Tag-arkiv: Tyskland

2013 Weingut Gunderloch, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Gunderloch, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandWeitere Spätburgunder an diesem Wochenende … nemlig endnu én af de herlige vine, som jeg har hjembagt fra vores sydtyske roadtrip, her fra Weingut Gunderloch i Nackenheim.

Gunderloch var vort første besøg, men er nu først og fremmest kendt for deres hvidvine. Riesling udgør da også omkring 85% af hele vinhusets produktion, mens der alene laves 3 rødvine samlet for både Weingut Gunderloch og Carl Gunderloch Weingutsverwaltung.

Denne Spätburgunder Trocken er lavet på gamle egefade og efterfølgende lagret 2-3 år i en kombination af nye og brugte barriques. Da vi besøgte Gunderloch fortalte de, at de havde kæmpet lidt med denne 2013 … og at den reelt havde fået for megen sødme og faktisk ligger restsukkeret da også på 5 gram pr. liter.

Næsen har grønne noter, hindbær, jordbær, tørhed, bitre urter, eucalyptus, krydderier og mælkechokolade. Der er ikke den animalske og søde stald, men er mere grøn og lidt varm i udtrykket. I smagen er der godt med søde kirsebær, men også en smule for megen sødme og varme sammen med lidt jernagtige elementer. Det er ganske blødt, men også lidt fladt selvom der bestemt er syre til stede … og det redder det samlede indtryk.

Købt på vingården til 12,00€ … svarende til 89 kr.

Rating 4/7  

2012 Weingut Karl H. Johner, Spätburgunder Kaiserstuhl, Baden, Tyskland

2012 Weingut Karl H. Johner, Spätburgunder Kaiserstuhl, Baden, TysklandI var for f….. da ikke nervøse for, at der ikke var Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem i går fredag? Tør da bare sveden af panden, for fredagens Spätburgunder blev denne Spätburgunder Kaiserstuhl fra den gode Weingut Karl H. Johner.

Flasken er selvfølgelig – som en af de foregående – købt under vort besøg på vingården i Bischoffingen sidst i august måned, er husets entry-level Spätburgunder og lillesøster til vinen Blauer Spätburgunder, Pinot Noir Steinbuck samt deres SJ vine.

Druerne kommer fra en del af husets mange parceller, og er høstet med håndkraft. 2012 var en god årgang for Spätburgunder i Baden og druerne er også – ifølge Johner familien – høstet på det optimale tidspunkt.

Vinen er lavet med lang maceration … hele 4 uger, hvilket også medfører godt med kraft.  Den har lagret 12 måneder på brugte egetræsfade.

Og igen fornægter godt håndværk sig ikke … en solid og sød animalsk næse med hestestald kombineret med kirsebær og hindbær, lakrids, eg, vanilje, grønne vinblade. Den dufter da simpelthen for godt.

Smagen er præget af, at druerne har fået godt med sol i det varme Baden, for der er varme, fylde og sødme … men fortsat med Spätburgunderens lethed og elegance. Johner kan sgu da dét der.

Købt på vingården til 12,00€ … svarende til 89 kr.

Rating 5/7  

2014 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder “SJ”, Baden, Tyskland

2014 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder "SJ", Baden, TysklandHavde lige nuppet denne flaske Weißer Burgunder “SJ” fra Weingut Karl H. Johner med i tasken på vej til weekendens ophold på Samsø.

Jeg havde købt flasken under vort besøg på vingården i Bischoffingen sidst i august måned. Besøget har jeg – som du måske allerede ved – lavet et blogindlæg om. Det kan du finde her.

Jeg har tidligere smagt en del vine fra Johner … også fra SJ serien, bl.a. hans Blauer Spätburgunder “SJ”, hans Chardonnay “SJ”, hans Weißer Burgunder & Chardonnay “SJ” … og nu altså denne på ren Weißer Burgunder. Ja, der findes også en Grauer Burgunder “SJ”, som vi også smagte på vingården.

