2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, TysklandSå er vi atter tilbage hos Weingut Schneider – am Weiler Schlipf, altså Claus Schneider og sønnike Johannes Schneider, og denne gang med en rigtig Weiler Schlipf CS Spätburgunder og endda med 3 stjerner.

I modsætning til deres Weiler Pinot Noir Blanc de Noir er der nu kommet mere tyngde og kompleksitet i vinen. Vi er selvfølgelig også kravlet længere op ad kvalitetsstigen, da denne Weiler Schlipf CS Spätburgunder er husets røde topvin, hvor druerne også kommer fra deres bedste mark Weiler Schlipf.

Vinen er lavet ved, at alene halvdelen af druerne afstilkes, hvorefter vinificering sker i rustfrie ståltanke. Maceration og gæring varer samlet 3 uger med regelmæssig omrøring. Derefter hviler saften i 48 timer inden den lagres 24 måneder i egefade, heraf 1/3-del nye fade. Der er alene 1,1 gram restsukker pr. liter.

Og nu snakker vi mere klassisk, tysk Spätburgunder med en sød, animalsk og dampende kostald, intens og inderlig. Der er kraft i frugten, men fortsat med en fin lethed. Frugten er nærmest gærede bær, jordbær, hindbær, kirsebær og egefadene er godt integreret i vinen. Der er krydderurter, honningkager, røg og nelliker … dufter bare lækkert.

Smagsmæssigt er det zen … totalt afbalanceret og det kombineres med en lang eftersmag med hvid peber og kraft. Der er eg, kalk, mineraler og kompleksitet. Det er sgu god Spätburgunder.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7