2017 Weingut Knipser, Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Knipser, Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandFørste rødvin blev så denne 2017 Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Knipser og det er en vin, der som nævnt på etiketten også kaldes Im Großen Garten.

Weingut Knipser har vi mødt før på Houlbergs Vinblog og sidst jeg smagte vin derfra – en 2012 Syrah Réserve – skrev jeg da også masse om vinhuset, så det gør jeg ikke denne gang.

Im Großen Garten er lavet med Spätburgunder fra den lille parcel Großkarlbacher Burgweg, som er en Große Lage mark, der ligger på en beskyttet og relativstejl sydskråning i Eckbachtal.

Det er en vinmarker med tung lerjord blandet med utallige kalksten og jorden kan minde om kalkstensjorden på Cote d’Or. På marken er der vinstokke, der er plantet tilbage i 1993 og 1994 … og siden 2015 har Knipser brugt betegnelsen Im Großen Garten på deres mark på Grosskarlbacher Burgweg.

Vinen er lavet ved, at druerne først  presses nænsomt i druepresse, og derefter gærer vinen med skind udelukkende med egen gær og efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på nye franske egetræsbarriques.

Duftmæssigt er der sgu skrald på fra første snif … der er godt med fadpræg supplerede med den karakteristiske kostald, så det samlet næsten skriger tysk Spätburgunder …. og det er det. Der er vanilje, mælkechokolade, karamel og karamelliserede hasselnødder samt nogle røgede noter. Frugten er kirsebær, næsten karamelliserede kirsebær, jordbær, skovbund og svagt lidt peber … det dufter sgu rasende godt.

Smagen er i samme boldgade … røget, cremet og drønlækker. Den har en moden frugt, der er harmonisk og næsten smelter i munden, virker endda helt saftig, har let peber, sorte kirsebær, brombær og tørre urter og blomster. Syren er også saftig og fast, tanninerne er bløde om end faste. Der kommer lidt skovbund, svampe og samlet fremstår vinen komplet med flot syrebid. 95 point.

Forhandles herhjemme af Sigurd Müller Vinhandel, men jeg kender ikke prisen på denne.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Fattoria Mancini, Impero Blanc de Pinot Noir, Marche, Italien

2019 Fattoria Mancini, Impero Blanc de Pinot Noir, Marche, ItalienByggeaftenen omfattede alene én enkelt hvidvin, men den var så lavet på den røde Pinot Noir drue og det var denne 2019 Impero Blanc de Pinot Noir fra vinhuset Fattoria Mancini.

Vinhuset ligger ved de spektakulære klipper i Focara et par kilometer syd for havnebyen Pesaro helt ud til Adriaterhavet, tæt ved naturparken Monte San Bartolo. Det er en familiedrevet vingård, der er grundlagt i 1861.

Det er i dag seneste generation i form af Luigi Mancini, som står driften af deres i alt 20 hektar vinmarker, der – selvom de ligger helt ud mod kysten – ligger i 350 meters højde og har et kølig mikroklima og en kalkholdig sandstensjord tillader produktion af langlivede vine med en god balance mellem struktur, dybde, friskhed og elegance.

Den vigtigste druesort af Fattoria Mancini er Pinot Noir, som blev  introduceret i dette område i begyndelsen af det 19. århundrede af Napoleons administration og bevaret af familien i fem generationer af vinbønder.

Efter to århundreder med udvikling og tilpasning er denne særlige Pinot Noir nu med rette betragtet som en lokal drue. Men derudover dyrker familien også andre typiske lokale sorter som Sangiovese, Ancellotta og den helt lokale hvide druesort Albanella.

Denne Impero Blanc de Pinot Noir er lavet ved, at de hele klaser først presses nænsomt for at minimere skindkontakten mest muligt og samtidig undgå farveudtræk til vinen.

Druerne presses til, at de har mistet omkring 50% af deres vægt og derefter gærer vinen på fad ved ca. 18 grader og gennemgår så fuld malolaktisk gæring. Efter endt fermentering har den så lagret sur lie 12 måneder på 228 liter barriques.

Det er en vin, hvor du både får duftmæssig fedme og smagsmæssigt masser af stram syre. Næsen er fadfed med vanilje, karamel, fløde og smør,  crème brûlée, lemoncurd,  lakridskonfekt, nødder og virker da egentlig ganske parfumeret. Der er en frugt af bløde pærer, fersken suppleret af en distinkt kalket mineralitet.

