Vi sluttede vor vinaften med et glas af denne kendte og ikoniske vin Aalto i årgang 2020 fra Bodegas Aalto, der ligger vest for Quintanilla de Arriba tæt på legendariske Bodgas Vega Sicilia.
Jeg har næsten lige – tilbage i marts måned – smagt vinen i årgang 2019 og i anmeldelsen kan du også læse mere om selve vinhuset. Selvom jeg denne gang slet ikke gættede vinen, så har jeg dog smagt den flere gange, bl.a. i årgang 2019, 2017, 2016 og 2001.
Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 18 måneder … og på husets hjemmeside står der en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA, men det forlyder, at Mariano Garcias nu slet ikke anvender amerikanske fade og kun brugte fade for at mindske fadpræget.
I næsen er vinen mere grøn, end jeg egentlig husker. Der er brændenælder, eukalyptus, grønne urter. Men alt det grønne kommer heldigvis med en flod af mørk frugt og dyb intensitet. Der er brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med sødlig lakrids og saltlakrids, røget bacon, ristede noter og chokolade.
Smagsmæssigt virker vinen også lidt strengere eller skarpere end foregående årgang, men måske er den endnu blot alt for ung, krads og spændstig. Der er solbær, blåbær, stor tørhed med en stærk kraft, hård med toastede elementer, peber, ganske markante tanniner, der bare giver små lammelser i munden. En vin med masser af yderligere potentiale i dens unge krop, 94 point.
Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.