Druerne til denne Weißer Burgunder “SJ” kommer fra marken Bischoffinger Steinbuck. Udbyttet er meget reduceret for at sikre bedst mulig kvalitet. Vinen er lavet med skånsom presning af hele  klaser og gærinen er sket med 50% i rustfrie ståltanke og henholdsvis 25% i nye og 25% i brugte egetræsfade. Der er 2,9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen fed, nøddet og cremet … godt præget af egetræsfadene med masser af vanilje, honningmelon, fersken, modne pærer, mandler, kokosnødder, et sjat citrus samt lidt søde krydderier. En lidt voluminøs og fed næse … men voldsomt indbydende.

Smagen er også fed og cremet, men bestemt ikke uden syre og bid,, for syren er nemlig frisk med salt, mineraler og søde krydderier. Man kan måske sige, at vinen er fed og slank på samme tid … lyder som vrøvl og fuldemandssnak, men I forstår sikkert, hvor jeg vil hen. Det smager rasende godt.

Ja, det var i hvert fald oplevelsen i et lille stråtækt hus i Nordby på Samsø en sen fredag aften en tidlig oktoberdag.

Købt på vingården, pris 25€ … hvilket svarer til 186 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Weingut Schäfer-Fröhlich, Vulkangestein Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2012 Weingut Schäfer-Fröhlich, Vulkangestein Riesling Trocken, Nahe, TysklandFra ugen der gik mere vin … FÅK det bliver jo ellers ikk’ til megen vin ;o) Nå, men her knastørt Vulkangestein Riesling fra Weingut Schäfer-Fröhlich, som holder til midt i byen Bockenau i vindistriktet Nahe.

Vinhuset ejes af Hans og Karin Frölich, men siden 1995 har det været sønnen Tim Fröhlich – der er 5. generation på vingården – som har stået for vinhuset og produktionen af husets vine, som primært er tørre hvidvine … knastørre hvidvine på Riesling.

Familien har samlet 12,5 hektar vinmarker, som omfatter parceller på markerne Monzinger Frühlingsplätzchen, Monzinger Halenberg, Schloßböckelheimer Kupfergrube, Schloßböckelheimer Felsenberg, Bockenauer Felseneck og Bockenauer Stromberg.

På markerne dyrker Tim 80% Riesling, mens de øvrige druesorter er Pinot Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Alle Schäfer-Fröhlichs parceller ligger på den stejleste del af markerne, hvor jordbunden er mest ufrugtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund. Det betyder, at vinene bliver både tørre, mineralske og kompromisløse.

Tim Fröhlich har i løbet af de seneste år etableret sig i Nahe’s førende firkløver af producenter. Som den eneste af disse arbejder han udelukkende med spontangæring, som han mener giver de mest autentiske vine.

Han har opnået mange priser for hans hvide vine. I 2010 blev han endda af Gault Millau kåret som “Årets producent”.

Tim Fröhlich laver også Spätburgunder, men i små mængder … faktisk så små, at de ikke engang er medtaget på hans website, men Tim Fröhlich arbejder meget seriøst på sine Spätburgundere, som han laver på gammeldags vis og frigiver meget sent.

Denne Vulkangestein Riesling er lavet med druer fra både Schloßböckelheimer Felsenberg og Bockenauer Stromberg, hvor jordbunden – som indikeret i navnet på vinen – er præget af en stenet og vulkansk undergrund.

Næsen har – nærmest vanedannende – petroleum, sten, lemon, gule æbler … har virkelig et tør og mineralsk udtryk. I munden er vinen let perlende med æbler, mineraler … smukt intensitet med salt, krydrede elementer, citrusfrugt og ganske sprød, frisk og stringent. Flot Riesling.

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 139 kr.