Smagen er langt mere slank, for der er sgu godt med syre, hvilket vi jo virkelig godt kan lide. Der er sure citroner, lemon og grape, så det lige snerper i munden på skønneste vis, men det hele ender med en smule sødme, der binder tingene godt sammen. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyeste årgang koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Veuve Clicquot, La Grande Dame, Champagne, Frankrig

2012 Veuve Clicquot, La Grande Dame, Champagne, FrankrigChampagnehuset Veuve Clicquot har jeg vist ikke skrevet om tidligere her på vinbloggen, men det er i dag ejet af den store LVMH Group, men denne flotte 2012 La Grande Dame som velkomstbobler var netop derfra.

Veuve Clicquot Ponsardin har lavet champagner i over 250 år og er grundlagt i 1772, men er primært mest kendt for den kvindelige ejer Barbe Nicole Clicquot Ponsardin, der i en alder af 27 blev enke efter sin mand Francois Clicquot, der drev vin-, uldhandel- og bankforretninger, men hun overtog så driften af det champagnehus, som hendes svigerfar oprindelig havde grundlagt.

Hun blev en af de første kvindelige moderne iværksættere i en tid, hvor kvinder ellers var udelukket fra erhvervslivet. Men hun vovede at påtage sig ledelsen af Veuve Clicquot med passion samt stor beslutsomhed.

Hun var selv datter af en tekstilfabrikant i Reims, men i front for champagnehuset førte hendes kreativitet og innovationslyst til flere mange førstepladser i Champagne, bl.a. blev hun prist for den første kendte årgangschampagne,  opfindelsen af foregængeren af pupitre bordet og den første kendte blendet roséchampagne.

Madame Clicquot gjorde i det hele taget sit navn og champagnerne til et brand kendt for kvalitet og ekspertise. Hendes store bidrag gav hende også tilnavnet la grande dame de Champagne og senere blev champagnet den gule enke også opkaldt efter hende. Men dette er husets bedste champagne faktisk også og det er netop denne La Grande Dame.

I 1986 blev champagnehuset købt af store LVMH Group – Möet-Hennessy-Louis-Vuitton og de ejer i dag fortsat huset. LVMH er jo et  fransk multinationalt konglomerat af luksusvarer med hovedkvarter i Paris og ejer i alt 75 huse og indenfor vin og spiritus 26 vinhuse som bl.a. Château d’Yquem, Ruinart, Möet & Chandon, Dom Pérignon, Krug, Hennessy, Ardberg, Château Cheval Blanc, Cloudy Bay og mange, mange flere.

Veuve Clicquot får både deres druer fra egne marker samt fra et partnerskab med en lang række planteavlere, men primært fra nogle af de bedste marker, for 95% af anvendte druer kommer fra marker, der er klassificeret som Grands eller Premiers Crus. Samlet udgør markerne  47% Chardonnay, 36% Pinot Noir og 17% Meunier.

Jesper havde for alle sine sparepenge købt denne 2012 La Grande Dame, der er lavet på 90% Pinot Noir og 10% Chardonnay, der alle kommer fra 6 historiske Grand Cru marker. Der er ikke så mange informationer om vinen, men der er ved degorgeringen tilsat en dossage på 6 gram pr. liter.

I næsen kan man allerede fornemme, at der er godt med syre i den gamle dame, for der er sure æbler, ribs, kvæde, masser af gærnoter, nødder, mandler, marcipan, tørre papkasser, blomster … alt stramt og stringent holdt i skarpe nuancer.

Smagsmæssigt viser den gamle dame også tænder … godt med syre samt bitterhed, så der kommer først og fremmest masser af citroner og grape frem med en markant stor tørhed. Langsomt dukker der så også en smule lidt mere umamiagtig frugt frem, tørret abrikos, godt med bid, rustik kant, mens en meget lille honningagtig sødme også bidrager til en rigtig fin balance. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos VildMedVin, hvor den i øjeblikket kan købes til 1.199 kr. mod en normalpris på 1.499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Byggemøde 16. marts 2024 … i Pinot Noirs smukke og mangfoldige skær

Så fik vi afholdt årets andet byggemøde og det var Falken, som var vært og dermed havde stået for både mad og vine for aftenen, der skulle vise sig at blive en episk Pinot Noir tour-de-force, men dette var vi uvidende om, da vi alle mødte op til starten kl. 17.00.’

Ved dette byggemøde var feltet udvidet med Jan fra vingutterne, så dermed var vi samlet 6 vinnørder. Der var dækket pænt op og på hver af vores pladser lå et lille hæfte med både aftenens menu samt to sider med plads til at skrive land og drue på 14 vine.

