Med Monte Lupo Lugana vinen fra Cobue fortsatte vi stille og roligt med at bevæge os tilbage i tiden. Dermed var næste så en 2017 Monte Lupo i glasset.
Igen er det Turbiana aka Trebbiano di Lugana og lavet alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.
2017 var en lidt varmere årgang og det kan også duftes i glasset, for der er klart mere krop, men den er også mere blomstret uden at miste de grønne elementer med både grønne æbler og stikkelsbær. Smagen er også mere juicy, men fortsat med salte mineraler, mere peber, lidt Jolly Time og fyldighed.
Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.
I vertikalsmagningen hos Gilberto Castoldi på Azienda Agricola Cobue smagte vi nu deres Monte Lupo i 4 årgange og startede med 2018’eren.
Det er selvfølgelig 100% Turbiana aka Trebbiano di Lugana og lavet alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.
I næse dukker der lidt røg op, men ellers virker vinen en kende neutral, men dog lidt støvet, klart med noget grønt, stikkelsbær, grønne pærer, ler og måske endda med nogle smørede noter, blomster og lidt citrus.
Smagsmæssigt er vinen varm og fyldig, men klart ganske mineralsk og saltet … meget præcis i munden med pærer, okay medium syre og meget fin Lugana vin.
Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.
Azienda Agricola Cobue ligger på lokationen Cobue Sopra tæt ved Pozzolengo i Lombardiet ikke langt fra det majestætiske 66 meter høje San Martino della Battaglia tårn. Cobue var sidste destination på vores første dag rundt til vinproducenter på vores Lugana International Press Tour.
Hos Cobue skulle vi samtidig afslutte dagen med en light dinner sammen med Gilberto Castoldi fra Cobue, men også med 4 andre Lugana producenter, som også havde taget lidt vin med til middagen. Der var med andre ord lagt op til en fin afslutning af første dag.
Og med udsigt til både god vin og mad, så fik vi bussen parkeret og spadserede af stien til ned til det totalt tjekkede vinhus, der også har udlejning af 6 moderne lejligheder, en afdeling med spa, wellness og swimmingpool foruden moderne smagslokaler.
Faktisk består Cobue af 3 bygninger … hovedbygningen med butik, smagelokaler, lejligheder og wellness afdeling, et topmoderne vineri nærmest bygget godt skjult ind i landskabet og så den oprindelige gamle bygning, der tidligere har huset et kloster.
Foran hovedbygning blev vi mødt af Gilberto Castoldi, som bød os velkommen til Cobue og så startede vin ellers med en udendørs tur rundt på vingården, bl.a. oppe på bakken ovenover vineriet, hvor vi kunne beundre udsigten … bl.a. til Torre di San Martino. Imens fortalte Gilberto Castoldi lidt om Cobue vinhuset,
Azienda Agricola Cobue
Cobue er et af de nyere vinhuse i Lugana og blev købt i 1971 af Gettuli familien, men drives i dag af Gilberto Castoldi og søsteren Simona som den 3. generation på vingården. De har overtaget driften fra far Aurelio Castoldi og hans hustru Laura.
Gården stammer tilbage fra 1770 og har tidligere været et lille nonnekloster, hvor der i forlængelse var stalde. Driften har da også oprindelig været almindelig landbrugsdriften med fokus på kvæg.
Men der har nok også altid været lavet vin på stedet, for overfor klosteret var der en gammel grotte og vinkælder. Det er der, at man i dag har bygget det moderne vineri.
Samlet ejer Cobue 25 hektar, men heraf er alene 17 hektar vinmarker, som drives så økologisk som muligt … men man sprøjter hvis det er nødvendigt. Ellers sørger man egentlig blot for at klippe græsset mellem vinstokkene.
Den årlige produktion udgør ifølge Gilberto Castoldi omkring 100.000 flasker vin og heraf er alene 8.000 flasker rødvin. Det er derfor Lugana vinene, som er de vigtigste på vingården og de laves i flere udgaver, men fælles for alle hvidvinene er, at der slet ikke anvendes egefade i produktionen.
For Gilberto Castoldi hader eg … og han fortalte, at der aldrig, så længe han lever, vil blive brugt eg i produktionen af Lugana vinene på Cobue.
Besøget på vingården
Efter turen på græstaget, så gik vi i vineriet, som er topmoderne. Man var lige gået i gang med produktionen af de mousserende vine, så der er god aktivitet.
Gilberto Castoldi viste os nogle flasker af de mousserende vine, der havde et tryk på 6 bar. Det var en hvid 2018 Spumante lavet på den røde drue Groppello, men altså ikke en Lugana vin. Han fortalte samtidig, at de alene laver vinene med druer fra egne marker.
Selvom Gilberto vitterlig HADER egefade i Lugana vinene, så fandt vi dog også en række egefade i kælderen, men de var fyldte med de få rødvine, som der laves på Cobue.
