Supervin har fremsendt en del testvine til anmeldelse og har samtidig også medsendt to tildækkede bordeauxvine i prisklassen 100-300 kroner og jeg har lovet at smage og bedømme dem blindt, så mine smagsnoter og vurderinger er derfor sket uden at kende vinene.
Herefter er sølvpapiret revet af og denne vin nummer 1 er så en 2019 Château Haut Sociondo Blaye Côtes de Bordeaux, som er fra vinhuset Vignobles Gabriel & Co, som jeg er stødt på et par gange her på Houlbergs Vinblog.
Du kan læse mere om Vignobles Gabriel & Co i mit blogindlæg med anmeldelsen af deres 2018 Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, hvor jeg skriver mere om deres historie, marker og vine.
Château Haut Sociondo har Jean-François Réaud fra Vignobles Gabriel & Co ejet siden 2015, men selve vinhuset ligger nær byen Cars ud mod Gironde floden udmunding med udsigt over en af de mest berømte skråninger af Blaye Côtes de Bordeaux.
Vinhusets historie går tilbage til 1949, hvor familien Martinaud slog sig ned der og startede med at købe flere marker og plante vinstokke og de gav stedet navnet Haut Sociondo med henvisning til en 7 hektar stor mark.
I dag hører der 15 hektar vinmarker til Château Haut Sociondo og de har siden 2021 været drevet certificeret økologisk.
Denne 2019 Château Haut Sociondo Blaye Côtes de Bordeaux er lavet med maskinhøstede 100% Merlot druer, som har gennemgået kold maceration inden langsom alkoholisk temperaturreguleret gæring med løbende overpumpninger og maceration over 3 uger ved 22 grader.
Efter endt fermentering er vinen lagret i cementkar med dominobrikker af træ for at give lidt fadnoter.
I glasset virker den lidt lysere end vin nummer 2 … men duftmæssigt er det bestemt mørk og dyb frugt, har samtidig en vis modenhed og det er mest solbær, brombær, overmodne blommer, mulle skovbund, linolie, mahogni, mynte, cedertræ, mørk chokolade, kakao og ristede kaffebønner og lidt toast med en lidt støvet note med strejf af kanel.
Smagen er blød, mørk og cremet, men fortsat med en frisk frugt af både solbær, tranebær, ribs, nogle te-blade, stramme og alligevel fint polerede tanniner, rank og alligevel med power og en helt blomstret og rank friskhed, så dermed 91 point.
Forhandles af Supervin, men prisen kendes ikke endnu.