2013 Château de Campuget, Latitude 43° 48′ 7” Blanc, Languedoc, Frankrig

2013 Château de Campuget, Latitude 43° 48' 7'' Blanc, Languedoc, FrankrigVinområdet Costières de Nîmes ligger mellem Rhône og Languedoc, men læner sig nok mest op af Rhône. Dér finder vi tæt ved byen Manduel Château de Campuget omkring 25-30 kilometer sydvest for Avignon og smager 3 vine derfra … hvor første er en 2013 Latitude 43° 48′ 7” Blanc.

Vingården har været ejet af Dalle familien siden 1942, men selve gården kan dateres tilbage til 1640. Château de Campuget drives i dag af Franck-Lin Dalle, som er opkaldt efter en af sin fars helte og det var Benjamin Franklin.

Det var dog Franck-Lins bedstefar, der købte gården, efter han i 2. verdenskrig var blevet skudt i det ene øje og af sin læge anbefalet at søge mod sydligere himmelstrøg for at komme sig fuldstændigt over sin skade, så derfor flyttede familien fra Nordfrankrig hvor de ellers havde brygget øl.

Vingården var dengang tæt på konkurs, da familien Dalle købte den, men de fik langsomt og sikkert styr på både marker, bygninger samt finanser og produktion af vine.

I dag har familien Dalle omkring 15 hektar vinmarker, som drives efter bæredygtige principper og gården har også opnået den brede HVE bæredygtighedsmærkning, som dog ikke siger så meget om, hvordan markerne drives.

På markerne er det mest Grenache og Syrah, men der eksperimenteres også med blandt andet Albariño fra Spanien samt druesorten Saperavi stokke fra Georgien. Til de billigere vine bruges der maskinel høst, mens druerne til topvinene håndplukkes.

Denne Latitude 43° 48′ 7” Blanc er én af topvinene og lavet på 1/3-del Marsanne, 1/3-del Roussanne samt 1/3-del Viognier, der alle er høstet om natten og vinifikationen er sket med hver enkelt druesort separat. Vinen lagrer 1 år på fade, og herefter typisk 8 år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt kun 3.000 flasker.

De 10 år på bagen har betydet, at vinen i glasset er mørkere gul, mens duften er meget anderledes end forventet … nærmest med lidt voks, linolie, parafin, nougat, akaciehonning, dekorationsler, fersken, grillede bananer og ellers godt med blød, aromatisk blomsterpollen og hele tiden med en sødkrydret note nedenunder.

I munden er det en blød, moden og utrolig smooth vin … alt er flydende og cremet med lav, blød og comfortagtig syre. Det er ret sjældent at smage 10 år gammel hvidvin, men den kan ét eller andet, stoisk, rolig, moden og gråhåret elegant. Der er lidt hvid peber, voks, virker næsten olieret med dette bløde og fluffy udtryk, men absolut seriøs og småfed. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7