Tag-arkiv: Italien

2016 Cusumano, Alta Mora Guardiola Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 Cusumano, Alta Mora Guardiola Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin opdagede vi atter, hvor fabelagtigt Nerello Mascalese fra Etnas nordlige skråninger kan være. Vinen er en 2016 Alta Mora Guardiola Etna Rosso fra vinhuset Cusumano.

Vinhuset drives af familien Cusumano, der har dyrket vin på Sicilien i flere generationer, men siden årtusindskiftet har huset været under ledelse af brødrene Alberto og Diego Cusumano.

De har fået vinhuset op blandt de bedste vinhuse på øen og søskendeparret mener, at dette kun er begyndelsen, for de er besluttet på at lave Syditaliens bedste vine.

Det skal ske fra Cusumano mange marker … de har samlet lidt over  400 hektar vinmarker, som ligger i 250 til 700 meters højde på små parceller rundt omkring på øen.

Cusumanos vingård ligger i Partinico vest for Palermo og den er udstyret med topmoderne vinifikations faciliteter, men ifølge det skal blot sikre kvaliteten, som brødrene mener ene og alene skabes i markerne. Vinmageren skal blot undgå at sætte kvaliteten over styr, når druerne ankommer til vingården.

De har da også fået flot anerkendelse … Wine Spectator udråbte huset til at være blandt de 10 bedste vinproducenter i Italien, mens Cusumano fik titlen stjerneproducent af den anerkendte vinguide Gambero Rosso med de eftertragtede Tre Bicchieri hele 10 gange, hvilket må siges at være en flot præstation.

Denne Alta Mora Guardiola Etna Rosso er fra en ny vingård, som Cusumano har købt på skråningerne ved vulkanen Etna. Vingården hedder Alta Mora og drives i det helt specielle terroir og marker med Carricante og Nerello Mascalese.

Vinen er lavet fra samlet 12 hektar marker … markerne Verzella, Pietramarina, Feudo di Mezzo og Solicchiata, der alle ligger i 600-800 meters højde.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer først er afstilket og knust, hvorefter gæring samt maceration er sket ved 28 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen bagefter har gennemgået malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret en periode på store 25 hektoliter egefade inden aftapning på  flaske.

Sikke en dejlig aroma … skøn blanding af nogle veganske noter af hønse- og grøntsagsfond, muskatnød, indelukket kamfer, gazebind, skovbund, gammelt træ, mandel og en frugt af hindbær, granatæbler med en let og lys side, meget klar og elegant.

I munden er vinen både grøn, urtet, vild og mineralsk. Frugten er klart mere stram og syrlig end duften lovede … masser af tranebær, hindbær, ribs, grape og lemon, der strutter af bitterhed, lys, frugtrig, rank med modne og lyse tanniner, der sparker en smule på en bleg albino facon. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2019 koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Simone Scaletta, Barolo Bricco San Pietro Chirlet, Piemonte, Italien

2016 Simone Scaletta, Barolo Bricco San Pietro Chirlet, Piemonte, Italien Vi skal et smut til smukke Barolo, hvor vi – midt ude i vinmarkerne en smule sydvest for Monforte di Alba – finder Simone Scalettas vingård og det er derfra, at jeg nu smager en 2016 Barolo Bricco San Pietro Chirlet.

Simone Scaletta er en af de nye, unge vinproducenter i Barolo og hele eventyret startede i 2000, hvor han blev betaget af at lave  vin og besluttede at bygge sin helt egen vingård helt fra bunden. Uden familiebesiddelser i Barolo forlod han frimodigt sit daglige job i Torino og satte sig for at bygge en fantastisk vingård i hjertet af Monforte d’Alba.

Det tog Simone 8 år … og i den tid leverede han praktisk talt i sin campingvogn, men fik bygget sin drømmekælder med nidkærhed samt masser af hårdt arbejdet og fik allerede i 2003 aftappet sin første vin, der blev vel modtaget af anmelderne.

