Tag-arkiv: Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt startede med at lave Leistadter Herzfeld Spätburgunder første gang i 2018 årgangen. Nu smager jeg vinen igen … blot i den nyere årgang 2019.

Druerne til vinen er fra marken Leistadter Herzfeld, der ligger nabo til Kalkofen. Det er en vinmark med en sydvendt hældning og tilplantet med Dijon kloner.

Da 2019 lige er kommet på gaden, så er der endnu ikke mange oplysninger om vinen, men den forrige var lavet med spontangæring i åbne kar og under gæringen er der tre gange dagligt rørt rundt i gryden for at udvinde mest mulig farve og aroma af skallerne.

Måske er denne – som forrige lillesøster – lavet i de nye roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret 18 måneder på lige dele nye og brugte egetræsfade. Som sidst er rådet … dekanter lige vinen et par timer-

WAUW … for fra første fløjt mærker du, at der er langt mere magi i vinglasset. I næsen virker vinen mere moden med et fadpræg, der så lige supplerer med små frække noter af mandel, karamel, marcipan, vanilje samt en lys, afdæmpet frugt af kirsebær … kirsebærlikør og virkelig frugtrig og syrlig nerve.

Smagsmæssigt har vinen langt mere power … lys power og intensitet, end jeg lige havde forventet. Der er nærmest grønne, burgundiske elementer, lys tæthed, jordbær, kirsebær, grøn peber, vild og med stor dybde og lammende intensitet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe næste vine fra Weingut Hanewald-Schwerdt har jeg smagt tidligere … blot i årgang 2018. Nu smager jeg dem i en nyere årgang 2019 og starter med deres Spätburgunder basisvin.

Ja, denne har jeg endda smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og altså nu også 2019. I seneste årgang er andel af Dijon kloner  større. Den er også vinificeret med maceration samt gæring i en spritny roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern.

Duftmæssigt virker vinen virkelig tør, urtet … har blæk, nelliker, grannåle, tranebær og bitre kirsebær samt grønne blade med en rank, syrlig, bitter og stenet mineralitet. Der er sgu nerve i denne vin.

I munden er vinen nærmest også som duften … urtet, grøn med en ung frugt, frisk og syrlig frugt, ribs, kirsebær og samtidig en sødme, som er mere tydelig end de foregående 3 årgange. Det giver en lys saftighed, lidt krydderier og jeg synes faktisk, at 2019’eren endda virker bedre end de foregående årgange … mere ren, komplet og mere balanceret, så 4,5 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Winzerhof Stahl, Kalksteige Merlot, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Kalksteige Merlot, Franken, TysklandJeg elsker vinmagere, som tør gå nye veje og det er i høj grad tilfældet med kreative Christian Stahl, der driver sin vingård med Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort i Franken. Det er denne Kalksteige Merlot et fremragende eksempel på.

Merlot druerne til vinen er fra marken Erlacher Steige, som er en af Christian Stahls varmeste parceller. Den ligger ved byen Ochsenfurt og har undergrund rig på kalksten. Druerne har gennemgået macerering og er gæret på træfade. Efter endt gæring er vinen omstukket og har ligget på egetræsfad i 18 måneder. Tappet uden filtrering.

I glasset kommer første overraskelse, for det er sgu ikke en mørk, tung Merlot, men langt mere transparent og lysere end normalt og duften overrasker også. Den er lys, let og virkelig frisk med en lysere frugt, jordbær, blommer, brombær, tør træ, røg, våde fade, krydret med en smule vanilje samt en snert blomsterekstrakt.

Smagsmæssigt er det også en let Merlot … let på tæerne og graciøs som en sommerbrise, har en krydret lethed med kirsebær, blommer og måske endda lysere bær, røg, en smule træ, bløde tanniner samt lidt candyfloss og frisk druesaft. Syren er sprællevende, frisk og totalt overbevisende … det er Merlot som sjældent set. Bravo.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandIndrømmet jeg elsker alle vinene fra Weingut J. Neus og jeg har da også skrevet om det lille vinhus på Bahnhofstraße i Ingelheim mange gange. Denne Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 2019 gør ikke min forlibelse mindre.

Druerne til deres Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben er fra en parcel lige nedenfor den imponerende topmark Horn.

Parcellen her udmærker sig ved at have 60-80 år gamle vinstokke og marken har sin helt egen identitet, fremelsket gennem arbejdet med planteavlen på vingården gennem årene.

Teamet med Lewis Schmitt og vinmageren Toni Frank har lavet vinen med spontangæring og 12 måneders lagring på gamle træfade. Det er første årgang, hvor vinmageren Toni Frank for alvor har sat sit fingeraftryk på stilen af vinen.

Hans stil er mindre reduktiv med mindre røg og krudt, mindre sur og  frugten er samtidig mere sødmefuld, uden at det på nogen måde ændrer den særlige karakter af vinene fra J. Neus.

