Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2019 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, ItalienLige mellem Tenuta Sette Pontis flotte topvine Orma og den smukke lillesøster Rosso di Orma finder man vinen Passi di Orma, der som de to andre også er bordeauxinspireret og næste vin i glasset.

Tenuta Sette Ponti er jeg jo ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog og har bl.a. tidligere smagt både topvinene Orma i årgang 2019 samt Oreno i årgang 2017, 2018 og 2019 … blot for at nævne nogle af de smagte vine fra det spændende vinhus.

Som med Orma, så kommer druerne fra husets vinmarker, der nærmest ligger mellem Ornellaia og Sassicaia og her er det som nævnt i et bordeauxblend af 40% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 25% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i temperaturstyrede ståltanke ved 28-30 grader over 18 dage og efter fermenteringen er vinen lagret 6 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse. Det er en vin, som Tenuta Sette Ponti startede med at lave i 2015.

Duftmæssigt er det en mørk, fyldig  og meget frugtrig vin, hvor der er kirsebær, sorte kirsebær, brombær, hindbær og ribs. Derudover er der ristede kaffebønder, toast, chokolade, tjære, røg … har brede skuldre, våde våde og cedertræ, en anelse pottemuld og det er som om, at den i næsen bliver ved med at give og give.

I munden er vinen ikke helt så fyldig som duftmæssigt … har en ren og næsten klinisk frisk frugt af syrlige kirsebær og ribs, virker meget ung, tør, syrlig og spændstig. Der er ganske tørre tanniner, lidt peber, stenet mineralitet og en vis sort eller Campari bitterhed. Ung, rank, syrlig og vil blive endnu bedre med lidt flere år på bagen, men det smager allerede nu fint, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Parusso, Langhe Nebbiolo Ël Sartù, Piemonte, Italien

2021 Parusso, Langhe Nebbiolo Ël Sartù, Piemonte, ItalienJeg smagte også lige den fine Langhe Nebbiolo Ël Sartù i en samme årgang 2021 fra Armando di Parusso F.lli Società Agricola tæt ved Monforte d’Alba.

Nebbilo druerne til vinen kommer fra både Ornati og Mosconi vinmarkerne og alle drueklaserne er let tørret, 50% afstilket og så er vinen lavet alene med druerne naturlige, egne gærceller.

Ellers er vinen lavet næsten som husets Barolo’er … altså 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro og så en efterfølgende lagring 10 måneder i franske barriques og yderligere 4 måneder på flaske.

Dejlig lys aroma som en mini-Barolo med nogle af de samme kvaliteter. Der er tørt træ, læder, tobak, violer, rosenblade, blomster, lyse bær, ribs, hindbær, grønne jordbær og står skarp uden megen sødme … bare ung, stram, frisk og oprejst.

Smagen er også til den syrlige side … virker lidt uforsonlig, rank, stram og har ikke helt samme delikate lethed som i tidligere årgange, men til gengæld vildt stramme tanniner, der bestemt er på et Barolo niveau og udtørrer munden totalt og ubarmhjertigt. Her har Parusso ikke gjort vinen blid … stram, direkte og barnlig ung. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, Italien

2021 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, ItalienVi fortsætter i det italienske, men tager til Monforte d’Alba i Piemonte og dér finder vi  Azienda Agricola Parusso på vejen mod Castiglione Falletto … og vi smager først husets Barbera d’Alba Ornati.

Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso – eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola – kan du læse om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen og Giulia Parusso.

Barbera d’Alba Ornati er selvfølgelig lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati i Monforte d’Alba og der ligger Parussos marker i 350-400 højde på nogle soleksponerede skråninger.

Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer. Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.

WAUW for pokker … har sgu en god kombination af både fylde og tørrede rosenblade. Den fede frugt er både sorte kirsebær, modne blåbær, blommer, sød lakrids, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt samt luftig krydderier med en smule mentol.

I munden er vinen tør, men det er igen med en kraftig og mørk frugt, sorte og syrlige kirsebær, blåbærsyltetøj, ribs, peber, en maskulin og mørk syre, engelsk lakrids og balsamiske elementer. Den er ikke så vamset som 2020’eren, men har et mere syrligt og frisk bid. Jeg lander på 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, ItalienHvis man lige får lyst til en spændende, grøn, ung og frisk Sangiovese vin, så kunne denne 2021 Il Vispo Toscana IGT fra vinhuset La Magia bestemt være et godt valg.

La Magia har jeg skrevet om nogle gang før, som fx da jeg i maj måned smagte deres smukke 2018 Brunello di Montalcino.

Il Vispo Toscana IGT er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra samme mark, som også giver alle druerne til Brunello vinene La Magia og Ciliegio … her blot fra yngre vinstokke, der er 14-19 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke under 26 grader.

Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved den konventionelle alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.

Altså lavet udelukkende på stål … uden det har set egefade og der laves årligt 15.000 flasker af vinen.

I næsen er det en frisk og ganske grøn vin … men fortsat med nogle klare toskanske elementer af tobak, rå champignon, skovbund samt lærkeskud. Der er en frisk frugt af umodne kirsebær, hindbær, banan og småsure tranebær … måske endda en snert af granatæbler, blade fra solbær og tomater. Det dufter ungt og grønt … men også helt inspirerende.

Smagsmæssigt er vinen også ung, grøn, ungdommelig, umoden og frisk med masser af balsamisk syre, grønne urter og en frugt af både ribs og sure kirsebær med salt, peber, lemon samt en frisk, levende, energisk og nærmest glitrende syre. Tanninerne er ikke så vilde og hidser sig ikke op, men alligevel giver det en ret sprælsk vin med ungdommelig friskhed, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Six Eighty Cellars, Sandstone Pinot Noir, New York State, USA

2020 Six Eighty Cellars, Sandstone Pinot Noir, New York State, USAVi sluttede New York State onlinesmagningen med den eneste rødvin og den var fra Six Eighty Cellars og var deres 2021 Sandstone Pinot Noir.

Den er lavet på hele 5 forskellige Pinot Noir kloner, der er håndhøstet fra vinhusets egne vinmarker og der er ved gæringen anvendt 20% hele klaser.

Gæringen er sket spontant i store bins aka beholdere med 2 daglige punch downs og derefter er der sket malolaktisk gæring og så lagring omkring 16 måneder i koniske og oprejste sandstone jarres aka sandstenskrukker.

Normalt laver Ian Berry en Pinot Noir, hvor halvdelen er lagret i sandstenskrukker og den anden halvdel på egefade, hvilket også gør vinen mere imødekommende end denne, som udelukkende er lagret i krukkerne.

Der er kun lavet beskedne 1.389 flasker af denne vin.

Uha … vild og rank med grønne noter, virker ung, vild … nærmest stadig en teenager, har bitre kirsebær, rabarber og tranebær, meget tør og har samtidig noget blomsterstøv samt pænt med knuste grønne krydderurter.

Smagen er nærmest lyserød, let og blid … frugten er lys med jordbær, meget venlig og pleasende, viser noget karakter og frugtrig friskhed og samtidig meget saftig. 91 point.

Vinen koster 42$ på vingården … svarende til 286 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Six Eighty Cellars, Sandstone Chardonnay, New York State, USA

2021 Six Eighty Cellars, Sandstone Chardonnay, New York State, USAVi fortsatte ufortrødent og i rask tempo, så snart var næste vin i glasset og det var en 2021 Sandstone Chardonnay fra Six Eighty Cellars i Finger Lakes.

Vinhuset er ejet af David og Melissa Pittard, der købte den attraktiv ejendom med udsigt til Cayoga søen i 2020.

Begge er selv opvokset i Skaneateles, der også ligger i Finger Lakes i toppen af selve Skaneateles søen, der er en del af “fingrene”. De var dog allerede i 2014 købt deres første vinhus, nemlig Buttonwood Grove Winery, der faktisk ligger nabo til Six Eighty Cellars på den vestlige side af Cayoga Lake.

I Buttonwood Grove Winery har man selv beskedne 10 hektar vinmarker, men køber så druerne fra en række udvalgte vinavlere, mens man efter købet af Six Eighty Cellars hurtigt i samarbejde med  vinmageren Ian Berry besluttede, at man ville lave anderledes vine,

Så i stedet for den traditionelle brug af ståltanke, betontanke og egefade, så har man i stedet importeret en række franske terrakotta krukker samt ægge- og cigarformede ler-, beton- og sandstenskar og -fade, der bruges til at lave og lagre vinene.

Denne Sandstone Chardonnay er netop lavet i en krukke lavet af sandsten og druerne kommer fra husets egne marker og 15 år gamle vinstokke. Efter en maskinel høst er druerne presset og saften er så overført til ståltanke, hvor den har hvilet natten over og derefter overført til 1.000 liter krukken, hvor den har gæret spontant.

Det er den krukke, som man faktisk kan se bag Ian Berry på billedet nedenunder.

Dér er vinen så også lagret 9 måneder sur lie inden aftapning på flaske. Der er alene lavet beskedne 115 kasser.

Produktionen i sandstenskrukker kan næsten duftes … eller i hvert fald har vinen en anderledes aroma, meget bondsk og landlig med en sjov kant og tertiære noter … lidt som stearinlys, glycerol, marcipan, mandler, anis, grønne æbler, lemon, ananas og ingefær.

I munden er vinen blød … meget blød og har virkelig en meget lav syre som om, at vinen har fået en svag oxidering. Smagen ligger dybt langt inde i munden, virket lidt vokset som tyktflydende linolie, men det smager sgu ret godt, så 91 point.

Vinen koster 32$ på vingården … svarende til 218 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Mazza Chautauqua Cellars, Nutt Road Riesling, New York State, USA

2017 Mazza Chautauqua Cellars, Nutt Road Riesling, New York State, USANæste hvidvin til New York State onlinesmagningen var fra Mazza Chautauqua Cellars ved Lake Erie og det var deres flotte enkeltmarksvin 2017 Nutt Road Riesling.

Mazza Chautauqua Cellar ligger i det vestligste del af New York State tæt på byen Westfield helt ovre ved Lake Erie og dermed på grænsen til Canada mod nord og Pennsylvania mod syd.

Det er et kombineret vinhus og bryggeri, som er grundlagt tilbage i 1972 af de to brødre Robert og Frank Mazza, der var emigrater fra Italien, sammen med tyskfødt Helmut Kranich, der var uddannet på vinskolen i Geisenheim.

Allerede dengang havde man ikke selv ret meget jord selv, så man købte i stedet druerne fra en række vinavlere i Pennsylvania, hvilket betød, at man i 1995 blev den største vinproducent i Pennsylvania.

Det betød også, at både Frank og Robert på skift blev præsident for Pennsylvania Grape Industry Association og sammenlagt bestred de to brødre denne post fra 1988 til 2002.

I 2004 startede man også med at lave vine fra New York State via samarbejdsaftaler med nye vinavlere … og i dag har man sammenlagt aftaler med 6 store primære vinavlere, hvilket i Pennsylvania består af Moorhead Farms, Szklenski Farms, William Semelka Vineyards og Schultz Farms, mens det i New York State er Martini Vineyards samt Knight Vineyards.

I dag drives Mazza Chautauqua Cellars af Roberts søn Mario Mazza, mens hans søster Vanessa står for den kreative side i vinhuset.

Mario har en  Master i ønologi fra University of Adelaide i Australien og han har da også tidligere arbejdet hos vinhus i både Barossa Valley og Adelaide Hills.

Her smager vi så husets 2017 Nutt Road Riesling, hvor druerne dog ikke stammer fra Lake Erie området, men derimod faktisk fra Finger Lakes og helt specifik vinmarken Nutt Road Block ejet af Martini Vineyards.

Riesling druerne er høstet ved optimal modenhed og
koncentration, hvilket sker tidligt om morgenen ved kølige temperaturer, hvorefter de presses hurtigt og forsigtig. Gæring er sket i ståltanke ved 14 grader over 28 dage, men er standset, da restsødmen nåede 0,70% restsødme. Vinen er så blot lagret i ståltankene.

Duftmæssigt er der godt med petroleum, diesel og pæretærte, lyse blommer samt syltede citroner. Under de terpentinske dampe virker vinen meget blød, blid med en vis fylde, næsten kødfuld og samtidig luftig i alle aromaerne.

I munden er vinen så blød, cremet og vamset, så man næsten ikke kan spotte, at det er Riesling … selv den friske syre og selve smagen af citroner og grapefrugter virker nærmest fed. 92 point.