Simone laver sine vine med en  umiskendelig livsglæde. I dag fører den grænseløst energiske vinmager tilsyn med 5 hektar vinmarker, hvor han dyrker Barbera, Dolcetto og Nebbiolo … bl.a. har han små parceller på Bussia og Bricco San Pietro.

Selvom Monforte d’Alba nok mest er kendt for sine meget maskuline og kraftige Barolo vine, så laver Simone Scaletta mere lette vine med et feminint udtryk.

Han bruger kun gamle fade, så det er den rene Nebbiolo frugt der kommer til udtryk i hans nærmest burgundiske Barolo, men tag ikke fejl, for selvom den er svær at holde fingrene fra, så er der saft og kraft i dem til mindst 10 år i kælderen.

Denne Barolo Bricco San Pietro Chirlet med den smukke etikette er lavet på ståltanke, men den er lagret på 24 måneder på 2-3 år gamle barriques.

Damm for en lækker aroma … masser af Barolo noter på en fin lys, luftig og elegant facon. Der er knuste rosenblade, violer, lidt garvet læder, cedertræ, tør lerjord, blomster i skovbunden, nogle kirsebær, hindbær, cocktailbær, tobak, kaffebønner samt en let sødme … er bare så fin, sart, let og – ja – burgundisk i udtrykket.

Det er samme indtryk, som man får i smagen … syrlige kirsebær, hindbær, ribs samt bitter Campari, appelsinskal, men nedenunder lurer hele tiden de lyse, men totalt og markante tanniner, der giver et tannisk, bittert og syrligt bid, men på denne lette og lyse facon, meget læskende, lys, ren samt stringent i sin struktur. Mums for pokker og 96 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Pennisi, Etneide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2015 Pennisi, Etneide Etna Rosso, Sicilien, ItalienCastiglione di Sicilia ligger på den nordlige side af den iltre vulkan Etna og der finder vi vinhuset Società Semplice Agricola Pennisi, som står bag denne næste vin … en 2015 Etneide Etna Rosso.

Der er tale om en vingård, der har været drevet af Pennisi familien i mere end 150 år, men i dag er det den unge Stefano Pennisi, der står i spidsen for Vini Pennisi.

Familien dyrke vinstokkene efter de traditionelle teknikker med respekt for miljøet og den naturlige udvikling af vinstokkene og alt arbejdet udføres manuelt.  Hver enkelt vinstok får opmærksomhed og omsorg med det mål, at lave intense vine … og således drives alle marker uden brug af syntetiske kemikalier, herbicider og kemisk gødning.

Der er ikke ret mange oplysninger om vinhuset og fx antal hektar vinmarker, men så må vi jo i stedet bare se nærmere på denne vin … Etneide Etna Rosso i årgang 2015.

Den er lavet på 100% Nerello Mascalese, der kommer husets vinmarker ved Verzella og Chiappemacine i 580 meters højde med en vulkansk undergrund og 10-40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en alkoholgæring på 12 dage og maceration samlet set over 30 dage. Der er sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 12-18 måneder på egefade og derefter 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der tørrede roser, violer, kul, tørv samt en lys frugt med blommer, lyse kirsebær og man mærker faktisk lidt baroloagtig noter suppleret med luftighed, gazebind, nogle lette krydderier, lys og stram balsamico, let vanilje, karamel … virkelig smuk, skarp, præcis … shit det dufter fremragende.

I munden er der også en lys og let vin med et strøg solskin … det er moreller, rabarber, hindbær og lyse blommer. Den har samtidig en syre med noget sødbitter lemon og tonicvand, hvilket så bidrager til den smukke, lette, lyse og nærmest æteriske side. Der er knastørre tanniner, lyse og tørre og sætter sig stille og roligt på fortænderne. Sådan skal en vin fra nordsiden af Etna bare skrues sammen, så man bliver ekstatisk og elektrisk. 95 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Podere San Cristoforo, Ann, Toscana, Italien

2021 Podere San Cristoforo, Ann, Toscana, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte vinen Carandelle fra Podere San Cristoforo udenfor Bagno di Gavorrano i Maremma og nu smager jeg igen en vin fra huset … deres hvide 2021 Ann.