Vores blindsmagningskonkurrence skulle nemlig ske ved, at vinene først blev afsløret efter vi havde været igennem vinene og ikke som vanligt efter hver smagt vin.

Maden

Vi kunne også læse, at aftenens menu bestod af

  • Forret; Carpaccio af lyssej
  • Hovedret; Beef Wellington
  • Dessert; Pistacietærte
  • Oste

Jesper havde været i køkkenet og lavet et par flotte retter, som først var en carpaccio af lyssej og den altid fabelagtige – men svær at lave – Beef Wellington med rødvinsglace. Lad os starte med at se nærmere på de to hjemmelavede retter:

Carpaccio af lyssej

Lyssej kan godt være en lidt neutral fisk, men her havde Jesper lavet den i en carpaccio udgave, hvor den var peppet op med lidt stykker af pære, croutoner og citronskal.

Dejligt og dertil fik vi aftenen eneste hvidvin, hvilket senere viste sig at være en italiensk Impero Blanc de Pinot Noir fra Marche regionen og gav godt med syre til retten.

Forinden havde vi dog – næsten helt traditionelt – nydt et glas bobler til velkomst og det var en storesøster til den gule enke … en 2012 La Grande Dame fra Veuve Clicquot.

Beef Wellington

Beef Wellington tager altid kegler … og det gjorde den også denne aften. Denne dejlige ret med oksemørbrad overtrukket med paté og duxelles samt pakket ind i butterdej smager fremragende. Her fik vi den sammen med en fed rødvinsglace, ærter/bacon og stegte kartofler … det er mums.

Senere servede Falken en syndig, kaloriefed pistacietærte fra en lokal bagerforretning og senere på aftenen fik vi også lidt forskellige oste … men hverken tærte eller oste fik jeg taget fotos af. Sådan kan det gå, når klaveret spiller.

Vinene

Falken havde virkelig tænkt over feltet … og havde i indkøbt en række fabelagtige vine, der – skulle det vise sig – alle var på Pinot Noir og dermed var aftenens røde snor.

Samlet kom feltet dermed til at se sådan her ud:

Jeg havde kun smagt en enkelt af vinene før i aktuel årgang, men flere dog i andre årgange. Ovenover har jeg linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser … helt som vanligt.

Men det var sgu et imponerende felt og viser både Pinot Noir druens fine og sarte elegance, men bestemt også den alsidighed. Det er sgu ret fantastisk at smage og det er ikke hver dag, at man lige smager hele 14 vine i streg på Pinot Noir … så tak for det Jesper.

Konkurrencen

Vi skal selvfølgelig også omkring vores blindsmagningskonkurrence, som endte med at Keeper løb med sejren med 20 point, hvorefter jeg fulgt med 14 point, Flemming med 12, Jan med 10 og Brix som bundprop … men så kan han jo egentlig bruges til noget.

På SMS blev der efterfølgende i vor gruppe skrevet, at Brix fik 0 point, men som ansvarlig overdommer kan jeg godt indrømme, at han faktisk fik 5 point, selvom han selv mente, at der var gået lidt Putin i optællingen 🙂

Tak for fed aften med fede vin og dejligt fedende mad 🙂

2023 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, Frankrig

2023 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, FrankrigI dag har været en god dag … arbejdet hårdt i haven og nået en masse … også slappet af på terrassen, hvor jeg så lige helt med forårets komme nød lidt vin og meget passende en 2023 Bleu de Mer Rosé i den nyeste årgang 2023.

Vinen er bleg som rosévine fra Provence, men er fra Languedoc og lavet på klassisk sydfransk roséblend bestående af 80% Grenache og 20% Cinsault.

Teamet hos Bernard Magrez høster midt om natten, hvor temperaturen er lav, så kun de friske og sunde druer finder vej til vinen. Druerne presses nænsomt og gæres ved lav temperatur på rustfrie ståltanke og lagrer også der kortvarigt.

Duften er sådan sødkrydret … frugtrig og sødmefuld, har en frugt med fersken, abrikos, moreller og honningmelon. Den virker rundt, trivelig og aromatisk med rosenblade, vingummi og lidt geléagtigt frugtflæsk … sukkersød og tropisk fristende.

