Vinova smagningen sluttede med en vin til maden og det blev denne 2020 Arenisca Paraje Los Pilones, der er lavet af Manuel Cantalapiedra fra hans vinhus, der hedder Cantalapiedra Viticultores.
Vingården ligger ude på landet ved La Seca og syd for Valladolid i Rueda vinregionen i Spanien og er grundlagt i 1949 af Heliodoro Cantalapiedra og drives i dag af sønnen Isaac Cantalapiedra og hans søn Manuel Cantalapiedra som 3. generation.
Da Isaac Cantalapiedra overtog driften, så omlagde han nærmest fra dag et hele produktionen til økologisk drift … en praksis der på dette tidspunkt nærmest var uhørt i Spanien. Han fortsatte dog med at sælge deres druer fra deres 7 hektar vinmarker til negocianthuse.
Det var først i 2014, da Isaacs søn Manuel overtog tøjlerne, at de starte for alvor med at lave, flaske og sælge deres vine under egen etiket. Den økologiske profil er bibeholdt, men i dag er der tilføjet mange biodynamiske metoder.
Vinene fra Cantalapiedra er klassiske for Rueda, men ikke nær så frugtbombede og blomsteragtige som visse moderne Rueda vine, for Manuel og Isaac laver vinene nøjagtig, som de mener, de skal laves, hvilket på en gang har givet genlyd i de spanske vinmedier, der roser dem i høje toner, men på den anden side også har betydet, at vinene ikke altid opfylder de statslige krav til Rueda appellationen. Derfor er vinene klassificeret som Castilla y Leon.
De har dog også startet et nyt projekt, hvor de laver vine på opkøbte druer, bl.a. denne Tempranillo fra Toro samt en Cabernet Sauvignon-baseret vin fra Rueda … begge fortsat økologisk certificerede.
Denne Arenisca Paraje Los Pilones er lavet på ren Tempranillo dyrket på Paraje los Panaderos, omkring 22 kilometer sydvest for Toro by. Her dyrkes de 30 år gamle Tempranillo vinstokke økologisk.
Alle stokke bliver dyrket som bush-vines og giver et udbytte på mellem 35 og 40 hektoliter pr. hektar. Omkring halvdelen gæres som hele klaser, og resten afstilkes. Gæringen sker i åbne trætanke, inden den gennemgår malolaktisk gæring og lagring på bruge franske egetræsfade på mellem 225 og 300 liter. Flaskes med et meget begrænset svolvindhold.
Næsen er bondsk og landlig, meget tør med tør engelsk lakrids, lakridsrod og blæk, duft af brombærbuske, men virker slet ikke så voldsom og ekstraheret som mange Toro vine ellers kan blive. Her er der nærmest også lidt citron og blomster med i pakken.
I munden er der god kraft, dyb og mørk frugt med masser af power, mens frugten virker mørkere end duftmæssigt. Der er solbær samt brombær, godt med tanniner, men ellers fyldig, kraftig, tør, har lidt kakao og søde krydderier. 89 point.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr.