Tag-arkiv: Bourgogne

2020 Domaine Anita, Moulin-à-Vent Trés Vieilles Vigne Les Caves, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Anita, Moulin-à-Vent Trés Vieilles Vigne Les Caves, Bourgogne, FrankrigTilbage i december smagte jeg en møj-lækker 2021 Moulin-à-Vent Aux Michelons fra Anita Kuhnel på Domaine Anita … og nu er den gal igen med tørsten, så jeg smager hendes 2020 Moulin-à-Vent Trés Vieilles Vigne Les Caves.

Som jeg også skrev sidst, så ligger Domaine Anita i Chénas nær Mâcon og er oprindelig grundlagt i 2015 af unge Anita Kuhnel, som selv er født og opvokset i Bresse … ikke så langt fra Beaujolais.

Det lå dog ikke i kortene, at Anita skulle dyrke vin, for hendes store passion var cykling, som hun dyrkede professionelt, bl.a. deltog hun i 1996 i verdensmesterskabet i Novo Mesto i Slovenien.

Samme år blev hun gift med André Kuhnel, hvis familie har været vinbønder i Morgon siden 1943 … og der startede Anitas nye passion for vin.

Hun ville også selv lave vin, så derfor lærte hun håndværket både hos Andrés familie samtidig med en uddannelse til vinmager inde i Beaune inden hun i 2015 grundlagde sin egen vingård mellem Chénas og Moulin-à-Vent.

I vinkælderen har Anita hjælp fra Guy Marion, der som pensioneret chefønolog og højrehånd for Georges Duboeuf har vinificeret mere end 50 vinhøste i Beaujolais. Anitas sparringspartner og mentor har derfor et enestående kendskab til Beaujolais’ mange terroirs.

Anita har samlet 16 hektar marker, som giver basis for vine i de 6 appellationer Moulin-à-Vent, Morgon, Chénas, Fleurie, Beaujolais og Beaujolais-Villages.

Denne Moulin-à-Vent er lavet på 100% Gamay, som Anita Kuhnel høster manuelt fra helt op til 80 år gamle vinstokke på den syd- og sydøstvendte vinmark Les Caves … en granitholdig enkeltmark i Moulin-à-Vent i 240 meters højde.

Druerne sorteres på strengeste vis i både vinmark og kælder, så kun den bedste frugt finder vej til den færdige topvin. Vinen er lavet med 20% hele klaser og 80% afstilkede druer. Efter endt gæring modner vinen 12 måneder på ståltank for en ren og autentisk gengivelse af druesort og terroir.

WAUW for pokker … nærmest aroma af hospitalsgang, banan, grøn peber samt tonsvis af kirsebær … friske, syltede kirsebærsauce ribs og solbær … er samtidig meget elegant med mælkede noter, jordbær og kirsebæryoghurt suppleret med let anstrøg af noget sødme med karamel og mælkechokolade, som binder det hele så smukt sammen med fin balance mellem frugt og tertiære noter. Det dufter sgu vildt saftigt og næsten æterisk med bondsk jordbundethed.

Det smager fandeme også saftigt … men samtidig voldsomt elegant med mundsmeltende, blød og lækker cremethed. Smagene kommer nærmest snigende … først som det stille vand, men med vedvarende styrke, intensitet og vildskab. Det er igen kirsebær, sure jordbær og ribs, mens syren har en fin balance, der aldrig forstyrrer, hvilket gør vinen så inddragende, vedkommende og balanceret med lidt peber, citroner og en diskret jernagtig note i eftersmagen. 94 point. Det smager af mere og mere og mere og … til prisen helt wacky.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisener 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Den burde der bliver rift om.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigJeg smager som næste vin den røde udgave af den hvide Prosper Maufoux 2022 Bourgogne Chardonnay, som jeg smagte og skrev om forleden. Det er deres 2022 Bourgogne Pinot Noir.

Prosper Maufoux høster deres Pinot Noir druer fra nogle ler- og kalkstensholdige vinmarker og efter høst er de sorteret og afstilket inden overførsel til gæringstanken uden brug af pumper.

Forud for gæringen koldmacererer Prosper Maufoux druerne i 4-5 dage, så drueskindet afgiver ekstra farve og frugtaromaer til mosten uden udtræk af bitre fenoler. Herefter følger gæringen på ståltanke med temperaturstyring over 18-20 dage med daglige punch downs. Efter endt gæring omstikkes vinen til 10 måneders afrunding på ståltank med fuldbyrdet malolaktisk gæring.