Efter rundturen, så gik turen over til hovedbygningen, der virkelig er smukt og moderne indrettet. Der er virkelig styr på tingene og havde også dækket op til os … klar til en vertikalsmagning og middag.
Vinsmagning og italiensk dinner
For første gang under vor tur skulle vi have en decideret vertikalsmag og det blev med Cobues basis Luganavin, som de har kaldt Monte Lupo, i årgangene 2018, 2017, 2016 og 2015 og så lige suppleret med deres Lugana Camp 8 i årgang 2019.
Det var superfint at smage samme vin i 4 årgange og der var faktisk stor forskel på vinene, hvor 2015’eren var suverænt bedst, mens de to yngste stod svagest … men det kan i jo læse om i mine kommende anmeldelser.
Derefter blev der lige et break inden middagen … og der dukkede der lige 4 andre Lugana producenter op, nemlig:
Francesca Fiorentini fra CitariMatteo Silva fra Cantina CeresaMarco Raengo fra MalavasiAlessandro Cutolo fra Marangona
De havde alle taget en af deres vine med til middagen og menuen havde allerede ligget foran os på bordet … fristende, spændende og samtidig lidt uforståelig udover genkendelige ord som tartare, burro og risotto, men det gjorde bare forventningen endnu større.
Og lad os da bare lige gennemgå retterne:
Per Iniziare: Tartare di trota marinata agli agrumi del Garda finocchietto e aneto
Til at begynde med fik vi tatar. Det ligner måske almindelig tatar, men det er en ørredtatar, der er marineret med lokale citroner fra Garda suppleret lidt fennikel samt dild. Dertil fik vin endnu en Cobue Lugana vin, nemlig deres Monte Lupo blot i nyeste årgang 2020.
Poi: Risotto all’ortica con tinta affumicata
Derefter fik vi risotto … en risotto lavet med brændenælder og nogle røgede noter. Jeg elsker risotto og italienerne forstår virkelig at lave lave den al dente. Hertil smagte vi vist de næste par vine … en 2020 Lugana Conchiglia fra Citari og en anden Lugana 2020 fra Cantina Ceresa … og begge vine blev kommenteret af henholdsvis af Francesca Fiorentini og Matteo Silva.
A Seguire: Filetto di salmerino al burro e bietoline
Så fulgt endnu en fiskeret … en røget sø-ørred fra Gardasøen serveret sammen med smørstegte sølvbeder. Det er sjovt med fisk fra Gardasøen, som har denne specielle smag af sø og dermed i mine øjne mangler den friskhed, som havvandet normalt giver.
Men vinmæssigt smagte vi igen to vine, som blev kommenteret af de to vinmagere; Marco Raengo fra Malavasi med vinen San Giacomo Lugana og Alessandro Cutolo fra Marangona med deres Lugana TreCampane.
Infine: Bianca mangiare alle vaniglia e frutti rossi
Det forstod jeg næsten 100% … en slags hvid panna cotta med vanilje og røde frugter. Dejligt med lidt sødt efter fiskeretten og Gilberto Castoldi fandt hurtigt en passende vin til … en Lugana Vendemmia Tardiva 31 Ottobre.
Som vanlig har jeg anmeldt alle vinene og skrevet lidt om de øvrige vinhuse, som deltog i middagen … og der er links ovenover.
Men samlet blev det en utrolig hyggelig aften. Vi sluttede – som man altid gør i Italien – med en kop kaffe. Jeg bestilte en cappuccino, men sætte inkassere et stort grin fra alle … man bestiller tilsyneladende en espresso efter et måltid og ikke cappuccino.
Men det holdt jeg imidlertid fast i og fik også hjælp fra Francesca Fiorentini, der fortalte alle, at hun selv var underlig og kan li’ ananas på sin pizza 🙂 Snart var klokken dog godt over 23.00 og det var tid til returnering til hotellet … alle godt trætte efter en dejlig og hård dag med masser af vin, snak og … mad.
Jeg har sagt det før … de portugisiske vine er på vej frem og vi kommer til at høre meget mere til vinene. Derfor har jeg nu også indgået et samarbejde med Portugal Vineyards om test af lidt vine løbende … og starter med denne Loureiro Reserve Branco fra vinhuset Quinta do Regainho.
Quinta do Regainho har været ejet af familien Campelo i årtier og ejes i dag af grundlæggerens børnebørn, der har etableret firmaet Sociedade Agrícola da Quinta do Regainho Lda., der laver vine fra flere områder i Portugal.
De ejer selv 20 hektar vinmarker, som er tilplantet med Loureiro samt Alvarinho vinstokke og derfra laver de vine under navne som Quinta do Regainho, Vinhas Baixas og Moinho Velho.