Rating 5/7  thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, Spätburgunder Weißherbst, Baden, Tyskland

2014 Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, Spätburgunder Weißherbst, Baden, TysklandUnder mit vinøse roadtrip til Kaiserstuhl for lidt over en måneds tid siden besøgte jeg også kooperativet Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil … der ligger i udkanten af Oberrotweil.

Jeg havde håbet, at vi fik tid til et stop på kooperativet, da jeg i december 2014 i Nimbs kælder havde smagt en ganske flot Spätburgunder fra det store kooperativ. Den fik jeg selvfølgelig købt i deres flotte vinbutik, men derudover røg denne Spätburgunder Weißherbst også med hjem … en vintype, som kooperativet er specielt kendt for.

Ja faktisk smagte vi også et par vine fra kooperativet under vinfestivalen Weinfest Kaiserstuhl + Tuniberg in Breisach, hvor kooperativet også var repræsenteret med ikke mindre end 21 forskellige vine, herunder min elskede Blauer Spätburgunder Riserva, mens denne Spätburgunder Weißherbst ikke var med.

Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil er grundlagt tilbage i 1935 af 66 lokale vinproducenter. De havde brug for et fællesskab, hvor de sammen kunne producere og afsætte deres vine … og dermed sikre bedre betingelser og give dem et levebrød.

I dag omfatter kooperativet omkring 220 vinfamilier og ikke mindre end 408 hektar tilhørende vinmarker, som primært ligger ved Eichberg, Käsleberg og Henkenberg.

oberrotweil-udenfor

Det er et af de største kooperativer i Kaiserstühl og Baden. Husets produktionskælder er bygget i 1950 og har en kapacitet på 10 millioner liter vin … heraf 7,5 million liter i tanke og tønder samt 2,5 millioner i flasker.

Omkring 90% af markerne tilhører kooperativets medlemmer, bl.a. markerne omkring Henkenberg. Disse marker har en dyb, mørk og vulkansk jord, som giver de bedste betingelser for Spätburgunder og Ruländer … også kendt som Grauer Burgunder a.k.a. Pinot Gris.

På Spätburgunder laver kooperativet både almindelige røde vine samt Weißherbst. Og specielt disse vine er kooperativet kendt for. Spätburgunder Weißherbst er vel nærmest den tyske udgave af en Pinot Noir Rosé i Frankrig. En vin lavet på rødvinsdruen Spätburgunder, hvor man alene ligger druerne i pressen med skaller i 2-7 timer, hvorefter skallerne fjernes, vinen presses og gærer i fad.

På markerne i Käsleberg, hvor jorden er domineret af löss og ler dyrker kooperativet Müller-Thurgau, Ruländer, Weiße Burgunder, Silvaner og Gewürztraminer. Löss er en slags grå, finkornet jord … nærmest som silt, og klumper nemt, hvorved jorden bliver stenhård. Ja, så lærte vi også det.

På markerne ved Eichberg har man en usædvanlig blandet jord med 40% af arealet dækket af tephrit og de resterende 60% er ren löss. Tephrit er en slags rødligbrun vulkansk klippesten, og på dette område har kooperativet primært plantet Silvaner vinstokke.

oberrotweil-indenfor

Kooperativet ledes af Geschäftsführer Roland Leininger, mens den ansvarlige for vinproduktionen er Kellermeister Leopold Laible … selvfølgelig med hjælp fra 2. Kellermeister Stefan Bohn.

Leopold Laible lærte allerede at producere vine inden hans uddannelse som både vintekniker og ønolog. Det er også hans fortjeneste, at Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil i 2014 fik andenpladsen i den store test af vine fra tyske kooperativer.

Laible kan lide at arbejde i harmoni med naturen og årstiderne, og han nyder at producere gode vine, der gør mennesker glade. Så er spørgsmålet bare, om denne Spätburgunder Weißherbst også gør mig glad?

Vi ramte kooperativet på vores rundtur, så vi havde begrænset tid i butikken. Derfor blev det alene til et “look-around” og jeg købte lidt flasker … vistnok alene Spätburgunder.

