2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, Italien

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, ItalienMed julen næsten lige for døren, så kommer der – sjovt nok – stor fokus på vinene for Valpolicella, som ofte går godt sammen med den fede julemad. Og jeres flittige vinblogger tester nu 3 vine fra et af de bedre vinhuse i Valpolicella, nemlig Ca´ Dei Ronchi. Vi starter med deres almindelige Valpolicella Spargola Superiore.

Ca´ Dei Ronchi er et nyere vinhus, som er grundlagt i år 2000 af Giorgio Campagnola og hans familie. Det ligger i bakkerne mellem byerne Negrar og Verona i Valpolicella, hvor familien sammenlagt har 5 hektar vinmarker med de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Giorgio etablerede vingården med et mål om at producere vine af meget høj kvalitet … vine som kunne tilfredsstille hans egen meget høje standard og selv de meste kræsne vinkritikere.

Til at hjælpe med produktionen har Giorgio hyret vinmagerne Roberto Vassanelli og Francesco Parisi, men derudover har han også hjælp fra sine to sønner Alessandro og Stefania.

De laver fra markerne i Valpolicella 3 forskellige rødvine, nemlig en Valpolicella, en Ripasso og selvfølgelig også en Amarone, alle vine som første gang kom på markedet i 2006. Men derudover laver familien også 2 mousserende Franciacorta vine fra marker i Lombardiet.

Denne Valpolicella Spargola Superiore er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Vinen er lavet med maceration i rustfrie ståltanke over 15 dage med daglig overpumpning. Derefter overføres vinen til andre ståltanke for gennemføre den alkoholiske gæring inden lagring og malolaktisk gæring i 20 hektoliter egefade i 36 måneder samt yderligere 12 måneder på flaske … pænt lang tid for en Valpolicella.

Næsen er lysere og langt mere interessant end gennemsnittet af Valpolicella vine. Her har næsen næsten nogle af samme lyse træk som både Nebbiolo og Pinot Noir .. læder, krydrede blommer, godt med kirsebær og med Valpolicella varme, eg, krydderier, super lethed samt en smule mentol. Det er sådan god, ren, klassisk Valpolicella skal dufte.

Smagen er også ganske lækker … virkelig frugtrig med mellemrøde bær, kirsebær, blommer og moreller. Der er stor og krydret tørhed i munden, enebær, lidt sødme og bitterhed, men først og fremmest er vinen frisk, tilgængelig og proppet med frugt. Jeg er ikke den største Valpolicella elsker, men dette er altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7