Tag-arkiv: Frankrig

Houlberg til Languedoc smagning … i Frankrigs største vinområde

Vinimperiet afholdte forleden en ren Languedoc vinsmagning som en reaktion på en smagning afholdt af Jyllandsposten, hvor vinene i mange forskellige prisklasser blev sammenlignet. Nu havde Bjarne fra Vinimperiet besluttet at lave en tilsvarende smagning med Languedoc vine i nogenlunde samme prisklasse … selvfølgelig serveret blindt.

Jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten … klar til at blindsmage og rate 14 forskellige Languedoc vine, hvor de fleste var enten økologiske eller biodynamiske og halvdelen fra Vinimperiets eget sortiment indenfor denne gruppe.

Lidt om Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrigs allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon sælges i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne samt en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône regionen.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

Languedoc blindsmagningen

Aftenens vinsmagning omfattede alene vine fra Languedoc – og altså ikke Roussillon – fordelt på områder som Fitou, Minervois, Minervois La Liviniere, Corbières, Faugères samt Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup … og i helt tilfældig rækkefølge.

Jeg havde – som altid fornuftigt – taget bussen ind til Underværket, hvor Vinimperiet holder til og arriverede nærmest på slaget 19.00 Bjarne havde gjort klar til smagningen med respekt af Covid-19 reglerne om afstand til hinanden mm. Alt i skønneste orden.

Vi var samlet beskedne 8 deltagere, som – med afstand – hilste på hinanden og gjorde klar til smagningen. Men inden vi lagde fra land med Languedoc vinene, så skulle vi lige ha’ renset munden og varmet smagsløgene op. Det skulle ikke ske med Languedoc vin, men lidt vin fra Sydvestfrankrig … en 2018 Domaine de Lafage, Le Petit, som er en sjov lille blanding på Syrah og Gamay.

Men derefter gik det afsted i raske skridt med de 14 vine i denne rækkefølge, som dog først blev afsløret efter den sidste vin:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Men hvor var det et interessant felt … det er ikke hver dag, at man smager så mange Languedoc vine på én gang og endda med så mange økologiske og biodynamiske.

De 14 vine havde mange lighedstræk … dog med store variationer, men de var også gennemgående på nogle af de samme druesorter som Syrah, Grenache, Mourvédre, Carignan og Cinsault.

Konklusion

Jeg ved ikke, hvordan det samlede resultat endte, men i min bog var de bedste vine klart de to vine fra Domaine Zélige-Caravent samt en Fitou 20 de Terre fra Domaine La Garrigo, mens en Pif Not Dead Nouveau fra Les Sabots d’Hélène var et glædelig gensyn … og samtidig eneste vin, jeg havde smagt tidligere.

En af de vine, som Jyllandsposten havde givet 92 point eller 5/6 i deres test … en Minervois L’O de la Vie fra Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot havde jeg som aftenens svageste vin pga. alt for megen bamsefar, marmelade og frugtbombe, mens andre af de deltagende elskede vinen … men sådan er vi alle forskellige.

Et stort tak til Bjarne aka Vinimperiet for en dejlig smagning … på en ellers dødsyg tirsdag midt i en Corona-tid.

2017 Château Saint-Roch, Kerbuccio, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Kerbuccio, Roussillon, FrankrigNår vi nu er i gang med vinhuset Château Saint-Roch, så lad os smage endnu én af deres vine, nemlig deres Kerbuccio … en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2014, men dette er en nyere årgang 2017.

Kerbuccio er én af husets topvine og lavet på 60% Grenache, 20% Syrah og 20% Mourvedre … altså helt uden Carignan, selvom flere anmeldere skriver, at blendet også indeholder Carignan. Men det står imidlertid meget klart på etiketten … Grenache, Syrah og Mourvedre, altså klassisk GSM blend.

Druerne kommer fra marker i nærheden af landsbyen Maury og ruinerne fra slottet Queribus. Vinstokkene er gennemsnitlig er 60 år gamle, hvorfor udbyttet også meget spinkelt med alene 17 hektoliter pr. hektar.

Vinen har faktisk sit navn Kerbuccio fra Château de Quéribus … Kerbuccio er nemlig den latinske oversættelse af navnet på den gamle borg bygget af katharerne i 1200-tallet.

Vinen er lavet med maceration i 4-5 uger, en kontrolleret gæring ved 20-23 grader og er efter endt fermentering lagret … 30% af vinen 6-9 måneder på store 500 liters egefade og resten af vinen i store cementtanke inden endelig samling og flaskning.