Frisk, dyb og lidt umami duft … og masser af våd træ, våde fade, egetræ, dyb duft af kirsebær, hindbær, hyben, mørk chokolade med høj kakaoprocent, tørrede rosenblade, violer, lavendel, lidt mentol, skovsvampe og en smule krydderurter.

I munden er det imidlertid ikke en kompleks, feminin eller sart burgundisk vin, for smagen er mere bondsk og kantet med både kirsebærsaft, ribs og hindbær, tørre og fine tanniner, saftighed og en lemonagtig bitterhed, som gør det til en frisk vin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Les Charmes, Bourgogne, FrankrigSantenay Les Charmes har jeg smagt før fra det burgundiske vinhus Domaine Louis Lequin et Fils i en årgang 2012 … men nu smager jeg den så i årgang 2013, men den er langt ringere end 2012’eren.,

Ganske vist rangerer årgang 2013 i Beaune lidt dårligere end årgang 2012, men står jf. Wine Spektator dog med anbefaling drink or hold … men ingen regler uden undtagelse.

Les Charmes er en lieu-dit, der befinder sig i den sydligste ende af Santenay, hvor den støder op til 1. Cru marken Clos Rousseau. Pinot Noir vinstokkene på Santenay Les Charmes marken er omkring 70 år gamle og har et meget anderledes terroir end nogle af de omkringliggende marker.

Her er består jordbunden af rødt ler og stenet, kalkholdig jord. Det giver aromatiske og elegante rødvine.

Vinen er lavet på et mix af afstilkede druer og hele drueklaser, som først ligger i en kølig premaceration i 10 dage, hvorefter gæringen så sættes i gang over varer 15 dage.

Der gæres ved relativ høj temperatur, da Lequin ønsker at udtrække ekstra intensitet og struktur fra drueskindet.  Vinen lagrer herefter i 10-12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 15% nye fade.

Klart ikke så indbydende som 2012’eren, nærmest stik modsat  … meget grøn, urtet og har sjove noter af kul, koks, blomstervand, eukalyptus og virker træt og lukket … det er virkelig ultragrønt og meget ufokuseret. Lige hældt op i er der lidt lys frugt af hindbær samt tranebær, men den forsvinder med overraskende fart.

Det samme gælder også smagsmæssigt … lige hældt op, så har du en lys, grøn men drikbar vin med frugt af syrlige krisebær, mirabeller og lidt hindbær, tørre og modne tanniner, men hurtigt fader vinen … og så går det ellers hurtigt ned af bakke med grønne, skæve og urtede noter med en lidt skæv kant. 84 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med hvidvin, men dog mere klassisk med en Bourgogne Chardonnay fra det burgundiske vinhus Domaine Michel & Marc Rossignol.

Rossignol er et stolt navn i hele Côtes de Beaune området, for mange producenter med det kendte navn stammer nemlig fra den Rossignol familie, der i hvert fald siden 1634 har været vinavlere.

De første kendte i familien var Léonard Rossignol, så hans søn Lazare og derefter hans barnebarn, som også blev kaldt Lazare og senere hans oldebarn François.

Rossignol’erne har siden spredt sig i hele Bourgogne … og bare indenfor en 500 meters cirkel fra Michel & Marc Rossignol findes der i dag ikke mindre end 6 producenter, som alle hedder noget med Rossignol. Og det er bare i Volnay!

Michel og Marc Rossignol er far og søn, som er de seneste generationer i det gamle vinhus, hvor faklen siden 1600-tallet er gået fra generation til generation. Michel Rossignol har endda – ved siden af familiens eget vinhus – i en lang årrække passet og plejet en del marker for det berømte Hospices de Beaune, da han nyder høj anerkendelse for sit markarbejde og kendskab til det lokal terroir.

I dag er det dog primært Marc, som driver vingården, der samlet har 6 hektar vinmarker, der alle ligger i Côtes de Beaune, men primært i  Volnay og så lidt i Pommard.

Her smager vi deres 2016 Bourgogne Chardonnay, hvor druerne kommer fra en enkelt af husets marker med 45 år gamle vinstokke og ellers er vinen lavet i ren og autentisk stil med temperaturstyring under gæringen samt 12 måneders lagring på ståltanke.

