Vi sluttede smagningen af vinene fra Western Australia samme sted, som vi startede, nemlig hos West Cape Howe Wines, for derfra smagte vi til maden en 2022 Shiraz fra deres Cape to Cape serie.
Det er en klassisk aussi Shiraz, hvor hovedparten er druerne er fra marker Mount Barker, mens små 20% kommer fra det noget varmere Margaret River.
Vinen er lavet på ståltanke, men efter endt fermentering er vinen modnet … noget på egefade og noget i ståltanke med egestave for at give vinen et strejf af egetræ. Den er samlet lagret 12 måneder og er så let filtreret inden aftapning på flaske.
Det er faktisk en ret kapabel vin … i næsen virker vinen blød, rundt og har gode med frugt af blåbær, kirsebær og blommer, men hurtigt kommer peberen frem akkompagneret af lidt lakrids.
I munden er det en fyldig vin … har en rustik syre … sorte kirsebær samt modne blommer, en snas peber, mens tanninerne er bløde og ganske tilforladelige. Alt er godt og til prisen et godt køb, så dermed 90 point.
Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 85 kr.