Sådan smager den nærmest også … blød, rund, småfed og sukkerlækker med mango, fersken, pærer og melon. Den har ikke samme grad af lemon, som 2022’eren, men den dukker dog op lidt efter lidt og giver lidt tiltrængt syre. Det giver en smule bid midt i al den olierede frugtsødme … men man bliver sgu alligevel glad i det spirende forår, så 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 West Cape Howe Wines, Shiraz, Western Australia, Australien

2022 West Cape Howe Wines, Shiraz, Western Australia, AustralienVi sluttede smagningen af vinene fra Western Australia samme sted, som vi startede, nemlig hos West Cape Howe Wines, for derfra smagte vi til maden en 2022 Shiraz fra deres Cape to Cape serie.

Det er en klassisk aussi Shiraz, hvor hovedparten er druerne er fra marker  Mount Barker, mens små 20% kommer fra det noget varmere Margaret River.

Vinen er lavet på ståltanke, men efter endt fermentering er vinen modnet … noget på egefade og noget i ståltanke med egestave for at give vinen et strejf af egetræ. Den er samlet lagret 12 måneder og er så let filtreret inden aftapning på flaske.

Det er faktisk en ret kapabel vin … i næsen virker vinen blød, rundt og har gode med frugt af blåbær, kirsebær og blommer, men hurtigt kommer peberen frem akkompagneret af lidt lakrids.

I munden er det en fyldig vin … har en rustik syre … sorte kirsebær samt modne blommer, en snas peber, mens tanninerne er bløde og ganske tilforladelige. Alt er godt og til prisen et godt køb, så dermed 90 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Hay Shed Hill Wines, Block 2 Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2020 Hay Shed Hill Wines, Block 2 Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienOgså Hay Shed Hill Wines var repræsenteret to gange i vor lille smagning og den anden vin var fra deres Block Series og det var denne 2020 Block 2 Cabernet Sauvignon.

Som navnet siger, så kommer Cabernet Sauvignon druerne fra block 2 på Hay Shed Hill marken og der er stokkene af Houghton-klonen plantet i 1975. De står på en nordlig skråning, som sikrer perfekte modning.

Efter høsten er all eCabernet Sauvignon stilket inden gæring i åbne gæringskar med traditionel pump over og efter endt gæring lå vinen på med drueskindet i yderligere 10 dage for at giver mere modne tanniner. Derefter er vinen så fadlagret 18 måneder på franske barriques og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Duftmæssigt er denne vin klart mere Muhammed Ali end Tyson, for der er klart mere elegance. Det starter med oksefond, cedertræ og blyanter samt frugt med solbær, kirsebær, ribs, skovbund, muldjord og virker endda lidt støvet, mens fadpræget er pænt fremme med mørk chokolade, vanilje og samlet både styret elegance samt god dybde, så klart aftenens bedste vin.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor der både er elegance, power og samtidig meget bordeauxfil. Smagen er godt koncentreret, cremet og samtidig kølig og rank, mens syren er ren, fin og nærværende. Frugten er mest solbær, brombær, hindbær og så lidt lemon. Her sidder alt, hvor det skal sidde og stilen er faktisk pænt europæiske, skarp og slet ikke opulent. 95 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Clandestine Vineyards, Hearts & Minds Cabernet Malbec, Western Australia, Australien,

2021 Clandestine Vineyards, Hearts & Minds Cabernet Malbec, Western Australia, Australien,Vi skulle denne aften smage endnu en vin fra Clandestine Vineyards, men denne var ikke en naturvin, men deres 2021 Hearts & Minds Cabernet Malbec.

Ja her har man simpelthen blandet Cabernet Sauvignon og Malbec druerne sammen. Det er så helt præcis 55% Cabernet Sauvignon og 45% Malbec.

Cabernet frugten kommer fra Acacia Ridge i Frankland River, mens Malbec druerne kommer fra Celestial Bay ved Margaret River. Hver sort er vinificeret separat med gæring over 10 dage i åbne gæringskar.

Derefter er presningen sket og der anvendes kun den fritløbende saft til vinen, som inden lagring har gennemgået malolaktisk gæring og så er den lagret 20 måneder på egefade, hvor 25% er helt nye fade. Der er kun lavet 3.000 flasker af vinen.

I næsen er det en federe vin og Nick Stacy siger da også selv, at den har Mike Tysons power og Muhammed Alis elegance. Der er i hvert fald skruet godt op for volumens med fede blommer og blåbær, fed syltetøjsagtig frugt, hængt kød, beef jerky, ganske kødfuld og det suppleres med kaffe, chokolade, kakaotrøfler, tjære og timian.

