2019 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2019 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigFra projektet Château Saint-Roch mellem Jean-Marc Lafage og den amerikanske vinimportør Eric Solomon smager Houlberg nu – hvor vejret typisk har ændret sig til lidt regn – en rigtig sommervin … Le Rosé lavet på Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, bl.a, da jeg smagte deres 2017 Roubials Rouge og deres 2014 Kerbuccio. I begge tilfælde skrev jeg lidt om vinhuset og historien … så det vil jeg ikke gentage denne gang. I stedet kigger vi nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Grenache Gris er vi ikke ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog, men er en rød druesort, som nærmest opfattes som en mutation eller krydsning mellem Grenache aka Grenache Noir og Grenache Blanc. Imidlertid er det en gammel druesot, som oprindelig stammer fra Spanien.

I dag er Grenache Gris mest almindelig i Roussillon, hvor den især anvendes i Vin Doux, altså Rivesaltes vine, og som blandingsdrue i rosévine. I mere sjældne tilfælde findes drue også i tørre hvidvine … enten ren eller i blends.

Der er omkring 2.500 hektar vinmarker med Grenache Gris i Frankrig og de fleste findes i Roussillon.

Grenache Gris dufter oftest af abrikos og stenfrugt og kan have en olieagtig tekstur. Skallernes har meget mindre farvepigment, så druerne bliver gråbrune snarere end blå … måske er det derfor, at druerne nogle gange anvendes til hvidvine. Grenache Gris kan give  vine af forbavsende kvaliteter og exceptionel duft ved lagring i træfade eller større vintønder.

Men her er druesorten altså med i en rosévin sammen med Mourvedre. Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

I glasset er vinen virkelig bleg rosa uden den store farve… lidt i stil med rosé fra Provence, og sådan skal en rigtig rosé også se ud, hvis du spørger mig. Duftmæssigt er det dog ikke Provence, men vinen har i stedet en tør aroma med både jordbær, stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

I munden er vinen meget frisk, meget tør med masser af skarpe hjørner, citroner, nogle umodne æbler, hindbær, rabarber, kirsebær, grape og nogle lidt jernagtige elementer. Syren er ret godt fremme i smagen med grape bitterheden. Og nu mangler vi så bare, at solen titter frem, så man kan nyde et glas på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7