får en tur mere med kvaset fra Amarone produktionen. Og så har vinen efterfølgende lagret 12 måneder på slavonske egetræsfade.

Igen en vildt moden næse … totalt overmoden, men her på en lidt mere spændende måde. Imidlertid er der nok også nogle, som vil stå af og sige, at det bliver for overmodent. Det er blommer, figner, lidt rosiner, vilde skovjordbær, gamle kirsebær, gamle og våde fade, nogle søde krydderier og samlet set en lidt tung næse.

Smagen er her igen en tak lysere end duften … men igen med et modent udtryk. Syren er sådan set pænt frisk og skal så holde styr på den modne frugt og det bliver også en lille smule mere koncentreret end den foregående Valpolicella Classico. Det lykkes nogenlunde, selvom det aldrig bliver helt kompleks. Men en okay Ripasso.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienAzienda Agricola Massaro Norma ligger på adressen Via San Rocco i Negrar midt i Valpolicella og derfra tester jeres flittige vinblogger nu 3 vine, og vi starter med denne 2017 Valpolicella Classico.

Vingården er oprindelig grundlagt i 1950’erne, af den nuværende ejer Valentino Corsis bedstefar, som drev en lille gård med planteavl, men samtidig havde en stor passion for vin. Den passion blev dog først forløst af sønnen Quirino Corsi, som sammen med sin hustru overtog driften og også i midten af 1990’erne lejede marker til dyrkning druer til vin.

Det var dog sønnen Valentino Corsi, som sammen med sin hustru  Norma Massaro reelt grundlagde vinhuset i 1998 med lidt hjælp fra familiens gode venner Cesari familien på Brigaldara. Indtil da havde de solgt deres druer til den store producent Sartori.

Det var dog først i 2015, at Valentino sammen med sine sønner Riccardo, Alberto og Nicola kunne sende deres allerførste vin på markedet … lavet på vineriet på Brigaldara,, for det er først her i 2019, at familien har fået bygget deres eget vineri.

Det er en ganske lille vingård, som alene har 3 hektar vinmarker og alene laver 3 forskellige vine, denne Valpolicella Classico, en Ripasso og selvfølgelig en Amarone. Og vi starter selvfølgelig gennemgangen af vinene med denne Valpolicella Classico.

Vinen er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som er fermenteret i rustfrie ståltanke med gæring i 10 dage, hvilket så er efterfulgt af lagring i ståltankene og derefter på flaske en periode inden frigivelse,

Næsen afslører en meget moden aroma, virkelig modne og næsten overmodne bær, blommer, modne kirsebær, en smule mentol eller eukalyptus, lakrids, mælkechokolade, gammelt egetræ og en lille sød/syrlig note. Det bliver aldrig helt dybt … men lidt fladt men samtidig meget behageligt.

Smagen er mere syrlig og samtidig også friskere end duften indikerede, men det er samtidig en smule rustik og skarpt, så der mangler lidt dybde og bundtræk. Frugten er lys og moden, men derudover lidt egetræsnoter og bitterhed.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 139,95 kr., men pt kan fås på tilbud til 98,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Le Salette, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2018 Le Salette, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVi fortsætter i det italienske, men rykker en kende mod øst til Veneto området … mere præcist til den lille by Fumane omkring 12 kilometer øst for Gardasøen, hvor vi finder vinhuset Azienda Agricola Le Salette. Derfra smager vi først deres 2018 Valpolicella Classico.

Vinhuset Le Salette drives af familien Scamperle, og de har i generationer drevet deres lille vingård i skyggen af den gamle kloster Santuario delle Salette bygget i 1860 til ære for Madonna, som sørgede for, at vinbønderne i Fumane gik fri for den store phylloxera pest, der hærgede alle vinlandene i Sydeuropa.

Og nogle af vinmarkerne nedenfor klosteret har altid tilhørt Scamperle familien, som derfor også altid vedholdende har lavet vine, som har båret Le Salette navnet.

I dag har Scamperle samlet 20 hektar vinmarker i Valpolicella Classico området, hvilket bl.a. omfatter marker som Fumane Cà Carnocchio, I Progni e Cà Melchiori, Sant’Ambrogio Conca D’Oro og  San Floriano Monte Masua. Og der dyrker de selvfølgelig de lokale druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella, Oseleta samt en smule Molinara og Croatina.

Vi starter med at smage husets almindelig Valpolicella Classico, som er lavet på 70% Corvina og Corvinone, mens resten er et skønt mix af Rondinella, Croatina og Molinara og kommer fra 10-20 år gamle vinstokke. Vinen er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder inden aftapning på flaske og yderligere 5 måneder lagring.