Denne hvidvin er lavet på den ukendte drue Vernaccia. Den er flasket i en utraditionel flaske, og den svovles også markant mindre end reglen, så derfor har bagmanden Lorenzo Zonin også aftappet den som Toscana IGT.

Vinens navn Ann hentyder selvfølgelig til den kvindelige hovedrolle i filmen King Kong og derfor har vinen også en utraditionelle etiket på flasken med en tegning af den store abe. Huset laver også en Pét Nat på Vernaccia kaldet Rebel og ligeledes med King Kong på etiketten.

Vinen er vildgæret og gæret og lagret på tank, for at bibeholde druens sprøde og grønne frugtighed.

Duften er let, frisk og frugtrig med både fersken, melon, pærer … ukompliceret og med lidt krop, men slet ikke på maskulin King Kong niveau. Der er lidt blomsterbutik … ellers ikke hverken eksplosiv, udtryksfuld eller højtråbende på nogen Gorilla måde … men dog meget passende dyrisk eller lettere animalsk uden for meget abegrotte.

I munden er vinen forholdsvis let, letlevende og letløbende, det er grønne æbler, lemon med let bitterhed samt salte mineraler. Det gør vinen frisk, grøn og spændstig med en lille tør bitterhed. 90 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Fabio Motta, Pievi Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2020 Fabio Motta, Pievi Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienAzienda Agricola Fabio Motta ligger i Bolgheri tæt ved Castagneto Carducci og derfra kommer næste vin … en 2020 Pievi Bolgheri Rosso, som er lavet på et mix af Merlot, Cabernet Sauvignon og Sangiovese.

Fabio Motta grundlagde sin vingård i 2009, hvor han købte 4 hektar vinmarker i Bolgheri. Han havde flere år forinden forelsket sig i den unge Benedetta Satta, som han også giftede sig med. Hun er datter af den kendte Michele Satta, der jo er kendt producent i Bolgheri.

Han arbejdede også hos sin svigerfar på hans vingård i 5 år inden han så i 2009 købte sit eget sted ved foden af ​​Castagneto Carducci-bakken ved marken Le Pievi  med 20 år gamle vinstokke. Men efter en periode købte han også en  2 hektar stor mark med isæt Vermentino ved Le Fornacelle.

Markerne er plantetmed Bordeaux sorterne, Syrah og Sangiovese samt de hvide sorter Vermentino, Viognier og Sauvignon Blanc. Alle markerne drives biodynamisk og i kælderen anvendes kun druernes naturlige gærceller og han undgår at bøde og filtrere vinene.

Denne Pievi Bolgheri Rosso er lavet på 50% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Sangiovese, der også er vinificeret separat … først med gæring i 33 hektoliter egefade i 2 uger og så laves det endelige blend efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring i 12 måneder på brugte barriques inden aftapning på flaske uden filtrering.

I næsen virker vinen lidt neutral og forsigtig … har sådan nærmest en blanding af bordeauxfile og italienske noter. Der er solbær, blommer, kirsebær, muldjord, mynte, tobak, tør jord, ler, cigaræsker, cedertræ og nogle balsamiske elementer, kakao samt violer.

Smagen er meget frugtrig … lidt opulent, småfed og alligevel med frugtrig kerne af kirsebærmarmelade, solbærlikør og tranebær, der river og rummer stor, sort, bitter tørhed … mens tanninerne er tørre, kraftige, saftige og sætter sig godt munden. Det er lidt voldsomt, da smagen er mørk, frugtrig og fyldig måde, men smager på en lidt udefinerbar måde ganske godt. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienHoulbergs smil bliver nu bredere, for nu er der igen Langhe Nebbiolo i glasset og vinen kommer fra Azienda Agricola Silvio Grasso.

Det er en vin, som jeg smagt tidligere og været forelsket i. Og nu er jeg det igen med årgang 2021.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, som dog ikke er lavet på ren Nebbiolo, men i stedet på 95%, mens de sidste 5% druer er Barbera og Merlot, der alle kommer fra Monticello d’Alba området i La Morra.

