Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2021 Zonte’s Footstep, Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2021 Zonte’s Footstep, Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay, Adelaide, AustralienJeg startede Zonte’s Footstep smagningen med en Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay i en årgang 2021.

Det er 100% Chardonnay fra højtbeliggende vinmarker og efter høst er de først afstilket, så presset og gæret på en blanding af nye og brugte franske 318 liters egefade.

Gæringen er slet i fadene med tilsætning af en kommerciel gær for at sikre, at den efterfølgende vin blev færdig tør og ren. Derefter er vinen så lagret 10 måneder på fadene, samlet i ståltanke og så aftappet på flaske.

Smuk fed og fadpræget Chardonnay … smørfed, har noter af blomster, jern, ristede hasselnødder, mandler, pærer, fersken samt lidt æbletærte … bliver aldrig meget fed, men har en lidt køligere og mere slank aroma. Der kommer en smule vanilje og tør kanel med i puljen … bare et lille diskret fadpræg.

I munden er frugten også en kende mere rustik … syren er lidt maskulin, stærk og frugten mere mørk syrlig med bagte citroner, lemon, grønne æbler … en anelse tør, intens og samtidig en anelse saftet, mostet og læskende med tør og lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2016 Giorgio Gianatti, Valtellina Superiore Grumello, Lombardiet, Italien

2016 Giorgio Gianatti, Valtellina Superiore Grumello, Lombardiet, ItalienAzienda Agricola Giorgio Gianatti ligger midt i Grumello subzonen med en smuk udsigt til Castello Grumello. Men det er derfra, at vi smagte næste vin, som var en Valtellina Superiore Grumello 2016.

Også dette vinhus er en ganske lille producent, som jo drives af Giorgio Gianatti, som har været med sin far i driften siden 1978 og lavede sin første vin i 1983.

Det var Giorgios far Giorgio Gianatti, der grundlagde vingården og startede med at plante vinstokke på de skræmmende og pænt stejle  skråninger, men i dag er det fortsat Giorgio Gianatti, som står for driften af vingården og nu har lavet 42 årgange.

Samlet har Giorgio kun 2,5 hektar vinmarker, men laver vine, der af mange anses som værende blandt de bedste fortolkninger af vinene fra Valtellina med rosende ord som elegance, raffinement, luftighed, klasse og yndefuldhed.

Denne Valtellina Superiore Grumello 2016 er lavet på 95% Nebbiolo druer og 5% andre lokaler sorter … formentlig Rossola, Pignola samt Brugnola. Druerne er høstet i starten af oktober, lavet med gæring og maceration i ståltanke over 45 dage.

Efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på slavonske egefade og efter aftapning på flaske omkring 6 måneder mere inden frigivelse.

God æterisk og luftig aroma … det er syrlige drops, hindbær, lyse og næsten umodne hindbær endda, ribs, mentol, rosenblad samt en lidt mulle skovbund.

Smagen er tør og frugten ovre i noget som tranebær, hindbær samt lettere lemon, men smagen forsvinder sådan forholdsvis hurtigt, er dog ren, klar og syrlig på en ganske dejlig måde. 91 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 20€ i Italien … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Dominio de la Granadilla, Verdejo Orgánico, Rueda, Spanien

2022 Dominio de la Granadilla, Verdejo Orgánico, Rueda, SpanienBodegas de la Granadilla ligger lidt nordøst for byen Nava del Rey i Valladolid under DO Rueda i vinregionen Castilla y León og derfra var vinen 2022 Verdejo Orgánico næstsidste vin til smagningen af Rueda vinene.

Bodegas de la Granadilla er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2015 af fem brødre, som byggede en stor og moderne vingård med det mest moderne udstyr for at realisere deres drøm om at lave vin i et af de ældste vinområder i Rueda.