Druerne til denne Spätburgunder Weißherbst kommer fra marken Henkenberg ved Oberrotweil. Efter høst ligger de i pressen med skallerne i nogle timer, hvorefter massen presses og mosten gærer i rusfrie ståltanke.

Lad os smage vinen, så duftmæssig er en kende neutral, dog er der lidt jordbær saftevand, hindbær bolsjer … nærmest også lidt æbler … og ellers ikke mere. I munden stor jordbær sødme, lidt jern og bitre elementer og en lidt krydret syre. Easygoing, let og nem at gå til … tørstslukker … og ellers ikke mere.

Købt på kooperativet, hvor jeg betalte den nette sum af 4,52€ … svarende til 34 kr. Det er da pænt billigt for et okay glas vin.

Rating 4/7

2011 Winzerkeller Hex vom Dasenstein, Gewürztraminer Spätlese, Baden, Tyskland

2011 Winzerkeller Hex vom Dasenstein, Gewürztraminer Spätlese, Baden, TysklandNår vi snakker tysk vin er det svært at komme udover kooperativerne, som der findes et hav af i landet … og netop fra sådant et kommer denne Gewürztraminer Spätlese, nemlig Winzerkeller Hex vom Dasenstein, som ligger ved byen Kappelrodeck omkring 50 kilometer nord for Kaiserstuhl i Baden.

Nu er det jo nemt at sige, at kooperativerne generelt leverer billig og kønsløst vin, som er produceret i store mængder, men det er nok at forenkle tingene en smule. Der er dog tit noget om snakken og vinene fra dette kooperativ Winzerkeller Hex vom Dasenstein forhandles i Tyskland bl.a. også af EDEKA discountkæden.

Winzerkeller Hex vom Dasenstein er grundlagt for over 80 år siden og består i dag af 275 vinbønder med sammenlagt over 172 hektar vinmarker i området omkring Kappelrodeck. Kooperativet bliver ledet af Alois Huber og Marco Köninger, mens den ansvarlige vinmager er Alexander Spinner.

hex-vom-dasenstein-kaelderen
Her et stemningsfoto fra vinkælderen på Hex vom Dasenstein

Det besynderlige navn Hex vom Dasenstein – som helt mundret betyder heksen fra Dasenstein – stammer fra et gammelt sagn for 1356 om en jomfru plaget af hjertesorg. I historien indgår en heks, som lavede vin … en lækker Spätburgunder.

Her har vi dog ikke fat i en Spätburgunder, men en sød Spätlese vin på den aromatiske Gewürztraminer. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … ingen egetræsfade, men godt med sødme … omkring 53,7 gram restsukker pr. liter.

Og i næsen meget aromatisk … typisk for Gewürztraminer med blomster, blomsterstøv og sæbe sammen med noget tropisk frugt samt godt med sødme. I munden sød … honningsød, cremet, blød, fed med sødkrydrede noter.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 90 kr.

Rating 4/7

2013 Weingut Fritz Allendorf, Quercus Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Allendorf, Quercus Pinot Noir, Rheingau, TysklandHar vist udtrykt det før … men på tysk kan det udtrykkes med König der Rotweine eller Edelste aller Rotweinsorten = Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, og her er det vinen Quercus Pinot Noir fra Weingut Fritz Allendorf, som holder til Oestrich-Winkel små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim i Rheingau.

Vingården er grundlagt tilbage i 1773 af Philipp Anton Allendorf, og drives i dag fortsat af Allendorf familien, nemlig af søskendeparret Ulrich Allendorf og Christine Schönleber og deres respektive familier.

Ulrich – kaldet Uli – står for vinproduktionen sammen med Christines mand Josef Schönleber samt Christines og Josefs ældste søn Max Schönleber, der i 2012 blev uddannet ønolog fra Geisenheim og derudover har arbejdet hos Bernhard Huber i Malterdingen i Baden og der lært en del om produktion af specielt Spätburgunder vine.