Jeg har smagt vinen årgang 2012, 2015 og 2017 … og med 2015’eren skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men ser blot nærmere på, hvordan vinen er lavet.

Det er sket på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen lidt mere lukket end 2017’eren, men med lidt slyngning i glasset lokkes nogle af noterne frem. Vinen har en lys aroma med tørrede rosenblade, violer, mentol, lidt gazebind, noget landligt, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs, tørt eg, røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler.

Smagsmæssigt har vinen en lidt sød side med mørkere frugt end lige forventet …  kirsebær, kirsebærlikør, jordbær, blommer, lakridsagtig dybde, god intensitet, et markant tannisk Nebbiolo bid, nærmest lidt saftigt og læskende. Frugten er lækker rund og balancen smuk, blød samt sødbitter. Flot  Langhe Nebbiolo og dermed 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, Italien

2018 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, ItalienLad os da endelig for en stund  blive hos Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada, for den næste vin i glasset blev denne 2018 Barbera d’Alba Pierin … en vin, som jeg også har smagt i tidligere årgange.

Barbera d’Alba d’Pierin er en af husets 2 Barbera d’Alba vine og lavet med druer fra den lille mark Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig, hvid mergel og lavt indhold af ler, men en perfekt sydøstlig eksponering.

Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.

Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden ufiltreret flaskning. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen og man lavet årligt omkring 6.000 flasker.

På en eller anden måde, så virker vinen i næsen lidt lettere end 2016’eren, men har atter en imponerende, landlig og animalsk note med blomster, læder, syrlige kirsebær, blåbær og hindbær, virker lidt mælket suppleret med sød lakrids, våde fade, balsamico med alder og samlet set bare vild lækker duft.

Hvor smager den også godt … sådan nærmest saftig med både stor dybde samt en syrlig og frisk bitterhed med Campari krydderlikør og noget appelsin. Der er frugt med sorte kirsebær, tranebær, hindbær, meget elegant og har denne syrlige, bitre og fine nerve med en svag sødme … lys eksplosiv. Man bliver glad, så 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

 Vinanmeldelse 5/7 

2021 Ada Nada, Langhe Sauvignon Neta, Piemonte, Italien

2021 Ada Nada, Langhe Sauvignon Neta, Piemonte, ItalienVi skal da smage mer’ Langhe vin og næste i glasset er denne 2021 Langhe Sauvignon Neta fra huset Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada … et hus jeg før har smagt vine fra.

Det er en Langhe vin lavet på 100% Sauvignon Blanc, der er fra marker med kalkholdig hvid mergel med lavt indhold af ler i 200-350 meters højde.

Druerne er håndplukket i de tidlige morgentimer for at undgå, at varmen påvirker kvaliteten. De er derefter presset efterfulgt af alkoholisk gæring ved 15-16 grader og derefter er vinen lagret 3 måneder ved 18 grader på ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 2 måneders lagring.

Duftmæssigt er der ingen tvivl om, at der nu er Sauvignon Blanc i glasset, for op strømmer skarpe noter af grøn peber, stikkelsbær og græs, solbærblade, tomatstilke, citrongræs og grønne æbler. Alt stritter, strutter og vibrerer med grønhøstet friskhed.

Smagen er også næsten syleskarp og pivfrisk … med både grape, stikkelsbær, hyldeblomst, citroner og lemon. Der er tonsvis af syre, masser af grønne elementer, men også lidt sødbitter frugt, der lige forsøger at runde tingene af, men det er heldigvis altid så svært med Sauvignon Blanc og sådan skal det være. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Tenuta Il Falchetto, Langhe Arneis, Piemonte, Italien

2021 Tenuta Il Falchetto, Langhe Arneis, Piemonte, ItalienVi skal igen et smut til  brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno på Tenuta Il Falchetto i Santo Stefano Belbo omkring 10 kilometer øst for Alba … og nu smager vi en 2021 Langhe Arneis.