Næsen er mørk, dyb og lidt flæsket med mejeriagtige noter, ymer, kærnemælk, flæsk, våde fade, søde krydderier, moden i frugten, lidt solbær, blåbær, blommer, lakrids … og som med 2014’eren også en smule surkål … men bliver aldrig alt for tung, fed eller fyldig.

Det gælder sådan set også smagen, som igen minder en smule om Châteauneuf-du-Pape, for vinen har en vis friskhed i frugten, selvom det klart er en vin med tyngde. Der er runde tanniner, som ikke bider dig, men også en ren syre, kølig elegance, soya, mineraler, krydderier, lakrids, let peber og lang eftersmag. Absolut en nydelse.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2019 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigFra projektet Château Saint-Roch mellem Jean-Marc Lafage og den amerikanske vinimportør Eric Solomon smager Houlberg nu – hvor vejret typisk har ændret sig til lidt regn – en rigtig sommervin … Le Rosé lavet på Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, bl.a, da jeg smagte deres 2017 Roubials Rouge og deres 2014 Kerbuccio. I begge tilfælde skrev jeg lidt om vinhuset og historien … så det vil jeg ikke gentage denne gang. I stedet kigger vi nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Grenache Gris er vi ikke ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog, men er en rød druesort, som nærmest opfattes som en mutation eller krydsning mellem Grenache aka Grenache Noir og Grenache Blanc. Imidlertid er det en gammel druesot, som oprindelig stammer fra Spanien.

I dag er Grenache Gris mest almindelig i Roussillon, hvor den især anvendes i Vin Doux, altså Rivesaltes vine, og som blandingsdrue i rosévine. I mere sjældne tilfælde findes drue også i tørre hvidvine … enten ren eller i blends.

Der er omkring 2.500 hektar vinmarker med Grenache Gris i Frankrig og de fleste findes i Roussillon.

Grenache Gris dufter oftest af abrikos og stenfrugt og kan have en olieagtig tekstur. Skallernes har meget mindre farvepigment, så druerne bliver gråbrune snarere end blå … måske er det derfor, at druerne nogle gange anvendes til hvidvine. Grenache Gris kan give  vine af forbavsende kvaliteter og exceptionel duft ved lagring i træfade eller større vintønder.

Men her er druesorten altså med i en rosévin sammen med Mourvedre. Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

I glasset er vinen virkelig bleg rosa uden den store farve… lidt i stil med rosé fra Provence, og sådan skal en rigtig rosé også se ud, hvis du spørger mig. Duftmæssigt er det dog ikke Provence, men vinen har i stedet en tør aroma med både jordbær, stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

I munden er vinen meget frisk, meget tør med masser af skarpe hjørner, citroner, nogle umodne æbler, hindbær, rabarber, kirsebær, grape og nogle lidt jernagtige elementer. Syren er ret godt fremme i smagen med grape bitterheden. Og nu mangler vi så bare, at solen titter frem, så man kan nyde et glas på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Clos Troteligotte, K-Briole, Sud-Ouest, Frankrig

2017 Clos Troteligotte, K-Briole, Sud-Ouest, FrankrigClos Troteligotte – Vin Bio et Biodynamie AOC Cahors er et lille biodynamisk vinhus, der drives af den karismatiske unge vinmager Emmanuel Rybinski … og derfra smager vi nu en 2017 K-Briole lavet på halv Jurançon Noir og halv Cabernet Franc.

Vinhuset ligger lidt udenfor byen Villesèque omkring 10-12 kilometer sydvest for Cahors i appellationen af samme navn i Sydvestfrankrig. Vinhuset er reelt grundlagt i 1987 af Emmanuels far, som startede med at tilplante markerne på familiens gamle ejendom.

I dag drives vingården – som skrevet – af Emmanuel Rybinski, og siden 2014 har driften været økologisk certificeret og allerede året efter startede Emmanuel med omlægning til biodynamisk drift af deres samlede 19 hektar vinmarker.

Markerne er præget af rød ler, kalksten og meget jernholdig, hvilket er forholdsvis sjældent i Cahors og med til at give vinene fra Clos Troteligotte deres helt eget særpræg. Og der er specielt Malbec druen, som er i fokus hos Emmanuel.

Vinene fra Troteligotte har alle navne, som starter med K fx K-Or … for at understrege, at de kommer fra Cahors, der jo udtales med et hårdt K Det gælder også denne K-Briole lavet på 50% Jurançon Noir og 50% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar fra de ler og kalkstensholdige marker Quercy Blanc, hvor vinstokkene er omkring 50 år gamle.

