Derefter smagte jeg den mørke tvillingesøster fra Château de Campuget og det er deres 2013 Longitude 4° 30′ 19” Rouge, altså igen en 10 år gammel sag.
Det er en vin, der er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, der er vinificeret for sig og derefter blended i egetræsfade hvor vinen så har lagt i 12 måneder.
Herefter ligger vinen typisk op til 8 år inden frigivelse og der laves – som med den hvide – kun 3.000 flasker årligt.
Duftmæssigt er modenheden også her omgående tydelig … moden frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, udblødte blommer og lidt træagtige elementer og peber, skocreme, mørk chokolade med højt kakaoindhold, vanilje, kanel og trøfler.
I munden er det en dejlig blød, smooth, cremet og mundsmeltende vin, hvor frugten faktisk virker lidt lysere end duftmæssigt. Der er en smule kirsebær, blommer og hindbær … alt er rundslebet, trimmet og vådkæmmet, så dermed er det en lækker, lækker mundfuld, Tanniner er der, men selvom de egentlig er tørre, så virker de også integreret og understøtter bare en sart og fin syre, som giver vinen balance. Rasende spændende vin, så 93 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.