2021 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USAPå Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien finder vi det store vinhus Scheid Family Wines, der laver rigtigt mange vine og herunder denne Souvenir Pinot Noir, som jeg nu har smagt i en årgang 2021.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands … Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Souvenir Pinot Noir har jeg smagt før … i både årgang 2017 og 2018, men nu er det altså i årgang 2021, men er fortsat lavet på samme måde, hvor alle druerne kommer fra en række certificerede bæredygtige marker i Monterey. Vinen er så lagret 24 måneder på franske fade og heraf 30% nye fade.

Ved første snif er tanken; amerikanersødme. Det er en Pinot Noir, som udover druens lethed, har søde kirsebær og jordbær med drys af kanel- og vaniljesukker samt lidt nøddet aroma. Der er mælkede noter, kaffebønner, lys chokolade, tørt træ, lys og sødbitter tobak.

I munden kommer sødmen også godt frem … dermed bliver det en meget sød, lys og saftig Pinot Noir, der virker saftig, læskende .. men også en smule endimensionel. Der er en vinøs flødekaramel med en sødlig smag, søde jordbær og kirsebær, candyfloss og vanilje. Det er drikkevenligt som bare pokker … syren er samtidig blød, venlig og selv tanninerne er runde, bløde og overfladiske. Men hvor er det bare nemt at drikke, så 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7