Det er duftmæssigt en sjov, grov, overmoden og animalsk vin … er nok en smule oxideret med røg, nødder, hasselnødder, kastanjer, lidt popcorn, lakridskonfekt, abrikos og pærer, mulle kælder samt smørsødme, blomstervand og skarpe krydderier.

Smagen er – ærlig talt – også noget ubalanceret og virker måske lidt gammel i betrækket. Smagen er småsur, virkelig stram, grov, syrlig og har samtidig også nogle røgede elementer og virker meget krydret, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigSidste måned smagte jeg en dejlig burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset og nu er der atter en hvidvin i vinglasset fra vinhuset … deres 2022 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til vinen håndplukkes fra sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man umiddelbart efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

I næsen er det mest melon, pærer, kvæde … måske endda med en snert af noget eksotisk frugt som fersken og mango samt syltede citroner. Det er tørt, præcist og indbydende med en lidt kalket mineralitet og nødder på en lidt landlig facon.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, hvor der ikke er meget fedme eller sul på skellettet, så dermed får man en ren, rank og frisk vin med krisp syre og en frugt med æbler, pærer, moreller og citron, bare helt ind til benet og faktisk rigtig, rigtig fin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Lucien Le Moine, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, Frankrig

2019 Lucien Le Moine, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den på ægte burgundisk Pinot Noir i form af denne 2019 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Lucien Le Moine i Beaune.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af Mounir Saouma, der forinden havde uddannet sig som ønolog i Montpellier og nogle år arbejdet som kældermester på et kloster i Israel, hvor han også mødte den smukke Rotem Brakin.

Derefter arbejdede parret i Bourgogne, hvor Mounir fik en særlig kærlighed for Chardonnay og Pinot Noir. Han blev hurtigt ansat som kældermester hos et af de største negociantfirmaer i Bourgogne og fik på denne måde sin daglige gang blandt mange af de bedste vinproducenter i Bourgogne.

Her kunne han forvisse sig om, at man i Bourgogne generelt er dygtige til markarbejdet og dyrkningen af de legendariske druer, men til gengæld var han ikke i samme omfang begejstret over for nogle af de teknikker og traditioner, der herskede i en del kældre i forhold til vinificering og modning af vinene.

Han fik derfor den idé, at han ville skabe et vinhus ved at købe absolutte topvine – udelukkende 1. Cru og Grand Cru – hos særligt udvalgte producenter og hjemtage dem til sin gamle kælder fra det 17. århundrede og umiddelbart efter den alkoholiske gæring selv forestå den videre vinificering – udelukkende på nye klassiske barriques på 228 liter fra Bourgogne.

Både de hvide og de røde vine lagrer han så sur lie – med bundfald – og dét mener Mounir er afgørende for vinens typicitet og kvalitet. Det tilfører vinen fedme, struktur og karakter fra terroiren og vinen skal derfor forblive på sit lie indtil aftapning. En ugentlig batonnage aka omrøring foretages indtil da.

Den malolaktiske gæring foretages ret sent på foråret og bevirker, at man ikke behøver at konservere vinen kunstigt fx med svovl, så alle vinene aftappes manuelt direkte fra fad og uden filtrering.

Her smager vi så en vin lavet over samme læst … en vin fra Vosne-Romanée, som nok er Bourgognes mest berømte kommune og der kan du finde ikke færre 6 Grand Cru, flere 1er Cru’er og nogle af de bedste Villages vine. De verdensberømte Grand Cruer er Romanée-Conti, La Romanée, La Tâche, Richebourg, La Grande Rue og Romanée-Saint-Vivant.

Dette er en 1er Cru … Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots i en årgang 2019 fra marken Les Suchots, der nok er blandt de ypperste 1er Crus i Côte d’Or. Marken ligger mellem Grands Cru markerne Richebourg og Romanèe Saint-Vivant på den sydlige side og Echezeaux på norlige side.

Duften er næsten blodig kød, tørret bacon, blæk, grafit, tørrede blomster, jord, lidt parfumeret og har mynte, lakridspiber, engelsk lakrids, bagepulver samt en frugt af sorte kirsebær, meget tæt og koncentreret … bare så elegant.