De 5 brødre er Luis Alfonso, Roberto, Ana, David og Miguel fra Descalzo Matos familien, der har været vinavlere i området igennem flere årtier og Roberto har bl.a. tidligere været tilknyttet det lokale kooperativ Sdad. Coop. Viñedos La Granadilla.

Vinhuset har samlet 70 hektar vinmarker i både Nava del Rey og Villaverde de Medina … og til fleste af markerne er tilplantet med Verdejo druen, som brødrene har specialiseret sig i. Derudover har de også lidt Sauvignon Blanc marker.

Denne 2022 Verdejo Orgánico er lavet druer fra 20 hektar vinmarker, der er dyrket økologisk. Druerne er dog høstet med maskiner om natten og gennemgår en kold maceration i 5-6 timer inden gæringen. Den er sket på rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og efter gæring er vinen blot lagret samme sted i 5-6 måneder sur lie.

Duftmæssigt igen en blød vin … ikke så koncentreret, men har en fin frugt med fersken og abrikos, hvilket suppleres med noget citrus og godt med urter samt en saltet mineralitet … alt ganske blidt.

Smagen er også blød … en kende ekspressiv, fyldig og cremet, men samtidig med en god koncentration af frugten, der smagsmæssigt så også virker en smule tropisk med abrikos og syltede citroner og en syre, der også er frisk og citronagtig. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Viñas Murillo, Chapirete Prefiloxérico Gran Vino Rueda, Rueda, Spanien

2020 Viñas Murillo, Chapirete Prefiloxérico Gran Vino Rueda, Rueda, SpanienViñas Murillo ligger lige vest for den lille by Alcazarén i Rueda og derfra smagte vi næst Chapirete Prefiloxérico Gran Vino Rueda i årgang 2020.

Viñas Murillo er et relativ nyt vinhus, der drives af brødrene Alfonso Garcia Cano og José Antonio. De kaldes også til dagligt Murillo brødrene.

De kommer egentlig fra en familie, som i 5 generationer har været beskæftiget indenfor vin og deres bedstefar Alfonso var en af de sidste corredores i regionen – og det var en person, der fungerede som en slags mellemled mellem alle områdets vinbønder, men havde selv ikke en vingård.

Murillo brødrene har i dag 80 hektar vinmarker og flere af markerne med gamle pre-phylloxera vinstokke … og næste vin … en Chapirete Prefiloxérico Gran Vino Rueda er netop sådan en.

Igen er det selvfølgelig 100% Verdejo, som alene er lavet med gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering laget 8 måneder sur lie med de fine gærrester.

I næsen har vinen langt mere krop end foregående, mere fylde og endda noget smør, hvor frugten også bliver mere tropisk. Det dufter vildt godt og giver nogle helt vilde aromaer med vingummibamser, kiks, brød, dej, citrus og har derudover en mineralsk note … virker måske en anelse reduktiv.

Smagen er bred, fyldig, cremet og olieret med grillet lemon, en vild koncentreret frugt og smag. Det er en blød og forførende vin med en saltet og saftig smag … meget elegant med levende nerve samtidig med en stenet og stålagtige karakter. 92 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 159 kr., men du kan snuppe en hel kasse med 6 flasker til 595 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine de la Tête Noire, Soif de … Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de la Tête Noire, Soif de ... Cotes du Rhone Villages, Rhône, FrankrigVi skal igen smage vine fra Rhône og flere fra vinhuset Domaine de la Tête Noire, hvorfra vi starter med en 2019 Soif de … Côtes du Rhône Villages.

Domaine de la Tête Noire ligger på adressen Route des Princes d’Orange et stenkast vest for Gigondas kun 35 kilometer fra de gamle pavers hovedsæde i Avignon, 25 kilometer fra Chateauneuf-du-Pape og lige op imod bjergrækken Dentelles de Montmirail.

Vinhuset er forholdsvis nyt og grundlagt i 2008 af de 2 belgiere Jean-François Lénelle og Hubert Toint, men de måtte dog på grund af sygdom igen sælge ejendommen, hvorved den i 2015 blev købt af Winsley de Maria med forældrene Lucien og Raymonde ved roret … og hunden Niskha som almindelig forstyrrende element.

