2010 Weingut Hubert Lay, Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken SL, Baden, Tyskland

Tivoli Friheden har indført begrebet Fed Fredag til deres ugentlige koncerter i sommerhalvåret … men en fed fredag i det houlbergske hjem omfatter selvfølgelig et glas hedensk Spätburgunder.

I går fredag blev dette løst med denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken, som jeg købte på vor roadtrip til Kaiserstuhl af det storsnakkende – og her overdriver jeg på ingen måder – samt hjertevarme kvindemenneske Gisela Lay fra Weingut Hubert Lay, som ligger i Ihringen.

Jeg har skrevet om vinhuset i forbindelse med vores besøg i august, men det kan du læse om på blogindlægget Besøg hos Weingut Hubert Lay. Der kan du også se lidt fotos fra det lille og beskedne sted.

Denne her vin hører til familiens Premium vine … SL, som står for Selektion Lay. Det er de bedste vine fra Weingut Hubert Lay. Denne er lavet med druer fra marken Ihringer Winklerberg og det er en Spätlese … altså lavet med sent høstede druer og mindst 85 grad Oechsle. Efter presning og maceration har vinen ligget 11 måneder på egefade og der er efterfølgende ikke tilsat svovl.

Og denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken overrasker da totalt. På vingården blev vi ikke imponerede og sidste jeg drak, deres Ihringer Fohrenberg Spätburgunder Spätlese Trocken Unfiltered var jeg heller ikke oppe at ringe, men denne har flere af de klassiske dyder, som tysk Spätburgunder virkelig kan give.

I glasset transparent, men bestemt en tak mørkere end normalt og samtidig med svagt brunligt skær, som indikerer lidt alder. Næsen er klassisk sød (og tysk) hestestald, kirsebær, jordbær, kanel og vanilje, varm, let støvet og derimod lidt jern, rust og en kasse med gamle skruer og derudover lidt grønne urter/vinblade.

Smagen er blød, moden eller lettere bedaget, men på en elskelig måde, hindbær, kirsebær, jern, fylde, varme og med nogle krydderier, som placerer sig bagerst i munden, bl.a. godt med peber, sødme og nogle bitre elementer. Smagen da bare rigtigt godt.

Købt på vingården til 13,50€ … eller omkring 100 kr.

Rating 5/7