Jurançon Noir er en ret sjælden, fransk rød druesort, der primært findes i Sydvestfrankrig … især omkring byerne Lavilledieu, Estaing og Entraygues Le Fel. Druen kaldes også Folle Noire, mens den i Bellet i Provence kendes som Fuella Nera.

Druen anvendes mest i IGP vine og rosévine, men er ikke i familie med druen Jurancon Blanc  og bliver heller ikke dyrket i  i Jurancon vinregionen, men er i stedet en krydsning mellem Folle Blanche og Malbec. I Cahors AOC er vinen reelt ikke tilladt, hvorfor vine med druen normalt vil være Vin de France vine.

Jurançon Noir var i midten af de 20. århundrede relativt udbredt i Frankrig, men i dag er det samlede areal faldet til omkring 1/10-del, men det skyldes måske også, at det er en drue, som kræver meget opmærksomhed i markerne, da Jurançon Noir er følsom for både skimmel og tørkeforhold.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller efter en kort koldmaceration. Gæring sker helt uden svovl og temperaturstyring, men har efter endt fermentering lagret 10 måneder i betontanke og er flaske med minimum svovl.

Det er i næsen en mørk og funky fætter, masser af bio-sved, mødding og total animalsk landlighed, mørke bær, brombær, grønne bær, stikkelsbær, blæk, jod, koks, kul, hæfteplaster, lidt garvet læder og en underliggende vild syre.

I munden overraskes man af pæn sødme … og klart sødere, lettere og mere frisk end forventet. Samtidig virker vinen faktisk også en smule perlende på tungen. Der er friske jordbær, hindbær, tørhed, nogle fine tanniner, nogen syre, en frisk frugtdrevet syre, masser af god saftighed, rund, frisk og total venlig. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Domaine Schoffit, Chasselas Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Schoffit, Chasselas Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigTilbage i august 2019 smagte jeg første gang denne Chasselas Vieilles Vignes fra Domaine Schoffit. Dengang var det i en årgang 2014, men nu er det imidlertid vinen i årgang 2011, som jeg har hældt i mit dejlige Nude Zero vinglas.

Druerne til denne Chasselas Vieilles Vignes kommer fra en lille 0,9 hektar parcel tæt ved Colmar, hvor Chasselas stokkene blev plantet tilbage i 1940, så det er virkelig gamle stokke. Druerne høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 3 gram restsukker pr. liter.

I glasset virker 2011’eren mere bedaget i næsen end 2014’eren, hvilket jo heller ikke er underligt. Men alligevel bærer den sgu sine næsten 9 år uden de store kvaler. Der er melon, blomster, kalkagtige elementer, en smule lakridskonfekt og som 2014’eren er der også en svag ædelskab, bedaget frugt, sur Faxe Kondi samt en nøddet aroma og igen en lidt skrøbelig, sart side, selvom den måske ikke står helt så skarp som 2014’eren.

Smagen er heller ikke helt så skarp længere, så det er også en vin, som jeg tænker bør drikkes nu. Vinen har en pæn tørhed, igen meget kalkede noter, melon som den primære frugt tilsat lidt grape, fersken suppleret med mandler, muskat samt en lidt vag syre. Det er meget rundt, mildt og blødt. Vi ligger lige omkring 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske af vinen i årgang 2014 koster 118,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Jérémy Quastana, Côt Lectif, Loire, Frankrig

2015 Jérémy Quastana, Côt Lectif, Loire, FrankrigJérémy Quastana er en lille økologisk producent, som ligger tæt ved byen Fresnes i Loir-et-Cher i Loire. Han laver lutter friske naturvine, som typisk skal drikkes unge … så jeg er allerede fucked med denne smågamle 2015 Côt Lectif. Men lad os nu se, hvordan det går.

Jérémy Quastana studerede oprindeligt historie, men forlod sine studier og fulgt i stedet sit hjerte og startede på vinskolen i Bordeaux. Derefter har Jérémy stået i lære hos Marcel Lapierre i Beaujolais, Louis-Antoine Luyt i Chile og Olivier Lemasson i Loire, inden han selv i 2010 købte sin egen lille vingård i Loire med sammenlagt 2,2 hektar vinmarker.

Han blev specielt inspireret af Lemasson, som laver naturvine og typisk efter carbonic maceration metoden, der jo også er udbredt i netop Loire hos mange af de økologiske producenter. Lemasson har i øvrigt også selv lært at lave vin hos Marcel Lapierre.

