2019 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, Spanien

2019 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, SpanienVi fortsætter da bare i det spanske, men rykker lige til Toro eller mere bestemt til Alaejos lidt sydvest for Toro by og dér finder vi Dominio del Bendito, hvorfra vi smager vinen El Buen Rollo i en årgang 2019.

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at lave vin … han ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne 2019 El Buen Rollo er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo, hvor 60% af stokkene er mellem 15 og 40 år og de sidste 40% er mere end 45 år.

Vinen er lavet med gæring og maceretion i små ståltanke under 12-15 dage, hvorefter vinen så er lagret 3-4 måneder på brugte fade … 50% 4-5 år gamle franske fade og 50% 1-4 år gamle amerikanske egefade. Der er lavet 25.000 liter af vinen i denne årgang 2019.

Meget blomstret næse – lidt som sidst – og jeg tænker allerførst blomstersæbe og så har den klart en lidt landlig og rustik, har noget lakrids, chokolade, vanilje samt en let, grøn note. Det er måske ikke kompleks eller så elegant, men meget umiddelbar og småbondsk. Frugten er tranebær, jordbær og brombær … lidt tørt træ, lidt solvarme og søde krydderier.

I munden er det en fyldig vin med en sød slagside. Det er en rund, blød, småtyk og venlig vin, der både er blid, saftig, sødkrydret med solmoden frugt, sød finsk lakrids og tør engelsk lakrids samt ganske pæn alkoholvarme … men den lille bondeknold trækker sgu også en stor højoktan på 16%, som mærkes i eftersmagen. Det er en stor og fuldfed kraftbasse, men det smager sgu godt. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr,, mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7