Duftmæssigt er der dog fortsat en smule krudt, kugler og gunsmoke, så giv endelig vinen en ordentlig snurretur i karusselen eller blot i en almindelig dansk Margretheskål af melaminplast. Når røgsløret helt er lettet, så dukker der ud af tågerne en dejlig og frisk kirsebæragtig note frem med hindbær, jordbær, drikkeyoghurt … frisk, vibrerende, landlig med økoagtige og landlige noter. Det understøttes af en lille syrlighed, svag sødme samt en snert mælkechokolade.

I munden er vinen vildt syrligsaftig … masser af tranebærjuice, umodne kirsebær, tonsvis af friskhed, som en eksploderer ustyrligt i munden som et syrligt drop med ekstra syrlig saft indeni. Der er så fin og lækker syre, masser af ribs, rabarber, granatæbler, tranebær samt lidt peber i eftersmagen. Stilfuld, stringent, syrlig og super, så Houlberg ender lige mellem 5,5 og 6 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Römerhof, Necto III Riesling Edelsüß, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Römerhof, Necto III Riesling Edelsüß, Mosel, TysklandVi sluttede også Weingut Römerhofs Necto smagning med en årgang 2015. Men nu med langt mere sødme, for det var nemlig deres Necto III Riesling Edelsüß.

Vinen er lavet som de foregående, men her er sukkerindholdet blot langt højere med hele 88,5 gram restsüße aka restsukker pr. liter, men det betyder også, at alkoholprocenten er nede på 8%.

Allerede i duften mærker du det øgede sødmeindhold … en virkelig nektaragtig aroma med kandiseret abrikos, ristede nødder, tørrede blomster, honning og lidt krydderier.

Smagsmæssigt er vinen læskende og sød, igen med abrikos og modne æbler, lidt sød æblejuice, let mineralske elemeter,  men mest af alt masser af en smuk sødme, som kan gøre alle bløde i knæene, hvis man har en sød tand … og sådan én har jeg også.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, TysklandWeingut Römerhofs Necto II Riesling Feinherb smagte jeg – som med det forrige tørre sæt – i to årgang, så her er det så vinen i årgang 2015.

Med fare for at gentage mig selv, så er Necto II lavet med spontangæring i ståltanke, lagring i samme sur lie og så aftapning på flaske. Sødmen er nu i denne årgang oppe på 25,9 gram restsüße pr. liter.

I denne årgang kommer der en smule petroleum og dybden virker også noget større. Modenheden er også mere tydelig med aroma af lidt ristede hasselnødder, frugt lidt subtil og afdæmpet … papaya, mango og lemon. Den virker også mere landlig, animalsk og mer’ charmerende og har lidt vanilje, chokolade og stor venlighed.

2015’eren smager også sødere end 2018’eren med samme fyldighed, tropisk frugt og meget bedre balance. Syren har en mere defineret rolle, rund, venlig og alligevel tydelig. Samlet giver det en bedre balance. Dertil lidt bitre kerner og en stram mineralitet, hvilket forstærker en flot kompleksitet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Römerhof, Necto II Riesling Feinherb, Mosel, TysklandMed de to næste vine fra Weingut Römerhof er der skruet op for sødmen. Vi er nu hos Necto II Riesling Feinherb vinene og starter med vinen i årgang 2018.

Selve produktionen bliver lidt en gentagelse … spontangæring i rustfrie ståltanke, lagring i disse ståltanke sur lie og så aftapning på flaske. Sødmen er nu i denne årgang oppe på 21,9 gram restsüße pr. liter.

Sjovt nok er der ikke – som hos Necto I vinene – duft af petroleum, men i stedet er der en sød og saftig aroma med lidt eksotisk frugt, fersken, mango, papaya, lemon og citroner suppleret med lidt blomster, Det mineralske aftryk er dog ikke så tydelig.

Smagsmæssigt mærker du dog omgående det øgede sukkerindhold, hvorimod syren er langt mere dæmpet. Det giver en lidt fed, tyk og venlig frugtsmag med de tropiske frugt og lidt modne æbler, meget opulent, blød, omgængelig og elskerlig smag med en kæk lille bitterhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, TysklandJeg smagte også Necto I Riesling Trocken fra Weingut Römerhof i en lidt ældre udgave, nemlig årgang 2015.

Vi er lavet på samme måde som 2018’eren, altså med druer, der er høstet med håndkraft samt en vinificering i ståltanke med spontangæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie i tankene i en periode inden aftapning på flaske og frigivelse. Denne årgang 2015 har nogenlunde samme niveau restsukker, nemlig 9,5 gram pr. liter.

Duftmæssigt minder 2015’eren meget om 2018’eren med en sand overflod af petroleum og derudover kommer der pærer, kvæde samt fersken og grønne æbler, men den har mere modenhed og faktisk også mere skrald på duftene … måske endda også et lidt varmere udtryk.