Christine Schönleber – som så kaldes Christel – står for beværtningen på deres ejendom Georgshof, som familien byggede i 1963 ude i vinmarkerne. Der kan man både nyde vinene fra Allendorf, bestille småretter og komme ind i husets Weinerlebniswelt … hvor besøgende kan lære lidt om de forskellige marker,  jordarter og endda nyde vinene i forskelligt farvet lys for at fremhæve elementer eller detaljer i vinene.

Herudover driver familien også bistroen/restauranten/vinbaren Brentanohaus i Oestrich-Winkel i en gammel historisk bygning opført i 1751. Ejendommen var oprindelig sommerresidens for familien Brentano og familiens venner, bl.a. Johann Wolfgang von Goethe, brødrene Grimm og Freiherr vom Stein. Efter sigende skulle Goethes soveværelse stadig stå fuldstændigt originalt for bevis for den glorværdige fortid.

Sammenlagt er Allendorf i dag et større familieforetagende og et af de største huse i byen. Uli og Christels mor Lotte lever fortsat og er således ældste generation for 4 børn, 9 børnebørn og 1 oldebarn. Dermed en ganske stor familie. Og flere af de unge børnebørn regner også med at gå vinvejen.

Familien har sammenlagt 75 hektar vinmarker og er dermed et af de største familie drevne vinhuse i Rheingau. De vigtigste marker er Winkeler Hasensprung og Jesuitengarten, Oestricher Lenchen, Geisenheimer Mäuerchen, Rüdesheimer Berg Rottland og Berg Roseneck samt Assmannshäuser Höllenberg og Hinterkirch … alle dejlige navne for vinelskere.

Her har vi Quercus Pinot Noir, som er en af husets bedste rødvine … kun overgået af storesøsteren Quercus Pinot Noir Superius, som dog kun laves i de allerbedste år. Efter høst afstilkes druerne og gæringen med drueskallerne kan tage op til 14 dage. Vinen bliver herefter lagret i traditionelle træfade i 1 år og bliver herefter modnet i små franske og amerikanske barriques.

Lad os smage den … næsen er herlig tysk Spätburgunder med sød hestestald, dyb blæknote, godt med kirsebær, hindbær, eg, vanilje, tobak og der fornemmes samtidig dog volumen/fedme.

I munden er vinen også lidt varmere end mange af den tyske medsøstre, tæt, stålsat med mineraler, meget easygoing … mangler måske en smule syre, men smager da ret fantastisk.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 160 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 half_thumb

2012 Weingut Drautz-Able, Lemberger, Württemberg, Tyskland

2012 Weingut Drautz-Able, Lemberger, Württemberg, TysklandSiden jeg tilbage i sommers lovede mig selv at drikke mere Blaufränkisch, er det ikk’ blevet til ret meget. Her har vi dog en tysk udgave af Blaufränkisch fra Weingut Drautz-Able i det store vindistrikt Württemberg.

I Tyskland kalder de ganske vist druen for Lemberger, men udover det lyder som en dans, så er det samme drue. Blaufränkisch er en kvalitetsdrue med god potentiale, hvis udbyttet holdes nede. Sorten kan nemlig give et udbytte på mere end 100 hektoliter pr. hektar, hvilket er mere end det dobbelte af, hvad der høstes til kvalitetsvine. Druen findes mest i Østrig, men derudover altså i Tyskland og såmænd også i Ungarn.

Vingården ligger i byen Heilbronn og dens historie går helt tilbage til 1496, hvor Jodokus Drautz – som grundlagde vingården – fra kejser Maximilian fik familiens våbenskjold, som i dag fremgår af alle etiketter på gårdens vine. Det er vel nærmest et skjold, en hjelm af jern pryget med en hvid due med en olivenkvist i næbet som symbol på fred og kærlighed.

