Det er ikke mange dage siden, at jeg drak Bourgogne Chardonnay i årgang 2022 fra huset Prosper Maufoux. Nu smager jeg endnu en vin derfra, nemlig deres 2021 Bourgogne Chardonnay Élégance.
Som også med Bourgogne Chardonnay lillesøsteren er vinen lavet med druer fra terroirs med ler- og kalksten i både Côte Chalonnaise samt Mâconnais, hvor man lige efter høsten presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.
Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende 12 måneders lagring på burgundiske egetræsfade, heraf 20% helt nye fade.
I næsen kan fadlagringen bestemt fornemmes … klart federe end lillesøsteren og der er godt med nødder, ristede hasselnødder, god smørfedme, en vild ekspressiv fedme, vanilje og en eksotisk frugt af fersken, mango og pærer.
Smagsmæssigt er vinen mere rank, ren og clean og her er der slet ikke så megen fedme eller sul på skellettet. Det er pæresaft, æbler og lemon, virker meget saftet med et syrligt citronbid, som samtidig gør vinen frisk og fin. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.