Winsley de Maria var blot 23 år, da han overtog ansvaret for driften af huset og dets 22 hektar vinmarker, der bl.a. omfatter vinmarker i både Gigondas, Vacqueyras og Cairanne.

Allerede ved overtagelsen var driften økologisk, hvilket har været  Ecocert certificeret siden 2012 og dette har Winsley de Maria blot fortsat med. Han går meget op i, at alt laves i samarbejde med og respekt for naturen.

Omkring 6 hektar af vinmarker er under appellationen Côtes-du-Rhône Villages, herunder laver Domaine de la Tête Noire altså også denne 2019 Soif de … Cotes du Rhone Villages, der er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan, som er høstet med et udbytte på 44 hektoliter pr. hektar fra 35 år gamle stokke.

Soif de betyder tørst efter … og det skyldes måske, at vinen udelukkende er lavet på ståltanke, for at sikre mest muligt frugt. Alle druerne er først afstilket inden 3 ugers gæring og maceration i store rustfrie stålkar. Efter endt fermentering er vinen også lagret samlet 9 måneder i ståltanke.

Dejlig duft og bestemt en del lysere og lettere i aromaerne end lige forventet. Den har en dejlig lys og landlig mødding, virker faktisk en del saftig med levende og frisk frugt, der mest er lyse kirsebær, ribs og jordbær, en sød garrigue – hvis en sådan findes – eller i hvert fald en krydderdusk med lidt let sødme og vinøs forår.

I smagen er frugten lidt mørkere, men det bliver aldrig en fed, dybsort og flæsket, men har i stedet en frugt med tranebær, lidt hindbær og en lille lemon bitterhed og friskhed. Der kommer et ganske lille touch af peber, men mest af alt er vinen let, saftig og næsten læskende … så navnet – tørst efter – passer sgu vinen helt perfekt. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Quinta das Bágeiras, Avô Fausto Tinto, Bairrada, Portugal

2019 Quinta das Bágeiras, Avô Fausto Tinto, Bairrada, PortugalQuinta das Bágeiras ligger lidt vest for byen Sangalhos og vel omkring 50 kilometer syd for Porto i vinområdet Bairrada og derfra smager vi nu en fin 2019 Avô Fausto Tinto.

VIngården Quinta das Bágeiras drives af Mário Sérgio Alves Nuno, som er 3. generation på vingården, men den første, der selv  producerer sin egen vin.

Hans far og bedstefar producerede begge til det lokale kooperativ. Men Mário Sérgio fik tidligt lov til at reservere druerne fra et lille stykke jord til en egen produktion. Efterhånden blev succesen med hans vin så stor, at han langsomt, men sikkert overtog druerne fra hele gårdens jord.

I dag er det Mário Sérgio selv der driver gården og produktionen – men det sker med stor respekt for de tidligere generationer – så stor at flere af Mário Sérgios vine er opkaldt efter familiemedlemmer.

Mário Sérgio bliver af mange betragtet som traditionalist. Han er stor tilhænger af Baga-druen og en af de oprindelige Baga Boys, der gik sammen for at styrke Bagas druens position i den Bairradinske vinproduktion. Alle har det tilfælles, at de producerer med største respekt for traditionerne og alligevel med egne smagsudtryk.

For Mário Sérgio arbejder nemlig konstant på at få det optimale smagsudtryk ud af sine variabler og det er druerne, macerationen, gæringen, fadene og flaskelagringen.

På Quinta das Bageiras arbejdes udelukkende med klassiske druer fra Bairrada. Den hvide druesort Maria Gomes fylder rigtig meget og ellers er det  med Bical og Cersial. I de røde anvendes Baga – og først og fremmest Baga.

Mário Sérgio arbejder med åben gæring på klassisk portugisisk manér i store beton-lagares. På Quinta das Bageiras er disse omkring  5 x 5 meter store.

