2014 Weingut Louis Guntrum, Oppenheim Sackträger Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Louis Guntrum, Oppenheim Sackträger Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandFra sensommerens roadtrip smagte jeg forleden Weingut Louis Guntrums Oppenheim Sackträger Riesling Trocken … en af de mange souvenirs, som møjsommeligt blev indsamlet under turen.

Den gode vingut har jeg skrevet om tidligere, nemlig i mit indlæg om besøget på vingården; Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein. Der kan I læse om vingården, om historien og selvfølgelig også se lidt billeder fra stedet, som ligger andeles smukt lige klods op af Rhinen midt i Nierstein.

Marken Oppenheimer Sackträger ligger klods op af byen Oppenheim … lige på østsiden og er en historisk mark, som allerede første gang er nævnt tilbage i 1541. Sackträger betyder rygsæk, og hos Weingut Louis Guntrum fortalte de, at det refererede til de “rygsække”, som i gamle dage blev brugt til at transportere druerne ved høsten. Imidlertid stammer navnet fra middelalderen, hvor man anvendte rygsække til at transportere skibsladninger fra bådene fra Rhinen til byen.

Oppenheimer Sackträger regnes for den bedste vinmark i Oppenheim og tidligere var marken endda regnet som en af de højest klassificerede vinmarker i Rheinhessen. Tilbage i 1906 gav den offentlige myndighed Finanzamt marken en vejledende enhed – Richtsatz – på 100, hvilket var det absolut højeste.

oppenheimer-sacktrager
Her lige et foto af Oppenheimer Sackträger

Marken er samlet på 29 hektar og er en del af großlage Güldenmorgen. Udover Guntrum ejer en række andre vinproducenter også parceller på Oppenheimer Sackträger, bl.a. Weingut Kühling-Gillot, Weingut Manz, Weingut Rappenhof, Weingut Kissinger, Weingut Eckehart Gröhl og Weingut Carl Koch.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, gæret med udvalgte gærtyper ved 13 grader og selvom det er en tør vin, så indeholder vinen alligevel 6,4 gram restsukker pr. liter.

Og det er sgu herlige sager mine damer og herrer. Næsen har allerede i denne årgang 2014 godt med petroleum … love it. Det er en næsten alarmerende dybde i vinen. Petroleum og dybde … nogle af de tydeligste kvalitetstegn på god Riesling. Der er også æbler, let citrus, ristede noter, brunet smør, marcipan og hvide blomster.

Hvor smager det dog godt … smagen kommer nærmest rullende i bølger. Man fornemmer godt, at det er en smule mer’ sødme end normalt, men det er flot pakket ind i en stringent syre, der får sødmen som balanceret medspiller. Virkelig god Riesling og bestemt på GG niveau.

Købt på vingården til 13,00€ … hvilket svarer til 97 kr. og det er dæleme billigt.

Rating 6/7