Det var dog først i 1960’erne, at vingården fik sit nuværende navn Drautz-Able, da Christel Drautz giftede sig med Matin Able fra Heilbronn. Fra 1978 drev Christel gården sammen med broderen Richard, men i dag er Christel gået på pension og har overdraget sin ejerandel til sønnen Thomas Able, som dog til dagligt arbejder som kirurg og dermed ikke deltager så meget i driften.

I stedet for drives vinhuset i dag af Monika Drautz – enke efter Richard, som døde i 2014 – sønnen Markus Carl Drautz samt dennes hustru Stéphanie de Longueville-Drautz. Markus er uddannet diplomingeniør inden vinavl og ønologi.

Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker og de vigtigste vinmarker er Heilbronner Stiftsberg, Heilbronner Stiftsberg Hunsperg, Neckarsulmer Scheuerberg og Neckarsulmer Scheuerberg Steinkreutz. Der dyrker de sorterne Trollinger, Lemberger, Pinot Noir, Pinot Meunier, Samtrot, Merlot, Dornfelder, Regent og Cabernet Sauvignon samt en smule Riesling, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Kerner, Müller-Thurgau, Sylvaner og Gewurztraminer.

Weingut Drautz-Abler er med i H.A.D.E.S sammeslutningen af vinproducenter fra området som går foran for øget kvalitet frem for kvantitet samt brug af træfade, men sjovt nok anvender huset skruelåg på 90% af deres vine.

Her har vi altså husets almindelige Lemberger … en Gutswein alene vinificeret på rustfrie ståltanke og er ligeledes ikke lagret på eg overhovedet. Ren Lemberger saft med andre ord.

Men det er imidlertid ikke Lemberger/Blaufränkisch fra øverste hylde … måske er høstudbyttet højt eller måske savner den bare lidt fadlagring. Næsen er sådan lidt kød, kirsebær, Kijafa Kirsebærvin, brombær, hyldebær og let babybræk. Virker meget tør og derudover en smule krydret med muskat og tobak.

Smagen er dog for krydret med søde krydderier, spidskommen, peber, en sjov og lidt underligt sødme samt en meget kantet syre. Uha, et stykke fra de dejlige Blaufränkisch vine, som jeg har smagt i løbet af året.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 75 kr.

Rating 2,5/7  half_thumb

2013 Weingut Krebs, Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Krebs, Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken, Pfalz, TysklandSmagningens 2. Riesling kom fra Weingut Krebs, nemlig denne Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken, der – som navnet fortæller – er lagret på 600 liters egefade, de såkaldte Halbstück. Det giver en helt anden Riesling, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Vinhuset ligger i byen Freinsheim i Pfalz og drives – som navnet indikerer – af familien Krebs, nemlig Harald Krebs og sønnen, der jungwinzer … den unge vinmager Jürgen Krebs. Og det skaldyrsagtige navn fremgår også illustrativt – og spot on – afbilledet med en klo på både etiketterne og korkpropperne fra vinhuset.

Men der findes imidlertid mange Krebs’er, som laver vin i Tyskland. En hurtig søgning på nettet … wupti, så afslører der en række udover Harald og Jürgen, bl.a. Weingut Krebs i Binzen, Weingut Hans Karl Krebs i Neumagen-Dhron, Weingut Walter Krebs i Friedelsheim … blot for at nævne nogle få.

Weingut Krebs er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 1982 af Harald Krebs. I begyndelsen var der kun 7 hektar, men i dag dyrker far og søn samlet 13,5 hektar, fordelt med 60% hvide og 40% røde druesorter. Vinmarkerne består af de fremragende parceller Schwarzes Kreuz, Musikantenbuckel, Oschelskopf og Goldberg.