Smagen er også til den kraftige side …. tyk viskositet, lidt af en frugtbombe med blommer, brombær, solbær, olieret og smøret, fed og mægtig, men ganske smooth. Det er ikke en vin for hjertesvage, som ikke kan tåle en højrehook fra Tyson. 92 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 West Cape Howe Wines, King Billy Shiraz, Western Australia, Australien

2017 West Cape Howe Wines, King Billy Shiraz, Western Australia, AustralienVi skulle derefter smage den tredje vin fra vinhuset West Cape Howe Wines og det blev endda med lidt alder, for det var deres 2017 King Billy Shiraz.

Vinen er lavet 4 gange før, så den årgang 2017 er blot femte udgave og lavet med Shiraz fra marken Langton Vineyard.

Man har kun valgt de 6 bedste fade til denne King Billy Shiraz 2017. Vinen har gæret på åbne egekar og er efter endt fermentering lagret 22 måneder på franske barriques, hvoraf 5 er helt nye og et brugt én gang tidligere. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 3 år.

Lagringen på de nye barriques kan duftes … der er masser af fadnoter med sødbrændte fade, chokolade, lakridskonfekt, vanilje, sød lakrids og samtidig mærker man modenheden i frugten, som er søde, bagte blommer og sorte kirsebær, masser af dybde og da også noget elegance. Man kan godt fornemme, at det er en vin, der har fået godt med TLC.

I munden er det også blødt og frugtrigt … kirsebær og blommer, der fylder godt i munden … en tyk og fed frugt, i det hele taget pænt tung og fed suppleret med lakridsale elementer og noget syre. Under det fede er der alligevel en vis friskhed i frugten, mens tanninerne virker bløde og slebet runde, så ingen kommer til skade. 93 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Clandestine Vineyards, Break Free Enfant de Lune Syrah, Western Australia, Australien

2021 Clandestine Vineyards, Break Free Enfant de Lune Syrah, Western Australia, Australien,Slam … næste vin blev en naturvin på Syrah. Vi er nu hos vinhuset Clandestine Vineyards, der ligger i Perth og det er med deres 2021 Break Free Enfant de Lune Syrah.

Clandestine Vineyards er grundlagt i 2015 af Nick Stacy, som driver vinhuset sammen med sin hustru Trudy.

Nick har været vild med vin siden han var 16 år og startede allerede som 23-årig en stor vindistributionsvirksomhed i Perth. Der oparbejdede han en stor portefølje af nogle af de bedste  australske og internationale vinproducenter, men solgt i 2003 så virksomheden til den store franske LVMH koncern.

Derefter sluttede Nick sig til West Cape Howe Wines som salgschef og oprettede senere i 2007 sit eget vinhus Vinaceous Wines. hvor han dels var visionær partner og administrerende direktør.

Men i 2020 solgte han igen Vinaceous Wines og har siden satset 100% på Clandestine Vineyards, som Nick skabte i 2015.  Med en placering midt i Perth by betyder det også, at vinhuset ikke selv ejer vinmarker, men køber deres druer fra forskellige vinavlere.

Det er fra avlere i både Margaret River og Mount Barker i det vestlige Australien, Adelaide Hills og McLaren Vale i South Australia, samt King Valley i Victoria.

På Clandestine Vineyards laver Nick vine med inspiration fra især Frankrig, for Nick elsker vine fra områder som Chablis samt fra det nordlige Rhône.  Alle vinene er veganske og produceret med et minimum af sulfitter og konserveringsmidler.

Break Free er en af serierne på Clandestine Vineyards og her er det naturvine, der laves uden indgriben på ren Lo-Fi facon. Denne skulle efter sigende være tilført en smule Viognier på helt samme måde som i Nordrhône … og her staves Syrah også som i Frankrig.

Syrah druerne er alle høstet fra marker ved Frankland River i måneskin og har gæret 10 dage sammen med drueskallerne fra nogle Viognier druerne. Gæringstid eller lagring kan jeg ikke se noget om, men den er aftappet uden fining eller filtrering med minimalt svovl … minimal indgriben lavet som naturvin.

I glasset er der nu godt med farve, men duften virker umiddelbart meget blød. Der er noget blæk, kul, tørv. røget kød, en ganske lille snert eukalyptus, brombær, blommer og syltet lemon, virker som Saint-Joseph med et solvarmt smil, men har ikke samme hårde og stenede kerne, men dufter sgu godt og let animalsk.

Smagsmæssigt er vinen utrolig blød, cremet og meget behagelig, hvor der kommer noget peber suppleret med en vis frugtsødme og er ellers pænt saftig, læskende og alligevel med dybde og kraft. Det smager sgu godt … solblød og kølig vamset. 94 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger