Tag-arkiv: malvasia

Malvasia er en gammel, hvid druesort … eller rettere en række druesorter, for der findes snesevis af lokale varianter af druen, som i dag primært dyrkes i Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Kroatien, Slovenien og USA.

De forskellige varianter er allere mere eller mindre beslægtede, men variationen er stor. Det menes, at Malvasia stammer fra den græske kystby Monemvasia på Peloponnes, hvor venetianerne for 2.000 år siden havde en strategisk vigtig fæstning og handelspost i deres imperium.

Genetiske undersøgelser underbygger dog ikke, at alle de forskellige varianter af Malvasia har denne fælles oprindelse. Men noget af det, som de fleste af sorterne dog har til fælles, er evnen til at fremstille alkoholrige vine, som ofte har godt med restsødme.

Samlet findes der følgende Malvasia varianter:

  • Malvasia Bianca di Basilicata
  • Malvasia Bianca di Candia
  • Malvasia Bianca di Piemonte
  • Malvasia Bianca Lunga
  • Malvasia Branca de São Jorge
  • Malvasia de Colares
  • Malvasía de Lanzarote
  • Malvasia del Lazio
  • Malvasia di Candia Aromatica
  • Malvasia di Casorzo
  • Malvasia di Lipari
  • Malvasia di Schierano
  • Malvasia Fina
  • Malvasia Istriana
  • Malvasia Nera di Basilicata
  • Malvasia Nera di Brindisi
  • Malvasia Nera Lunga
  • Malvasia Preta

De mest kendte er nok de neutrale mellemitalienske vine på Malvasia di Candia, de nærmest orange norditalienske vine på Malvasia Istriana samt Madeiras søde hedvin på Malvasia de São Jorge.

2021 Castel de Paolis, Donna Adriana Bianco, Lazio, Italien

2021 Castel de Paolis, Donna Adriana Bianco, Lazio, ItalienVi skal igen retur til Lazio området og appellationen Castelli Romani, hvor vi lidt vest for byen Grottaferrata finder Azienda Agricola Castel de Paolis, der står bag denne 2021 Donna Adriana Bianco.

Vingården er grundlagt i 1974, hvor Giulio Santarelli købte en ejendom ud fra hans passion for landskabet og druedyrkning. Der var i starten alene 2 hektar marker til gården, men allerede i 1977 startede han med at opkøbe flere stykker jord, således han samlet i 1985 havde lidt over 10 hektar.

Han havde dog frem til 1985 blot solgt sine druer til det lokale kooperativ, som bl.a. brugte dem til at lave vine som Frascati Superiore DOC.

Men i 1985 blev Giulio Santarelli også venner med Attilio Scienza, der var italiensk landbrugsstatssekretær og professor ved fakultetet for landbrug ved Milanos universitet.

Sammen startede de et projekt med forskning og udvikling af gamle lokale indfødte druesorter og internationale druesorter. De lavede i perioden fra 1985 til 1993 en masse vine og eksperimenter med sorter som Malvasia Lazio, Bonvino, Grechetto, Cacchione, Bellone, Pecorino, Romanesca, Passerina, Cesanese, Montepulciano, Sangiovese, Moscato Giallo og Moscato Rosa.

Men de eksperimenterede også med internationale sorter som Shiraz, Merlot, Cabernet Sauvignon. Alicante Bouchet, Petit Verdot, Viognier, Rousanne, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Semillon.

I 1992 byggede Giulio Santarelli også en ny vingård for over 2 millioner euro og den blev bygget med alle de moderne teknologier til vinificeringen af vinene og de er siden 1993 blevet solgt under Castel de Paolis navnet.

Her smager jeg så husets 2021 Donna Adriana Bianco, der er en IGT vin lavet på 80% Viognier og 20% Malvasia del Lazio fra vulkanaske marker i 250 meters højde og 24 år gamle vinstokke.

Vinen er efter høst og presning lavet med gæring i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur over 10-12 dage og efter endt gæring er vinen så lagret 6 måneder ståltanke og 6 måneder egetræsfade inden endelig aftapning på flaske.

Duften er fyldig og lidt smørret … man fornemmer en vis fedme, en fyldig krop og en frugt, der er fed og tropisk. Der er abrikos, fersken, appelsin, melon og grape … lidt gule vingummibamser suppleret med tørre mandler og en voksagtig viskositet.

I munden er vinen knap så fyldig, som duften egentlig indikerede, for frugten virker både sødbitter, intens og alligevel meget ren, hvor der er æblesaft, fersken og grillede citroner samt lemon … en kamæleon med både cremet og olieret krop, renhed i frugten, let bitterhed og samtidig sødkrydret … dejlig og cremet vin. 92 point.

Forhandles af Roman Wines, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Bodega Luis Cañas, Crianza, Rioja, Spanien

2021 Bodega Luis Cañas, Crianza, Rioja, SpanienVi skal da smage lidt Rioja vine og alle fra Luis Cañas, der både laver vine under Bodegas Luis Cañas navnet og som Bodegas Amaren i Samaniego i Rioja … den første er denne 2021 Bodega Luis Cañas Crianza.

Cañas’ Crianz er lavet primært på 95% Tempranillo samt 5% Garnacha, Graciano, Viura og Malvasia, som kommer fra 30 år gamle vinstokke, er afstilket, knust og har gæret i ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 60% franske og 40% amerikanske 225-liters egetræsfade, der er anvendt 3 gange før og derefter er den blot tappet på flaske og lagret 12 måneder mere.

Allerede fra start fornemmer du træ … egefade, cedertræ og så denne dejlige mørke og letristede frugt med sorte kirsebær, solbær og brombær, noget røg, kaffebønner, grønne linser, blæk, chokolade og vanilje, hvorved den minder meget om tidligere årgange.

Det smager virkelig godt … frisk og mørk frugt, hvor der både er masser af frugt og en lille frugtsødme. Frugten er sorte kirsebær, solbær, tranebær og blommelikør, velsmagende og saftig. Der er igen ristede elementer, sødlige krydderier, sødbitre tanniner og man kan i eftersmagen fonemme både tørhed og sødme på én gang. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Croce di Febo, Somaio Bianco di Toscana, Toscana, Italien

2022 Croce di Febo, Somaio Bianco di Toscana, Toscana, ItalienVi skal ha’ mere hvidvin, men rykker til Toscana i Italien, da vi nu smager en vin fra vinhuset Croce di Febo og det er en 2022 Somaio Bianco di Toscana IGT.

Croce di Febo ligger på adressen Via di Voltaia Nel Corso omkring 3 kilometer fra centrum af Montepulciano og er  grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med  Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også lidt vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Somaio Bianco di Toscana.

Den er lavet på et skøn blanding af sorterne Malvasia, Canaiolo Bianco, Trebbiano samt Grechetto, der alle er dyrker økologisk og biodynamisk på marker i Cappuccini og høstet med håndkraft.

Vinen er lavet ret spændende … med spontangæring i betonæg og efter endt fermentering er vinen lagret i amforaer af terrakotta og endelig aftappet på flaske uden klaring eller filtrering … og så er der kun lavet et sted mellem 500 og 1.000 flasker af vinen.

I glasset overraskes du først af farven … er vel noget i retning af gulorange og endda noget grumset, mens duften er ganske saltet med en duft, der virker en kende gammel og let oxyderet. Der er både nedfaldsæbler, pigeonæbler, cideræbler, hyben, abrikos og virker faktisk lidt lukket i aromaerne.

Smagen er også sådan lidt varm og saltet … har tørret abrikos, overmodne æbler og igen denne lidt småoxideret smag. Syren er noget flad eller afdæmpet, men der kommer nogle ret bitre, sjove og mærkelige lerede elementer frem, hvorved vinen sgu ikke virker helt på toppen … 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, Spanien

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, SpanienVi skal igen en tur til Spaniens mest omtalte hotte vinmager Javi Revert og hans projekt Javi Revert Viticultor, som på rekordtid opnået status som værende en af landet bedste og her smager vi hvidvinen 2023 Micalet fra ham.

Micalet er – som Revert elsker -lavet på gamle, lokale sorter og denne er på et skønt mix af Tortosí, Trepadell, Malvasía, Merseguera og Palomino. Druerne er høstet af to omgange, for først høstes fra de upodede vinstokke, hvorefter resten høstes 10 dage senere.

Trepadell er jeg ikke før stødt på, men den skulle være samme druesort som Airén og kaldes også nogle gange for Forcallat Blanca.

Druerne presses med i klaser uden afstikning og spontangærer efterfølgende i betonæg, hvorefter den også slutteligt lagres i 9 måneder og det er en vin, som der årligt kun laves 1.600 flasker af.

Duften er vel mest at betegne som mild, blød og frugtrig med en noget kalket eller kridtet mineralitet, som du nærmest ikke mærker og ellers er det blød hvid frugt med gule blommer, honningmelon, en smule fersken og kandiseret lemon, Der er også en duft af blomster, hvilket skaber et luftigt og let udtryk … hmmmm.

Smagen er blid og flydende … det er som en sagte strøm i en lille snoende bæk, hvor vandet glider smukt igennem, mens det giver refleksioner og gør alt idyllisk. Der blid hvid frugt af hvide ferskener, dåsepærer og honningmelon suppleret med lidt hvid peber, syltede citroner og en kalket samt kridtet mineralitet, som lige smører dit halsrør og gør vinen let som vand i en ny tagrende. Det er virkelig meget smooth og elegant … elsker den sgu. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Bodegas Luis Cañas, Crianza, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Luis Cañas, Crianza, Rioja, SpanienDe næste 3 vine fra Bodegas Luis Cañas var alle røde og på primært Tempranillo og første blev selvfølgelig deres 2020 Crianza.

Cañas’ Crianz er lavet på 95 % Tempranillo samt 5% Garnacha, Graciano, Viura og Malvasia, som kommer fra 30 år gamle vinstokke, er afstilket, knust og har gæret i rustfrie ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 60% franske og 40% amerikanske 225-liters egetræsfade, der er anvendt 3 gange før og derefter er den blot tappet på flaske og lagret 12 måneder mere.

Sikke dejlig balance i duften … både tør træ, fade, cedertræ samt frisk frugt med sorte kirsebær, solbær og brombær. Der kommer også hurtigt en blomsteragtig sødme suppleret med fadnoter af kaffebønner, nogle små grønne linser, chokolade, vanilje og røg.

I munden er der samme fine balance … har en mørk og frisk frugt af igen sorte kirsebær, solbær, brombær og lidt blommelikør. Den har sammen med den friske frugt en lidt sødkrydret kant, en mørk syre, tydelig, fint og sødbitre tanniner, ristede elementer samt en plade mørk chokolade. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bodegas Luis Cañas, Vinas Viejas Blanco, Rioja, Spanien

2022 Bodegas Luis Cañas, Vinas Viejas Blanco, Rioja, SpanienSkal vi så ikke fortsætte med flere vine fra Juan Luis Cañas? Jo, det skal vi da og endda 4 af slagsen fra Bodegas Luis Cañas. Den første er den hvide Vinas Viejas Blanco i årgang 2022.

Vinas Viejas Blanco er lavet på 90% Viura og 10% Malvasía Riojana, der kommer fra over 65 år gamle vinstokke på nogle af husets ældste vinmarker i 450-60 meters højde ved byerne Villabuena, Leza og Nacaridas.

Druerne er sorteret flere gange og kun de bedste druer finder vej tilden endelige vin. Efter presning af druerne har 70% af vinen gæret på primært nye 225 og 500 liter franske og amerikanske egefade, mens de resterende 30% bliver gæret på ler-amfora, cement- og ståltanke. Lagringen sker over 6 måneder sur lie med købende battonáge inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Dejligt frugtrig og samtidig pænt fadlagret og fyldig næse … det er dåsepærer, saftige ferskner, gule mirabeller og syltede limefrugter, en lækker nybagt æbletærte, lidt mørdej, croissanter, vanilje samt smørcreme … det er lækkerier for enhver bager eller winelover.

Smagen er sådan lidt tilbagetrukket … hvis det giver mening? Den virker lidt olieret, cremet og fyldig vin, men frugten mest er eksotisk med tørrede abrikoser, fersken, saftige pærer, lemon, citroner og så masser af syltet grape. Læg dertil lidt stærk hvid peber, krydderier samt røg på en lidt rustik og robust facon … men den har fandeme karakter, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienDenne El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren fra vinmageren Juan Luis Cañas på Bodegas Amaren er virkelig en toplækker vin, som jeg har smagt en gang før … og nu er så heldig at smage igen i årgang 2020.

El Cristo de Sanmaniego Viñedo Singular de Amaren er blot 1 ud af 4 enkeltmarksvine fra husets topserie, som hedder Las Fincas de Amaren.

Denne er lavet på et blend af 90% Tempranillo, mens de sidste 10% består af Grenache, Viura og Malvasía … mest Viura. Alle kommer selvfølgelig fra enkeltmarken El Cristo de Samaniego på 2,31 hektar beliggende ved Samaniego i Rioja Alavesa.

Marken er den højeste beliggende i hele området i 385 meters højde med gamle vinstokker plantet i 1980. De står spredt på 3 terrasser et sted med voldsomme vinde og kolde temperaturer.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt, koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 12 timer.

Herefter gæres vinen på cementtanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder …  68% på brugte franske barriques samt  32% cementtanke. Herefter aftappes vinen og der er kun lavet 7.359 flasker af vinen og denne har nummer 941.

Duftmæssigt er der godt med tørre fadnoter, egetræ og cedertræ, frugt med solbær, brombær og hindbær, tørre krydderier og engelsk lakrids, kaffe, nelliker, mørk chokolade, kakao skovbund, muldjord og  faktisk også lidt bordeauxfile elementer, hvilket så er med til at gøre duften meget klassisk, rank og elegant.

I munden er det ultrablødt, intens og samtidig tørt … har denne lysere og letbitre frugt af kirsebær, tranebær, hindbær suppleret med noget frisk lemonagtig bitterhed, ret pænt med egetræ, lidt peber og tanniner, som faktisk virker ret integrerede og alligevel med tørhed og bid. Uha. hvor det smager godt, har elegance, bid, lysere frugt, let bitterhed, nerve og friskhed, 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje Blanco, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje Blanco, Valencia, SpanienForleden smagte jeg den dejlige rødvin Mestizaje Tinto Vino de Pago fra Bodegas Mustiguillo, men den har faktisk en hvid søster og den er denne Mestizaje Blanco, som jeg smager i årgang 2022.

Vinen er fremstillet på 65% Merseguera, 24% Viognier og 11% Malvasia, som kommer fra mere end 30 år gamle vinstokke på Mustiguillos kalkholdige monopolmark Finca Calvestra.

Her fandtes der oprindeligt kun meget gamlebuskvine af rødvinsdruen Bobal, men da den kølige beliggenhed i 900 meterd højde giver optimale betingelser for hvidvine, så har Antonio Sarrión valgt at pode Merseguera på en del af de eksisterende Bobal-vinstokke.

De 3 druesorter og de forskellige markafsnit høstes og vinificeres separat. Vinen er så lavet ved, at de afstilkede druer koldmacererer ved 6 grader 4 til 8 timer afhængig af druesort.