Næsen er tør og sødkrydret … nærmest lidt varm og komfortabel med meget klassiske Valpolicella aromaer. Der er sødme i frugten, røg, godt med kirsebær … nærmest med en snert Amaretto kirsebær og dermed virkelig intens sødlig kirsebær. Derudover en lille kant med lidt mineraler.

Smagen er egentlig meget fin med mørke kirsebær, en tør og lidt blød syre, bløde tanniner, krydderier, en anelse sødme og også fint balanceret. Det er sådan lidt en nem og venlig vin med en god lethed, hvilket virkelig klæder vinen. Samtidig er det en vin, som rigtigt mange vil kunne lide.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 84 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Luigi Righetti, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2012 Luigi Righetti, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienCantina Vinicola Luigi Righetti ligger i den lille by Rugolin lidt syd for Valgatara i Valpolicella området. Og derfra smagte vi denne 2012 Amarone della Valpolicella Classico.

Vinhuset er grundlagt i 1909 af Angelo Righetti og er i dag berømt for at producere særdeles prisvenlige såvel som smagfulde og meget aromatiske Valpolicella vine. Vinene fra Luigi Righetti forhandles da også herhjemme af både Sigurd Müller Vin, mens de billigste vine i vinhusets sortiment også findes på hylderne i flere supermarkeder.

Selvom vinhuset stammer fra 1909, så var det dog først i 1992, at Righetti familien begyndte af sælge hele produktionen under eget navn i stedet for at sælge bulk til naboproducenterne.

Siden da er det gået stærkt, og man har satset stort på fremtiden med en topmoderne vinkælder med alt, hvad man kan ønske sig af teknisk udstyr, der sikrer en topkvalitet i hele produktionsapparatet … herunder et moderne og innovativt tørringskammer for druerne til Amarone og Recioto.

Det er i dag fortsat Righetti familien, anført af Gian Maria Righetti, som i 5. generation driver vinhuset, mens gamle Luigi Righetti – som nu er godt oppe i årene – fortsat hjælper til. Gian Maria har udvidet porteføljen med flere enkeltmarksvine, og sat et mere markant fokus på international smag i en linje af vine til eksport.

Familien har selv alene 8 hektar vinmarker, men har derudover kontrakt med masser af vinavlere om levering af druer, nemlig fra samlet 180 hektar i området … fordelt på ikke mindre end 70 forskellige vinavlere.

Her smager vi deres almindelige Amarone della Valpolicella Classico, som er lavet på tørrede Corvina, Molinara og Rondinella druer, som har gennemgået en maceration og gæring i 3 uger ved 10-15 grader i rustfri ståltanke, hvorefter vinen er lagret minimum 12 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt er der også en mørk og fed vin … sorte oliven, mørk og gæret frugt, solbær, blommer, figner, blæk, grafit, bacon, sød engelsk lakrids, lidt mint samt en lille syrlighed i frugten.

I munden er det også lidt blød og sød lakrids, brombær, solbær, blommer, bløde tanniner, peber, masser af eg, men samlet leveres det meget cremet. Smagen er måske lidt rustik og ikke sådan lige så elegant, dyb og kompleks, men har pænt med fedme, power og kraft.

Nyere årgange forhandles i fx Føtex, hvor en flaske pt. kan fås til 164,67 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Coffele, Valpolicella, Veneto, Italien

2018 Coffele, Valpolicella, Veneto, ItalienDenne Valpolicella var eneste glas rødvin, som jeg smagte under min Soave tur, og Coffele får druerne til vinen fra fætter Filippos marker på bakkerne ved Cazzano di Tramigna.

Drueblendet er meget klassisk med 75% Corvina, 15% Corvinone, 5% Rondinella og 5% Molinara. Efter høsten knuses druerne og fermentering sker i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader med overpumpning i 15-20 minutter tre gange dagligt. Efter endt fermentering lagrer vinen omkring 4 måneder i de rustfrie tanke … altså helt uden lagring på egefade.

Næsen afslører også en meget ung vin … syrlige kirsebær, brombær, jern, jod, blomster og lidt parfumeret. Der er balsamiske noter, lidt urtet, en smule krydderier bl.a. med nelliker.

I munden er det en krydret og frisk vin, der er pænt med tanniner, kirsebær, lidt stramt og jernholdig. Det smager fint, men vinen går ikke over i historiebøgerne.

Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, Italien

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, ItalienAzienda Agricola Begali Lorenzo ligger på lokaliteten Località Cengia i San Pietro in Carian i Valpolicella mellem Pedemonte og bakkerne i Castelrotto.

Vinhuset er grundlagt af Giordano Begali efter 2. verdenskrig, men drives i dag af sønnen – og dermed 2. generation – Lorenzo Begali i samarbejde med hustruen Adriana samt børnene Giordano og Tiliana. Det var Lorenzo, som startede med at sælge egne vine fra vingården og den første flaske kom på markedet i 1986. Det er selvfølgelig Lorenzo, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som ligger midt mellem en række kirsebærplantager på en skråning ved en lille landsby ved navn Cengia. Dette navn kommer de mange klipper, der ligger spredt omkring på markerne.

I markerne bruger Lorenzo den traditionelle pergola opbinding, hvor vinplanterne nærmest danner et tag. Denne opbindingstype er ellers blevet mindre populær blandt kvalitetsproducenter, da den kan give meget høje udbytter.

Hos Begali holder man fast i Pergola metoden og siger, at gjort på den rigtige måde, så kan denne metode være med til at holde et lavt, naturligt udbytte.

Begali er nemlig også medlem af Amarone Families, som er en eksklusiv forening, der tæller tretten af de bedste familieejede vingårde i Amarone.

Amarone Families er grundlagt for at holde fanen højt for Amarone og vise et modbillede til den enorme mængde af dårlige Valpolicella vine, der oversvømmer supermarkederne. Som medlem af Amarone Families forpligter de sig til at følge traditionen og altid stræbe efter den højeste kvalitet.

Her smager vi husets Amarone della Valpolicella Classico, som er lavet på 65% Corvina, 30% Molinara og 5% andre lokale druesorter, der selvfølgelig efter høst tørres naturligt i et luftigt tørrerum fra oktober til januar.

Efter vinificering modnes vinen på store 2.000 liters fade i omkring 40 måneder og derefter minimum et halvt år inden vinen frigives til salg. Den er – som altid med Amarone – en kraftbasse med 16% højoktan alkoholprocent.

Der var mange meninger om vinen rundt om bordet, og én sagde blandt andet sur røv, men det ved jeg nu ikke. I hvert fald er duften fyldt med nogle af de klassiske Amarone dyder … solbær, blommer, varm, mørk og solrig vin med våde fade, brændte noter, røg, vanilje, engelsk lakrids, gær og så noget mer’ … lidt som en mørk habit i et gammelt skab. Den passer ikke rigtigt ind, for den har en lethed i aromaerne, som et åbent vindue, frisk og frejdig, men samtidig fornemmer man også lidt sprit.

I munden er det stærk engelsk lakrids og en stor tørhed, mens frugten er til den syrlige side. Heldigvis intet rosinvand over denne Amarone, men en syrlig, mørk vin med god intensitet, lidt grafit, sødkrydrede elementer, et drys mandler samt bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2013 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienCantine Buglioni var også repræsenteret i min lille mini Amarone test med denne Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso … endda i to årgang. Vi starter med at testen vinen i årgang 2013.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella. Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent?

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone, da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har tidligere præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverede – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano. Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … et mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer under navnet Osteria del Bugiardo i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso er lavet med druer fra 15 år gamle vinstokke høstet i september måned med et beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar. Den er i denne årgang 2013 lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella og 5% Molinara.

Efter høst tørrer druerne frem til januar, hvorefter vinificeringen starter med maceration i 30 dage, gæring ved 25 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 24 måneder på barriques efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det lidt gæret mørk frugt, sorte kirsebær og blommer, men heldigvis ingen rosiner. Der er godt med fedme, tætpakket, intens mulm og mørke med kakao, mælkechokolade, tjære, tobak, lakrids samt vanilje. I starten fornemmede jeg lidt alkohol, men med luft i glasset forsvinder den hurtigt.

I munden er det heller ikke rosinvand, men en tæt og powerfuld vin … bevares en stor mundfuld, men sådan er Amarone. Det er mørke bær, men serveret blødt og cremet med engelsk lakrids, grafit og så synger alkoholen også med i koret. Det er klart Amarone med de kvaliteter, som sådan en vin skal have.

Smagspanelet ratede vinen til mellem 4,5 og 5,5 af Houlbergs fede fingre og den endte gennemsnitlig på 5 Thumbs Up, hvilket denne eftermiddag rakte til en dels 2. plads.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 325 kr. Denne årgang 2013 er imidlertid udsolgt, men 2015’eren tilgængelig.

Vinanmeldelse 4,5/7