Smagen er også mørkere end forventet … virkelig blød, cremet og alligevel med den burgundiske lidt grønne note. Der er tranebær, lidt bitterhed, sorte kirsebær. Smagen er kompleks og afbalanceret, stor frugtkoncentration, saftig med tydelig fadkarakter og levende, let og legende syrestruktur … det giver en utrolig elegant vin, der er delikat og forførende på en snigende facon, 97 point.

En årgang 2018 er fundet hos Vinoble til 1.799 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Maison Chanzy, Rully en Rosey Rouge, Bourgogne, Frankrig

2021 Maison Chanzy, Rully en Rosey Rouge, Bourgogne, FrankrigSkal vi ikke også smage lidt burgundisk vin? Det fixer vi lige med et glas af denne Rully en Rosey Rouge fra Maison Chanzy, der ligger i Bouzeron i Saône-et-Loire-regionen et par kilometer nord for Rully by i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Joseph Sordet ved køb af den gamle ejendom Verger d’Exemple, der med en kælder med hvælvede lofter passede perfekt til vinproduktion. Sordet havde et mål om at dyrke lavstammede frugttræer og popularisere podning af både træer og vinstokke.

Han dyrkede derfor også vinstokke, lavede vin og lærte sine podeteknikker til bønder og vinbønder i hele Côte Chalonnaise, hvilket også gjorde han lille ejendom succesfuld.

I 1952 blev ejendommen så købt af Lucien Juif og på det tidpunkt havde vingården allerede 12 hektar marker, hvor hovedparten var plantet med Aligoté druer. Lucien Juif  fortsatte med en uændret drift … både med at dyrke vin, lidt korn og så en planteskole med fokus på podning af vinstokke.

Lucien Juif drev ejendommen frem til 1966, hvor det igen skiftede ejer, da den blev købt af notaren Jean Beudet fra Chagny. Han købte flere marker, således ejendommen samlet havde 18 hektar og han ændrede også navnet til Domaine Beudet.

Endelig i 1974 købte og skabte Daniel Chanzy og hans kone Catherine så Domaine Chanzy. De drev i 39 år sammen  vingården og opkøbte yderligere marker, hvorved man rådede over 37 hektar vinmarker fordelt over både Côte Chalonnaise, Côte de Beaune og Côte de Nuits med både Aligoté, Chardonnay og Pinot Noir.

I dag er Domaine Chanzy aka Maison Chanzy dog ikke længere ejet af Chanzy familien, for det blev i 2013 købt af investeringsfirmaet OLMA, der er specialiseret i oplevelsesmæssig luksus og ledes i fællesskab af M. Stéphane Petrossian og Philippe Der Megreditchian.

Der er i dag 80 hektar jord til ejendommen, men heraf er dog alene 66 hektar vinmarker, som omfatter forskellige appellationer som fx fra Mercurey til Vosne-Romanée, der går gennem Rully, Givry, Maranges, Santenay, Volnay og Puligny- Montrachet.

Her smager vi så en af husets mange forskellige vine … deres 2021 Rully en Rosey Rouge, hvor Pinot Noir druerne kommer fra en lille mark kaldet Rosey, hvis navn stammer fra vinmarken Sept Ranches. Rance stammer fra ordet ronce, der igen stammer fra det latinske rumex, der betyder lille syre … og ronce blev ofte brugt i området ved navn på steder.’

Rosey marken er på 7,58 hektar og ligger i 335-365 meters højde med en gennemsnitlig hældning på 8%, hvor det stejleste stykke er helt op til 22% og har en sydøst vendt eksponering.

Vinen er først lavet med en kold forgæring og så efterfølgende gæring og maceration i ti dage med overpumpning og udstansning med temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på 228 og 450 liter egefade efterfulgt af 5 måneder i ståltanke for yderligere smagsmodning.

Nåååååååhhhh hvor det dufter godt … godt med fadpræg, sødlig hestestald, en frisk og meget rund frugt … mest er kirsebær, jordbær og lyse blommer med lidt likørsødme over sig, men derudover pænt med blomster, hvorved man får en aromatisk, let og luftig vin, der samtidig får denne lidt søde fadnote med finsk lakrids, vanilje og derudover lidt grønne blade.