Vinen koster 16$ på vingården … svarende til 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 RG|NY, Viognier, New York State, USA

2021 RG|NY, Viognier, New York State, USAVin nummer 2 til New York State onlinesmagningen var også fra Maria Rivero González på familiens vinhus RG|NY og den var på Viognier.

Viognier druerne er høstet i september/oktober og Maria fortalte, at Viognier er en ret overset drue, men er en drue med stor personlighed.

Selvom vi til onlinesmagningen smagte vinene én efter én, så fortalte Maria ikke, hvordan denne er lavet … og på RG|NY egen hjemmeside er der heller ingen info om produktionen.

Nu kommer der en næse lidt fed tyggegummi og vingummi, men det bliver aldrig helt overfed Viognier, for der er også pærer, fersken, lidt ananas, blomster, lavendel og i det hele taget noget aromatisk suppleret med søde krydderier som fx allehånde.

Smagen er sådan både og … både lidt vamset og samtidig med en frisk syre, som gør vinen levende. Der er lidt tropiske frugter med tørret abrikos, saftige kandiserede citroner og sammenlagt rund, mægtig og alligevel frisk. 91 point.

Vinen koster 35$ på vingården … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Schloß Schönborn, Hattenheim Nussbrunnen Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Hattenheim Nussbrunnen Riesling, Rheingau, TysklandFra et besøg på vingården Weingut Schloß Schönborn i Hattenheim i Rheingau tilbage i 2017 havde jeg købt denne fine, flotte flaske 2016 Hattenheim Nussbrunnen Riesling Erstes Gewächs, som jeg nu hev proppen af.

Besøget på vinhuset og hele historien om stedet kan du læse mere om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor.

Denne vin er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor Riesling druerne kommer fra marken Nussbrunnen ved Hattenheim, der ligger med en sydøstvendt eksponering. Marken har sit navn efter en kilde eller brønd, som stadig eksisterer i dag. Brønden var oprindelig omgivet af valnøddetræer, deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde/brønd.

Selve marken er samlet på 9,7 hektar, ligger op til Wisselbrunnen og andre producenter som fx både Weingut Balthasar Ress og Weingut Egert har også parceller på marken. Hattenheimer Nussbrunnen har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen og fordelingen af vand.

Denne vin er lavet med vergärung und Ausbau – gæring og lagring på Großes Holzfass aka store egefade. Vinen har 7,9 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

I næsen virker vinen nærmest olieret med lidt fed, tyk petroleum, fedtet terpentin og samlet lidt varm og vamset i udtrykket suppleret med våde vaskeklude, småkager, vanilje, lakridskonfekt samt lemon, grape og melede æbler.

Smagen er rund og blød, der er saftige æbler og æblesaft, syltede citroner med en vis fyldighed, men virker lidt syrefattig med en lidt moden og medgørlig syre. Vinen har egentlig stor koncentration, men bliver måske lidt flad. 91 point.

Købt på vingården, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, Tyskland

2021 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, TysklandVi fortsatte med mere Riesling og denne gang var det den gulkapslede Riesling Krone fra Weingut Tesch lavet med druer fra vinmarken Laubenheimer Krone, der ligger lige syd for Löhrer Berg.

Jeg har smagt vinen før … sidst var det i en årgang 2020 og før det i årgang 2016 … men denne 2021 står sgu bare lidt skarpere.

Laubenheimer Krone ligger på en sydøstvendt skråning og har en undergrund med lys löss, ler og rød kalksten. Det er en mark, som er meget udsat for vestenvinden og afkøler derfor mere om natten end hos de øvrige marker hos Tesch. Vinene fra denne Laubenheimer Krone er ofte præget af masser af citrus noter og vinstokkene på marken er omkring 25 år gamle.

Som med 2020’erne er det en lidt tæt, koncentreret og mineralsk duft, hvor der først kommer lidt petroleum frem, klart noget lemon og citron, men også lidt sødme samt eksotiske frugter med abrikos,  fersken, søde appelsiner, æbler og lidt marcipan. Der kommer også en lidt røget animalsk side frem.

I munden har vinen en spids, frisk og rant syre … masser af friskpressede citroner, lemon, bitter grape og sure, grønne æbler suppleret med en stenet mineralitet. Der er tørt og surt … men man fornemmer ganske svagt en snas sødme … men det er syren, der styrer og gør vinen levende. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men pt fås på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7