Vinene bliver udsat for bâtonnage – hvor vin og skaller vendes, for dels at frigive den CO2, der afgives ved gæringen, dels for at store molekyler, der helst knytter sig til affaldsstofferne fra gæringen, falder til bunds og bliver frigjort i vinen. De er vigtige, fordi det er dem der giver vinen fylde og volumen.

En anden prioritet er brugen af portugisisk eg til fadlagringen. Særligt Baga er en drue der har godt af temmelig lang fadlagring, det er slet ikke unormalt at se vine der fadlagrer i både 1 og 2 år – og Mário Sérgio er ikke i tvivl om, at brugen af portugisisk eg er med til at give hans vin dens særlige karakter.

Denne Avô Fausto vin – der bådes laves i en hvid og rød udgave – er dedikeret til Mário Sérgio Nunos bedstefar, Fausto og lavet på Baga, men tidligere har der også været en lille smule Touriga Nacional i.

Druerne er gæret uden afstilkning i en uge i en lagar stenkar med regelmæssig punch down flere gange om dagen, indtil vinen nåede den ønskede intensitet. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte barriques fra Bourgogne. Der laves omkring 2.000 flasker af vinen årligt.

I næsen fornemmes fadlagring … men vinen er klart mere frisk i frugten om end på en mørk, tæt facon med solbær, brombær og så disse fadnoter af vanilje, kanel, chokolade … men har på en eller anden måde en vis lethed, selvom frugten er pænt mørk.

Sådan er smagen også … har en frisk, klar og direkte frugt, der samtidig har en lysere karakter end duftmæssigt. Der kommer nu mere brombær og hindbær frem, når du smager vinen … har måske endda også lidt jordbær, mens syren også virker stram  med noget lemon og ribs. Det er også med til at give lethed, fin balance og samtidig stor drikkeglæde, så 92 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 World Wild Wines, Ideal Branco, Dão, Portugal

2020 World Wild Wines, Ideal Branco, Dão, PortugalDet næste portugisiske vinhus har et ganske internationalt navn, nemlig World Wild Wines og jeg smagte næst deres 2020 Ideal Branco.

Bag World Wild Wines står Carlos Raposo, der er en af Portugals dygtige unge vinmagere.

Som blot 16-årig startede han på ønologi-kostskole i Bairrada. Efter endt studentereksamen i ønologi tog han som blot 20 årig til Frankrig  for at studere vin i Bordeaux og Bourgogne.

Det blev til en Bachelor i vitikultur fra universitetet i Bourgogne og en kandidatgrad i ønologi fra universitetet i Bordeaux, Derefter har han arbejdet med vin i Bordeaux, Bourgogne og Napa Valley inden han i 2011 vendte hjem til Portugal, hvor han blev ansat hos Dirk Niepoort.

Han fik hurtigt ansvaret for al produktion på gården Quinta de Nápoles i Douro og avancerer derfra til rollen som hovedansvarlig vinmager i Niepoort-koncernen.

I 2018 forlod Carlos Niepoort for at vende hjem til Dão, for i sin fødeby Nelas etablerede han sig i onklens nedlagte vineri, hvor han startede projektet Vinhos Imperfeitos. Vinene derfra opnåede ret hurtigt stor berømmelse i Portugal og fik fremragende karakterer fra internationale og nationale vinanmeldere.

I 2020 besluttede  Carlos at lave flere vine … og nu under brandet World Wild Wines og denne Ideal Branco er én af disse vine. Den er lavet på et blend af druerne Encruzado, Bical og Malvasia, der kommer fra 30-60 år gamle vinstokke.

Efter høst er druerne presset og hviler i 24 timer i  rustfri stålkar, hvorefter gæringen er sket ved kontrolleret temperatur, men uden tilsætning af kemikalier. Mosten gæret med de naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på franske egetræsfade. Der er lavet 1.845 flasker af vinen.