Smagen er mere straight, ren og endda også strammere, hvorved frugten mere bliver jordbær, tranebær og ribs, mens også fagpræget virker længere væk, men dog til stede med tørt træ, mens syren har både syrlig ribssaft og lemon og citron bitterhed. Der er knastørre tanniner, som dog aldrig bider voldsomt, men samlet bliver det en frisk og fornuftig burgundisk vin. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigSom en anden reunion har jeg nu skænket lidt burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset … og reunion, da jeg har smagt vinen tidligere, men er er det i årgang 2022.

Faktisk har jeg smagt den i både årgang 2017, 2019, 2020 og 2021 og den er lavet med druer fra Mâconnais, det sydligste område i Bourgogne, og vel næsten nabo til Beaujolais.

Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har en fin undergrund af kalksten, som nærmest er skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte Chardonnay druer, som lige efter høsten kommer i en pneumatisk presse, hvorefter saften så hviler i 24 timer ved 12 grader. Så sker både den alkoholiske og malolaktiske gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 10 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en blid og lidt kalket vin … godt med melon, pærer og så tropisk frugt, mango, fersken ,… men også æbler, kvæde samt citronmarmelade og lidt grønne elementer.

I munden er det også en blid, blød og mineralsk kalket vin, som samtidig har en fin, rank og lettere frisk syre, mest lemon, nogle citroner og grønne æbler. Modsat forrige årgang, så er der atter nogle eksotiske frugter, så dermed kommer vinen til at minde ret meget om 2019’eren med denne lille babyfedme, der som en lille hund lægger sig på ryggen og venter på at blive kløet. Jeg klør løs, hvorved får en blid vovse, der logrer med halen, er venlig, lydig og absolut med masser af de burgundiske kvaliteter. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigDenne Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud har jeg smagt før … både i årgang 2018 og 2019 … men her er det altså i en nyere årgang 2021 og atter får du bare godt med kalket lækkerhed.

Vinhuset Domaine Joëlle Vrignaud ligger i Premier Cru området Fourchaume i Fontenay-Près-Chablis og drives af Joëlle Vrignaud som 5. generation.

Modsat de tidligere generationer, så stoppede Joëlle i 1992 med blot at sælge druerne, men begyndte i stedet for så at producere og tappe hendes egne vine.

Domaine Joëlle Vrignaud har samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de forskellige appellationer Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru Fourchaume og Chablis Grand Cru Blanchot. Markerne drives fuldstændig økologisk.

Denne Chablis fra Joëlle Vrignaud er hendes basis Chablis … hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

I næsen er det bestemt burgundisk Chardonnay med en fin, lille og næsten diskret fadnote, noget landlighed, nødder og så samtidig en klart og ren note med flint, stål og kalk. Vinen virker meget cremet, indbydende og måske lidt olieret i stilen … klart mere fagpræg end de øvrige årgange, som jeg har smagt af vinen. Frugten er mest fersken, melon og så pærer, men oveni det let buttede, så er der også syltede citroner samt nogle skarpe, krydrede noter.

Hvor smager den også bare drøngodt … citroner, grape og kalkede mineraler … stenet, cool, crisp, ren og frisk. Som sidst jeg smagte vinen er der noget næsten overlegent med denne småfyldige frugt, en stoisk rolig og en fin syre, mineralitet samt en fin tilbagelænet balance. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Jean Gagnerot, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigFra Jean Gagnerot – det store burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group – skal vi smage endnu en vin og det er denne 2017 Rully Blanc.

Her kommer Chardonnay druerne fra de stenede terroirs i Rully, hvor jorden er velsignet med samme type ler- og kalksten, som kendes fra Puligny- og Chassagne-Montrachet nogle få kilometer længere mod nord.

I vineriet er druernes først presset skånsomt i pneumatisk presse, hvor kun den mest delikate druemost anvendes. Gæringen er sket i 228 liters barriques og efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder sur lie på barriques, hvoraf 15% er nye fade og resten er mellem 2-4 år gamle.

Duftmæssigt er helt melon, fersken, pærer, lidt luftigt fad, vanilje, lakridskonfekt, et touch af nødder, fennikel og en ganske ren, klar, hvid og kalket mineralitet.

Smagen er saftig, mere ren og stringent, grønne æbler, lemon og citroner … slank og endda lige på nippet til at være tynd, men meget omgængelig, ren og elegant. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7