Vinen spontangærer herefter på temperaturstyrede ståltanke ved 10-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie inden aftapning og frigivelse.

Næsen er bred, nysgerrig og fyldt med søde krydderier, sandeltræ, en frugt at grillet citron, melon, pærer og fersken, blomstervand og egentlig også ganske aromatisk.

I munden er vinen cremet og fyldig … har masser af krop, fedme, kandiseret lemon, godt med eksotisk frugt som mango, papaya og kvæde, søde krydderier, let peber og  næsten olieret. Fedmen følges af en maskulin, sød og grov syre, men på én eller anden måde så fungerer det ret godt og skaber en pænt smagfuld vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen kun er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, Spanien

2022 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, SpanienRisky Grapes Wine Co er vinmageren Antonio Sarrións sideprojekt, som han driver ved siden af Bodegas Mustiguillo og nu smager jeg atter hans hvide Atance Cuvée No 1 i årgang 2022.

Det er en vin, der er lavet på den mere ukendte Merseguera drue. da Atance Cuvée No 1 er lavet på 70-80% Merseguera og 20-30% Malvasía, der kommer fra husets Conejeros mark i 840 meter højde og med en sandholdig ler- og kalkstenjord.

Druerne fra hver eneste plot på marken vinificeret separat, hvor de efter høst afstilkes og knuses let inden en kold maceration ved 6 grader i 4-8 timer, hvilket efterfølges af spontangæring alene med druernes naturlige gær i rustfrie ståltanke på 25-50 hektoliter ved 10-17 grader. Derefter lagres vinene på ståltankene sur lie i 6 måneder.

Duftmæssigt er det en fyldig og virker endda næsten olieret i aromaerne, der helt sikkert er eksotiske med både melon, mango, hyldeblomst, banan og pærer … atter noget sandeltræ, papkasser eller umami, lakridskonfekt og vingummi, sødlige blomster og en nærmest seksuel og erotisk tiltrækningskraft. Virker fyldigere end 2021’eren.

Igen er det også smagsmæssigt en fyldig vin, der på overfladen virker blød og cremet, men så ruller der masser af bittersyrlig lemon hen over tungen sammen med lidt hvid peber, hvilket gør vinen langt mere frisk end duften egentlig indikerede. Dertil kommer lidt melon, pærer, en robust og hårdfør syre … rigtig dejlig vin med denne søde og bitre smag, men prisen fortsat er helt loco. 90 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen kun er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Satans god pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Cantine Ca Modeano, Dóme Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2019 Cantine Ca Modeano, Dóme Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDóme og Penğ kommer begge fra Cantine Ca Modeanos Selection serie … og er deres topvine. Jeg startede med at smage den hvide Dóme Bianco i årgang 2019.

Modeano siger selv, at Dóme Bianco er en skøn blanding af lokale og internationale  druesorter.

Vi har jo tidlgere smagt, at vinhuset både har de lokale sorter Friulano og Ribolla Gialla samt de mere udbredte Pinot Gris, Gewürztraminer, Chardonnay,  Malvasia og Sauvignon Blanc, så denne vin er måske lavet på alle disse.

Vinen er lavet ved, at alle druesorter er vinificeret separat … først med blid presning og separat gæring i rustfri ståltanke med udvalgte
gærtyper ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i ståltanke sur lie … så sammenstukket samt aftappet på flaske og lagret yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt ved jeg sgu ikke lige, hvad jeg skal sige … den lidt længere sur lie lagring kan fornemmes … virker mere koncentreret og tæt i aromaerne. Det er æblemost, fersken, abrikos … pænt intens og aromatisk … alt sidder lige der, hvor det skal sidde.

I munden fornemmes også en større koncentration og samtidig leveres det hele så dejlig cremet og næsten olieret. Det er lige før, at smagen helt smelter i munden, flyder dejligt ud med svag hvid peber, fersken, abrikos og pærer … det smager fandeme godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7