Seresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo … lidt som Cold Hand Winery. Michael Seresin siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ord er overflødige … kun hånden som symbol på styrke samt kraft fra jord og sten. Så må vi se, om det også præger denne 2013 Pinot Noir Leah.
Pinot Noir Leah er opkaldt efter Michael Seresins datter og lavet med druer fra næsten alle husets vinmarker, bl.a. de mest lerholdige parceller på marken Raupo Creek Vineyard i Omaka Valley samt Tatou Vineyard og Noa Vineyard, alle dyrket både økologisk og biodynamisk.
Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres – efter en periode med udblødning – ud i ståltanke med druernes naturlige gær i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-11 måneder.
Og den læner sig i nogen grad op ad Momo lillesøsteren med en næse, som har en smule kirsebær, men heldigvis også både stikkelsbær, hindbær, rabarber og ribs. Derudover er det krydret, grønt, mineralsk og har samtidig lakrids samt masser af tørret træ.
Smagen har klart mere bid, kraft og mere dybde, men der er ikke ret megen sødme … i stedet er det tørt med eg, kirsebær samt en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade. Rating lander på samme niveau, som sidst jeg smagte vinen.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.
Herringbone betyder vel sildeben. Og druerne til denne Pinot Noir kommer netop fra Aras vinmarker ved Herringbone Hills … en række bakkeformationer ved Waihopai floden i Marlborough, hvor der på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster, som har givet navn til stedet.
Med næste Marlborough vin fortsætter vi hos det netop solgte vinhus Seresin Estate … nemlig med deres Momo Pinot Noir, der ikke – som øvrige vine fra gården – har en etiket med et håndaftryk som logo.
Gert havde denne lille Spätburgunder fra Weingut Wittmann med til vores lille eftermiddagsseance med ost og vin. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt – blot i årgang 2013 – og som netop havde fået lovord med i en af de danske aviser.
Prik mig med et spids horn, for denne Widder Spätburgunder fra Weingut Hörner er sgu fandeme horny lækker … so to speak og pardon my french.
Som Edwin Starr sang tilbage i 1970 i discohittet … eller noget i retning af; Rosé, huh, good god, what is it good for, absolutely nothing, listen to me. Men med forårets komme dukker der alligevel engang imellem gode rosévine op, som fx denne Spätburgunder Rosé fra Weingut Enderle & Moll. Så får man alligevel smør i de roséfarvede knæhaser.
Paranoia er en form for afsind eller forrykthed og en kronisk lidelse, der bl.a. kendetegnes ved forekomsten af langvarige vrangforestillinger. Men det er også navnet på fredagens Spätburgunder … en Paranoia Pinot Noir Trocken fra Weingut Bergdolt-Reif & Nett … og det er ingen vrangforestilling.
Ka’ man ikk’ blive træt af at drikke Dom Pérignon og er det ikke alt for dyrt? Svaret må være nej og jo, for man bliver sgu aldrig træt af at drikke champagne, men en Cuvée Dom Pérignon fra Moët & Chandon er klart totalt overpriced.
Gensyn med en gammel flamme … så bliver man altid blød i knæene, får savl ved mundvigen og bliver en kende opstemt. Sådan har jeg det, når jeg hælder lidt Spätburgunder B fra Weingut Friedrich Becker i glasset. Det er en vin, som jeg tit har drukket … selvfølgelig i ældre årgange.
Fra Thörle til Wöhrle. Med næste vin – selvfølgelig også på Spätburgunder – rykker vi til adressen Weinbergstraße i byen Lahr ved Schwarzwald i Baden omkring 15 kilometer syd for Offenburg, hvor vi finder Weingut Wöhrle.