Som også med 2018’eren starter smagen en smule perlende, men den fortager sig igen forholdsvis hurtigt. Man hører faktisk også et lille pssssttt, når man skruer kapslen af. Derefter åbner vinen sig med lemon, lemonskal, citroner samt et krydret og mineralsk bid. Selvom vinen nu er 6 år gammel, så er den i høj grad levende … frisk, mineralsk og skarp … så atter er Houlberg oppe på 4,5 tomler med amorspil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Römerhof, Necto I Riesling Trocken, Mosel, TysklandWeingut Römerhof holder til på adressen Rißbacher 48 i Traben-Trarbach, men familien driver også grossistvirksomheden Römer Wein und Sekt GmbH længere oppe i byen.  Her smager jeg nu 5 vine fra husets egenproduktion under navnet Necto … og starter med en Necto I i årgang 2018.

Weingut Römerhof drives af de to brødre Walter og Jürgen Römer og på deres 5 hektar lille vingården er det især Walter, som står for produktionen sammen med vinmageren Josef Lutz.

Broderen Jürgen Römer har derimod ansvaret for grossistvirksomheden Römer Wein und Sekt GmbH, der dog primært drives af Sebastian og Martina Römer. De handler der med vine fra hele verdenen samt tilbehør og andet indenfor mad, vin og gaveartikler samt øvrige produkter forbundet med mad og vin.

Begge brødre lægger stor vægt på bæredygtig og naturlig drift af deres 5 hektar vinmarker, der alle ligger omkring Traben-Trarbach og de planlægger da også omlægning til økologisk drift. Markerne er primært tilplantet med Riesling vinstokke.

Weingut Römerhof har lavet en serie af Premium vine, som de har kaldt Necto eller det latinske ord, som betyder “forbindelse eller at forbinde” … ud fra en filosofi om, at vinene skal være en forbindelse eller fortolkning af Riesling druen fra det lokale terroir.

Necto vinene laves i 3 niveauer, hvor Necto I er de tørre vine, Necto II er feinherb vine og Necto III er edelsüß aka søde vine. Jeg smager skam alle niveauer, for samlet har jeg testet 5 vine, nemlig disse:

Alle vinene er lavet med håndplukkede druer., der behandles omhyggeligt i Walter Römers moderne kælder med spontangæring med druernes naturlige gærceller på ståltanke og lagring sur lie et par måneder.

Det gælder altså også denne Necto I … og selvom det er en tør vin, så har den alligevel 9,6 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

I næsen er der godt med petroleum, der ved første snif næsten overskygger frugten. Den letter dog lidt ved luft i glasset og afslører lidt grønne æbler, kvæde samt lidt lime.

Når du får vinen i munden er den let perlende, men det fortager sig også hurtigt og afslører ellers masser af citroner og limeskal, ren og stenet, mineralsk og ganske fin eftersmag. Det er frisk Riesling og sødmen på de 9,6 gram restsüße smager du slet ikke, så dermed havner Houlberg på 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Dr. Corvers Kauter, Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Corvers Kauter, Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandDenne 2017 Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir fra det lille Rheingau vinhus Weingut Dr. Corvers Kauter blev aftenens store overraskelse.

Vinhuset ligger passende på Rheingaustrasse i Oestrich-Winkel og grundlagt for 30 år, hvor Birgitte Kauter fra Winkel og Herr Dr. Mathias Corvers fra Geisenheim giftede sig og lagde deres respektive familiers 2 små vinbrug sammen.

Begge vinfamilier havde inden sammenlægningen til Weingut Corvers Kauter over 250 års vinfremstillingstradition, men i dag er det parrets søn Phillip, som med fuld fart driver vingården.

Phillip overtog driften i 2013 og har siden ikke set sig tilbage. Han har bl.a. opkøbt flere marker, således vinhuset i dag har 31 hektar vinmarker, bl.a. parceller på velkendte marker som Rüdesheimer Berg, Winkeler Hasensprung, Oestricher Doosberg og Assmannshäuser Höllenberg.

Vinhuset er økologisk certificeret, arbejder biodynamisk og ekstremt præcist, samt med enormt fokus på de enkelte terriors og forskellige jordbunde. De har en smittende stolthed og glæde over deres vine, som også afspejles i det endelige produkt.

Udover vinproduktionen, så driver familien en lille Gutsausschank aka restaurant … en Innengastronomie og Außengastronomie, altså indendørs- og udendørsrestarant, der styres med hård hånd af mor Birgitte.

Her smager vi Weingut Corvers Kauters 2017 Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, hvor druerne kommer fra Höllenberg marken og den har Corvers Kauter 4 parceller på, heraf  3 helt oppe i toppen samt en i bunden tæt på floden. Denne vin er sammensat af disse 4 og er efter endt fermentering lagret på nye egefade fra Bourgogne.

Allerede fra første snif imponeres du omgående … det er sgu parfume for sjælen, så lys, sart og delikat frugt, hindbær, jordbær med et let fadpræg, sød vanilje og kostald, virkelig feminin, let og har samtidig et let strejf af mentol.

Uhmmm hvor det også smager godt, har en lille syrlighed, som måske ikke gør megen væsen af og virker lidt skjult, men hænger bare i munden i mega lang tid. Vinen har en fin, ren og doseret frugt med jordbær, en svag bitterhed og en fint bid. Det er klassevin og Houlberg er imponeret.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7