De 2,2 hektar har over 50 år gamle vinstokke med primært Gamay og Côt i granit, ler- og kalkholdig jord. Det giver en produktion hver år på beskedne 800 kasser vin … alene fordelt på 2-3 forskellige vine – så vidt jeg kan se – og herunder altså også denne Côt Lectif.

Côt  er også mere kendt som Malbec, så det er altså 100% Malbec lavet efter carbonic maceration metoden, altså hvor saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Derudover har jeg faktisk ikke så mange oplysninger om vinen udover af den er ufiltreret og flasket uden brug af svovl … eller i hvert fald meget lidt.

Virkelig funky, svedig … total bio, øko og landlig. Vi snakker kål, krudt, prut og mælkede noter, men med en virkelig frisk, blomsterrig og let side, så mine bekymringer om, at vinen måske ikke kunne tåle 4-5 år i flasken er helt ubegrundet. Der er tulipaner, lidt karry eller spiller min næse mig et puds … so to speak? Vinen strutter lystig af brunst, friskhed, frækhed og let, lys frugt, klart kirsebær, tranebær, jordbærsyltetøj, havtorn samt tonsvis af tørrede blomster og sindssyg parfumeret.

Det er faktisk lidt ubegribelig, at der er tale om Malbec. for vinen har en let tone … virker lys, frisk og så lige med denne bio-funk-landlig-øko-blomstrede og parfumerede kant med en lille surhed.

I munden er det også en let, frisk og saftig vin med fin frugt … igen med en blomstret side. Frugten er jordbær, solbær, banan med lidt jernagtige elementer, tørre tanniner, som sætter sig øverst i ganen, en lille bitterhed … men hvor er den let at drikke. Det kunne næsten minde om Gamay, men med lidt mere tyngde og drøjhed i smagen, men virkelig positiv overrasket. Letteste Malbec ever. Jeg læste en anmelder, som kaldte den en lyserød Golf GTI … meget sigende.

Jeg kan ikke helt huske. hvor vinen er købt … enten Extra Brut Vinimport eller Vinimperiet. Prisen er også helt væk for mig og vinen er heller ikke mere i sortimentet hos nogle af de nævnte.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Mélanie Pfister, Riesling Grand Cru Engelberg, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Riesling Grand Cru Engelberg, Alsace, FrankrigJeg har gemt den bedste Mélanie Pfister vin til sidst, nemlig hendes Riesling Grand Cru Engelberg.

Engelberg ligger på en sydvendt skråning og blev allerede nævnt i år 884 for sine gode vine. Det er den 3. nordligste Grand Cru mark i Alsace … kun overgået af Steinklotz i Marlenheim som den nordligste samt Altenberg i Bergbieten. Engelberg fik fik sin Grand Cru status i 1985 og Pfister familien har alene en parcel på 0,8 hektar på marken, men det er altså derfra druerne til denne Riesling Grand Cru Engelberg kommer fra.

Vinen er – som de øvrige hos Mélanie – alene lavet på rustfrie ståltanke og alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller og en lagring sur lie i tankene.

Så snakker vi … her har vi hele autoværkstedet proppet ned i glasset med petroleum, næsten benzin og et stykke olievædet tvist, så vildt og dragende. Under autoliftens småstærke kemiske og brandfarlige aromaer dukker der frugt op … fersken, abrikos, nedfaldsæbler, citronskal, kalket stenmel og salte mineraler.

Smagsmæssigt er denne Grand Cru Engelberg også lidt længere oppe på autoliften i forhold til Pfisters Berg Riesling. Det er stramt, stringent og præcis Riesling med en luftig, let og fluffy smag, syren kontrolleret, men går fantastisk i spænd med citroner, lemon og en smule grape … alt subtil og elegant med muskatnød, nogle salte mineraler og lang, stram eftersmag.

Jeg ligger sådan lige i spændingsfeltet mellem 5,5 og 6 petroleumsvædede fingre, men lad os slutte med manér og give Mélanie 6 fede Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 359 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Mélanie Pfister, Lenz Gewurztraminer, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Lenz Gewurztraminer, Alsace, FrankrigMed mer’ Pfister vin i glasset får man næsten lyst til at spise tarte flambée, bäckeofe, måske en lille tourte vigneronne eller løgtærte. Men Mélanies Lenz Gewurztraminer er dog så sød, at vi her nok nærmere burde servere en kougelhopf dessertkage.

Denne Gewurztraminer har navnet Lenz, da druerne er fra 2 små parceller på Lenzerstuecker marken, som er en del af af lieu-dit Silberberg. Vinen er lavet i ståltanke og efter endt gæring også lagret i samme sur lie omkring 10 måneder. Jeg kan ikke se, hvor meget restsukker vinen indeholder … men niveauet ligger formentligt ganske højt.