Vinhuset startede reelt i 1940, hvor Pietro Forno startede med at producere og sælge de første flasker Moscato, selvom Forno familien har en ret lang historie i  Santo Stefano Belbo og kan spore anerne til 1600-tallet.

I begyndelsen af 1970’erne gav Pietro dog tøjlerne på vingården videre til sine sønner Natalino og Luigi, som renoverede kælderen og introducerede nye maskiner til bedre kontrol med gæringen.

De købte også nye vinmarker, men i dag er seneste og 4. generation i form af brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno, som driver huset og dets 40 hektar vinmarker fordelt på 6 store marker.

Oprindeligt fokuserede brødrene de på Moscato druen, men de har senere udvidet ejendommen ved at investere i vinmarker i nogle af de bedste områder til dyrkning af Barbera druen, som nu er blevet en vigtig del af Il Falchetto’s produktion.

I vinmarkerne anvendes økologiske principper, og hver fase i vækstcyklusen fra beskæring om vinteren til høsten følges meget omhyggeligt, idet arbejdet udføres manuelt. Ved vinfremstillingen anvendes såvel traditionelle metoder som moderne teknologi, og den temperaturkontrollerede gæring udføres med naturlig gær.

Den femte generation af familien har nu påbegyndt deres mission på Il Falchetto, og de er klar til at fortsætte Forno traditionen og følger opmærksomt hver fase i produktionen fra vinmark til flaske.

Denne Langhe Arneis er på ren Arnais, der er håndhøstes efterfulgt af blid presning af druerne, hvorefter gæring er sket på ståltanke ved kontrolleret temperatur på 18 grader. Efter endt fermentering er vinen blot lagret 4-6 måneder på tankene.

Duften er herlig blomstret … der er også lidt appelsinskal, en frugt med grønne æbler, melon og citroner. Som ofte med Arneis, så virker vinen lidt smørfed, har nogle mandler og let marcipan.

Også i munden kommer denne lidt småfede eller småolierede fyldighed frem, har en mere kompakt eksotisk frugt, fersken, pærer samt bid fra lemon med svag frugtsødme, der giver dybde. Der er også kalket mineralitet og ren og rank syre. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105  kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, Italien

2019 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, ItalienVi slutter forment med Mille Vites bedste og dyreste vin og det er selvfølgelig denne 2019 Barberesco Gaia-Principe.

Vi har før smagt, hvad Bisso Atanassov kan lave fra marken Gaia-Principe, da jeg smagte en 2016 Barbaresco GP fra netop Taverna Wines.

Men denne Mille Vite er også fabelagtig lækker, men det skal jeg nok vende tilbage til. Den er lavet ved, at de håndplukkede druer først er afstilket og knust, men kommer så derefter over i et gammelt cementkar til en kølig pre-maceration i 3 dage.

Selve gæringen sker uden temperaturkontrol med regelmæssige pump-overs og punch-downs efterfulgt af en eftermaceration i 21 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på franske, brugt barriques inden aftapning på flaske. Der er kun produceret beskedne 594 flasker.

Ave Maria og 3 x hellige moder, hvor det dufter godt … lys, aromatisk, luftigt, landligt og man fornemmer nu meget mere kompleksitet, dybde og elegance. Der er knuste rosenblade, en smule grøntsagsfond, en rank rød frugt af lyse kirsebær, jordbær, hindbær med let sødme, hengemt kælder, læder, lidt sur mælk, fennikel og svagt aftryk fra fadene med træ, vanilje og meget forsigtigt en smule mælkechokolade.

I munden er vinen spændstig, frisk, ung og endnu lidt en teenager, hvor der først kommer en lidt bitter frugt med hindbær, tranebær og ribs, har lidt kant og bumser endnu, men med knastørre tanniner, så er det også en vin, som kun bliver bedre. Det er sgu ikke helt skidt og Mille Vite er på rette spor … og med denne vin har de allerede meldt sig godt ind i kampen. Masser af frugt, masser af tørhed og så en lille smule af samme venlighed, som Bisso også havde i vinene fra Bioca, så dermed 93 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7