Siden 2005 har det primært været Jürgen, som har haft ansvaret for produktionen. Jürgen Krebs har lært at lave vin flere steder, bl.a. i Pflaz hos Lucashof i Forst samt Knipser og Philipp Kuhn i Laumersheim. Han har også haft en praktikplads i Wachau hos Weingut Leo Alzinger og er derudover i 2008 uddannet vintekniker.

Vinene er – som hos mange andre vinhuse – delt op i tre serier, nemlig dem med hvid top, Weisskapsel, som er husets Gutsweine, Silberkapsel, som er Premiumweine og sluttelig Goldkapsel, som er de bedste Lagenweine.

Fra topserien har Krebs’ Spätburgunder Barrique Freinsheimer Musikantenbuckel i en årgang 2007 fået den prestigefyldte pris Deutschen Spätburgunderpreis i 2010. Ganske godt gået af en 15€ vin.

Denne Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken im 600 liter Holzfass gereift hører også til husets Goldkapsel vine, altså en af de bedste Lagenweine. Den er selvfølgelig lavet med druer fra marken Freinsheimer Musikantenbuckel.

Vinen er – som jeg indledningsvis skrev – lagret på 600 liters egefade, hvorved vinen har undergået en malolaktisk gæring og dermed modnet mere samt fået pudset nogle af de skarpe kanter af. Men spørgsmålet er så, om det klæder Rieslingen?

Hvis du spørger mig, så er svaret nej … jeg fortrækker dem bestemt mere sprøde, syrerige og knastørre, mens denne i næsen har mere fedme, dybde og fylde sammen med toner af fersken, sødkrydrede elementer, eg … det virker ikk’ helt rigtigt.

Smagen er også markant anderledes med eg, fersken og sådan cremet, fyldig uden den store syre. Det bliver – for mig – lidt af en afart af Riesling. Det er lidt synd, en smule mainstream og kedeligt, men vil sikkert falde i manges smag.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 125 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut K.H. Schneider, Domberg Riesling, Nahe, Tyskland

2013 Weingut K.H. Schneider, Domberg Riesling, Nahe, TysklandRiesling … druernes dronning er et must, hvis man skal smage tysk hvidvin. Vi startede med denne Domberg Riesling fra Weingut K.H. Schneider, som holder til ved byen Bad Soberheim omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i Nahe området.

Weingut K.H. Schneider er grundlagt i 1956 af Karlheinz Schneider, men drives i dag af 3. generation i form af brødrene Andreas (Andi) og Christoph Schneider, men de får dog fortsat hjælp fra forældrene Bernd og Marion.

Vinhuset har samlet 11 hektar vinmarker fordelt på de 3 marker Sobernheimer Domberg, Sobernheimer Marbach og Schlossböckelheimer Felsenberg.

Der satses primært på Riesling, men huset laver også lidt Spätburgunder, Grauburgunder samt lidt Dornfelder og Bacchus. Vinene er selvfølgelig opdelt helt traditionelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Der laves også lidt Sekt og Brände samt andre specialiteter.

domberg
Her lige et foto fra Domberg marken

Sobernheimer Domberg marken  er en stejl, sydvendt skråning, hvor jorden er præget af sten, rødsten, skifter og kvartsit. Det er med til at give meget ekstreme vine med kraft, salt og mineralske toner.

Denne Domberg Riesling er Weingut K.H. Schneiders eneste Lagenwein fra denne mark … og altså lavet med nogle af husets bedste druer. Lavet på rustfrie ståltanke.

I næsen løftes forventningerne allerede ….uhmmmm, dufter nærmest helt sprød med grape, abrikos, mirabeller, svag petroleum og virker derudover tæt med fin dybde.

Smagsmæssigt også helt i top med en langt mere fremtrædende syre. Syren er længere fremme i smagen, men afbalanceret … og har alligevel hovedrollen sammen med grønne toner, ikke så stor sødme samt fint med mineraler, flint og sten. Smager rigtigt godt.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 125 kr.

Rating 5/7