Denne 2020 Matilda Nieves på Menzia fra Bodegas Rectoral de Amandi under appellationen Ribeira Sacra DO i Galicien er blevet overøst med lovord og guldmedaljer … og nu smager Houlberg så også vinen.
Bodegas Rectoral de Amandi ligger ude på landet ved Amandi i Lugo provinsen og er grundlagt i 1989 af Bodegas Gallegas, som er et stort vineri, der samlet ejer 5 vingårde i Galicien, grundlagt for 50 år siden af Manuel Vázquez som Manolo Arnoya og i dag samlet set er den største vinproducent i hele Galicien.
Bodegas Gallegas – og dermed Bodegas Rectoral de Amandi – ejes og drives fortsat af Vázquez, da selskabets CEO er Myriam Vazquez.
Jeg er bl.a. tidligere stødt på en af gruppens vingårde, nemlig Bodegas Alanis, hvorfra jeg smagte en 2021 Ama Vida Treixadura … mens de øvrige vingårde er Bodegas Rectoral do Umia, Milenium og endelig Bodegas Arnoya.
Rectoral de Amandi er ikke et lille foretagende, da vingården selv ejer ikke mindre end 180 hektar vinmarker, men også arbejder med 400 lokale vinavlere og laver 2 millioner flasker vin årligt.
Husets vinmarker ligger på stejle terrasser på skråninger ned mod den nærliggende Miño flod, som gennemløber Galicien for til sidst at udmunde i Atlanterhavet ved Portugals nordlige grænse.
Området er barsk, men giver elegante og letløbende vine, der er langt fra overgjorte marmeladevine. Nogle af vinmarkerne er endda udelukkende tilgængelige fra floden, så arbejdet i markerne kræver masser af håndkraft. På markerne dyrker huset mest Mencia, men selvfølgelig også masser af den hvide Godello drue.
Bodegas Rectoral de Amandi har et mål om at lave terroirtro kvalitetsvine fra de gamle vinstokke og det er ensbetydende med særdeles lave høstudbytter og en usminket tilgang til vinificering.
Denne 2020 Matilda Nieves er en ren Mencia vin, der er lavet på ståltanke med maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller ved 25 grader over 15-20 dage. Derefter er vinen så bare lagret en periode i ståltankene efter kort stablisering.
Duftmæssigt er vinen lidt vamset, røget og varm med grøn peber, grannåle, violer og en frugt af kirsebær, hindbærmarmelade samt brombær, tør engelsk lakrids, bitter campari, grønne krydderurter, bagepulver og et let støvet udtryk.
I munden er vinen let … også pænt sød, saftig og super frugtrig … imponerende saftig faktisk, meget letløbende og alligevel med en vis renhed i frugten af hindbær, blåbær, kirsebær og kirsebærsten. Der er ikke mange tanniner og bitterheden her oss’ mere afdæmpet, men den dukker lige frem sammen med en ukompliceret drikkelyst. 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.