I næsen har denne vin en sjov parfumeret aroma, der suppleres af kæmpe sur lie smørfedme og fagpræg med vanilje, karamel, linolie, blomsterpollen, briocheboller, let honning, røg og lidt sten.

Smagen er blød og lidt burgundisk, syreniveauet er forholdsvis lavt, hvilket er med til at give en mere cremet, blid og næsten doven smag med nogle mjød noter, modne æbler, honning … men reddes af mere klare citrus elementer. 91 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 215  kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2021 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienDen anden vin fra Azienda Agricola La Ca’ Növa blev deres Barbera d’Alba og det er modsat Dolcetto’en en vin, som jeg har smagte mange gange før.

Jeg har faktisk smagt vinen i både årgang 2019, 2018 og 2017.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en forholdsvis klar og lys Barbera, hvor der er blomster, tørrede rosenblade, mælkede noter, yoghurt grønne blade og en frugt med brombær, kirsebær samt blommer. Den virker saftig, meget frugtrig og fadnoterne er diskrete med lidt vanilje, kanel og der er samtidig noget udefinerbart luftigt over vinen.

I forhold til Dolcetto’en, så er der mere balance og elegance i denne vin, som også rigtigt nok har en vis saftighed. Der er blødt med frisk frugt af blommer og kirsebær, har en lille tørhed og det er sgu også lige før, at man får nogle tanniner frem. Elsker denne lyse og næsten slanke side af Barbera, hvilket får denne vin til at stå flot frem, så dermed 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitsch kan noget … hvilket man allerede oplever, når man smager hans entry-level Pinot Noir, som jeg har smagt mange gange, men her smager i en nyere årgang 2022.

Som vanligt har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra den gode Markowitsch. Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet.

Det er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter gærer og macererer vinen i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er vild og lækker, klart mere rund end hos 2021’eren og fadpræget er også større. Det giver en animalsk, landlig aroma med hestestald, en grøn, rank, frisk og lidt granagtig note med en frugt af jordbær, hindbær og kirsebær, violer, svagt lidt nelliker og små fadnoter af karamel, vanilje, kaffe og lys chokolade.

I munden er vinen mere maskulin, hård, mandhaftig og viril på en forholdsvis lys og frisk måde … har mere stringent og rank frugt med tranebær og kirsebær, grannåle, røg og så ellers en syre, der er vild, ren, klar og måske endda lidt landlig med sødbitter lemon, godt bid samt sædvanlig Markowitsch charme, så 92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2022 Lamblin & Fils, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Lamblin & Fils, Chablis, Bourgogne, FrankrigJeg smagte – selvfølgelig – også Lamblin & Fils’ almindelige Chablis, som jeg også tidligere har smagt i årgang 2021, men denne gang smagte i årgang 2022.

Igen er vinen lavet med Chardonnay druer fra egne marker og ellers lavet lavet på fuldstændig samme måde som den foregående Petit Chablis, altså lavet på ståltanke, men også er lagret kort i disse tanke inden en malolaktisk gæring. Inden aftapning på flaske er vinen filtreret let med Kieselguhr.

Umiddelbart lidt samme aromaer som husets Petit Chablis og atter finder man pærer, fersken og modne æbler. Men derudover har den lige et ekstra gear med mere elegance, inderlighed og intensitet, så man klart bemærker den fine og kalkede blødhed suppleret med en lidt nøddet note. Det er bare lige en tak mere elegant, sart samt forfinet … uden det stikker helt af.

I munden er frugt og syre heller ikke så markant og kantet … her absolut med mere finesse, feminin og sart elegance, hvorved alt er mere balanceret og samtidig afdæmpet. Det er fortsat en frugt med citroner, syltede citroner, lemon, æbler og meget svagt lidt abrikos, denne delikate kalkede mineralitet, salt og alt kommer samtidig ret cremet, glidende og flydende … så nice, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7