Det er sjovt som en Gewurztraminer tit får sådan en dessertvin feelgood … og det gør denne også med sin højde grad af sødme og parfumerede duft. Der er allerede fra første fløjt masser af fed, sød frugt, næsten olieret med mango, papaya, abrikos og ananas, godt med blomster … nærmest tørrede blomster, bivoks, lidt honning, nødder, meget aromatisk og … sødlækker.

Smagen er endda sødere end forventet, så vi bevæger os på gyngende grund over mod lidt dessertvin. Der er ikke megen syre, i stedet er vinen lind, cremet, rund og uden det store bid, men til gengæld masser af sødme og egentlig også fin dybde. Det er et lækkert glas vin til en aperitif eller måske et stykke ost … eller kougelhopf dessertkage.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Mélanie Pfister, Breit Blanc de Blancs Cremant d’Alsace Extra Brut, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Breit Blanc de Blancs Cremant d'Alsace Extra Brut, Alsace, FrankrigMélanie Pfister på Domaine Pfister i Dahlenheim laver selvfølgelig også lidt ægte Alsace bobler aka Cremant d’Alsace, nemlig denne admirabel, respektindgydende Breit Blanc de Blancs Cremant d’Alsace Extra Brut.

Mélanies Cremant d’Alsace er lavet på 50% Chardonnay, 25% Pinot Blanc og 25% Pinot Auxerrois.

Druen Pinot Auxerrois har jeg skrevet lidt om tidligere, men der er altid lidt forvirring om den, for nogle siger, at det er samme drue som Pinot Blanc, men det er imidlertid ikke helt korrekt.

Pinot Auxerrois kaldes da også – mere forvirrende – for Pinot Blanc Auxerrois, men hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner.

Men faktisk sælger mange vinbønder i Alsace vine på Auxerrois som Pinot Blanc. Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og dermed selvfølgelig også lettere at sælge. Det var dog ikke gået, såfremt druerne havde været fra en Grand Cru mark, så var denne omgåelse ikke tilladt.

Faktisk skriver Mélanie også selv på bagetiketten af vinen, at den er lavet på et blend af Chardonnay og Pinot Blanc.

Mélanies far lavede denne vin første gang i 1980’erne, men da den unge kvinde i 2019 ændrede etiketterne og sætte sit eget navn på, så fik vinen navnet Breit, som refererer til marken Hangenbreite, hvor druerne til vinen kommer fra.

Vinen er først lavet på rustfrie ståltanke, men har efter aftapning på flaske ligget med andengæring sur lie i hele 30 måneder … meget længere end de normale 9 måneder en Cremant d’Alsace lagrer. Vinen er degorgeret 3. januar 2020.

Det dufter sgu godt … tænker omgående en tør, krisp og sprød champagne, men det er “kun” en Cremant d’Alsace, men for pokker den dufter godt. Det er gær, ristede hasselnødder, lidt overgæret øl, syrlige æbler, pærer, lemon og en lille snas grape. Det er sgu meget indbydende og tør aromaer.

I munden er boblerne tætte og små, hvilket gør vinen cremet og blød, men det er fortsat knastørt og selv en lille sødme får ikke lov at bestemme noget som helst. Boblerne er vedholdende, tætte, fine og bliver ved med at fylde munden meget nænsomt. Der er sure æbler, pærer, fersken … absolut også en smule bitter grape, nødder som giver ristede og runde smage og fin blid, let afslutning.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, FrankrigMer’ alsacisk vin fra den charmerende unge kvindelige vinmager Mélanie Pfister … og nu er det hendes 2017 Furd Pinot Gris.

Vinen har Mélanie kald Furd, da druerne til vinen kommer fra en parcel på marken Furdenheimer Tal.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne gærceller og i svære år neutrale gærtyper. Efter endt fermentering er vinen er lagret med bærmen i ståltankene og flasket alene med et knivspids svovl.

Duftmæssigt er det en blid vin … der er fersken, melon, røde æbler, kvæde, svag grape, lidt nødder, lynghonning, bivoks, blomstersæbe, safran, sødkrydrede noter og noget, som minder om balsamtræ eller sandeltræ og så en pose med Katjes Salte Fisk lakridser.

I munden er det er meget blød, cremet og rund vin, som har en meget lavt syreniveau … nærmest mild som et forårsvindpust, mens frugten er fersken, mango og ananas, hvilket så suppleres af nogle jernholdige elementer, faktisk vildt med mineraler og jernholdige smage i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7