Her smager vi deres 2020 Loureiro Reserve Branco … selvfølgelig lavet på 100% Loureiro fra Minho aka Vinho Verde regionen. Vinen er lavet af vinmageren José Novais Miranda.
Efter høst er alle druerne presses i pneumatisk presse og har så gæret i rustfrie ståltanke med streng kontrol af gæringstemperatur. Derefter er vinen blot lagret en kort perioden inden aftapning på flaske.
Meget imødekommende næse, en blid og rund frugt med meloner, både honningmeloner, cantaloupe meloner, grillede citroner og lidt laurbærblade samt en nærmest vaniljeagtig sødme.
I munden er vinen også omgængelig om end mere spinkel end duften lige indikerede. Syre er der heller ikke meget af, men en let, venlig og høflig tone … lidt citronsaft fortyndet med vand, hvilket gør vinen totalt let drikkelig. Houlberg lander lige på 4 spinkle tomler.
Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske kun koster 3,93€ … svarende til 29 kr. Det er sgu billigt og selvom der løber fragt på, så betyder det fx kun 324 kr. for 6 flasker leveret direkte til dig eller sølle 54 kr. for en flaske … og billigere, hvis du køber flere.
Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.
Yarra Valley Pinot Noir fra australske Giant Steps Wine har jeg smagt i både årgang 2018 og 2019 … så hvorfor ikk’ også nu smage den i 2020 årgangen.
Derfor vil jeg heller ikke igen skrive en masse om vinhuset, men nu blot se nærmere på den kendte vin i denne årgang 2020.
Yarra Valley Pinot Noir er lavet med druer fra både Australien og fra New Zealand, idet 92% af druerne kommer fra yngre vinstokke på de køligt beliggende marker Sexton, Tarraford, Applejack, og Primavera i Yarra Valley i Victoria regionen i Australien, mens de sidste 8% af druerne kommer fra marken Tosq i Central Otago i den sydligste del af Sydøen i det frodige land.
Som det er tilfældet med alle Giant Steps’ vine, så vinificeres vinen efter ret traditionelle metoder, hvor høst og sortering foregår ved håndkraft. Vinen helklasegæres med 40% af druematerialet. Man benytter sig af koldmaceration og spontangæring på en kombination af stål og eg, hvorefter lagringen sker på en kombination af ældre 4.000 liters fade og barrique, hvoraf 10% er nye.
Duftmæssigt virker vinen grønnere end 2019’eren. Den har en rustik, landlig og animalsk aroma, der suppleres af bitre kirsebær, hyben, jordbærsødme samt et fadpræg med vanilje, gazebind, lidt Earl-Grey teblade, mælkede noter og svag eukalyptus. Den virkede lidt overdone i starten, men giv den luft i glasset, så mærker du, at det virkelig er cool climate. Den har en lidt blækagtig saftighed … ikke helt ulig ung Beaujolais.
I munden smager vinen også grønnere end sidst … og jeg fanger igen bitre kirsebær, peber, nelliker, jern og en kølig saftighed. Det er klart mere kant end hos 2019’eren og virker mere maskulin, jernholdig, rank og fortsat med stor drikkeglæde. Australsk Pinot Noir i høj klasse … og samtidig til menneskepenge.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr,, mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.
I sommers smagte jeg en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese fra Weingut Max Ferd. Richter og nu smager jeg en nyere vin fra samme mark … en 2020 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett.
Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett er lavet i store gamle tyske fuders med spontan gæring alene med druernes egne gærceller og vinen også lagret på de gamle fade.
Duftmæssigt er der let petroleum og diesel, men ikke voldsomt. Der er fersken, ananas og andre tropiske frugter, en glas Jolly Time samt lige en anelse citrus.
Det er smagsmæssigt som at få en spand æbler i kæften … men det suppleres af lidt tropisk frugt, ananas og moden fersken. Vinen er en anelse mere sød end forventet, men der er heldigvis stadigvæk en fin syre tilsat lidt grape. Det er jo bare det, som Mosel gør så godt og det gør Weingut Max Ferd. Richter også. 4,5 tomler med pil op.
Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 165 kr.
På nogle sol- og kalkrige skråninger i North Downs på Church Lane i maleriske Barham nær Canterbury i Kent ligger det britiske vinhus Simpsons Wine Estate og det er skam derfra, at næste vin kommer … en 2020 Gravel Castle Chardonnay.
Simpsons Wine Estate drives af det vinøse ægtepar Charles og Ruth Simpson, som grundlagde vinhuset i 2012. Men allerede ti år forinden havde de startet deres vineventyr, da de i 2002 købte et lille vinslot lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig.
Det vinhus hedder Domaine Sainte Rose og det er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte deres fantastiske 2018 Le Pinacle Syrah fra deres 40 hektar vinmarker i det franske.
Det er nok den store success i Frankrig, som har givet Simpsons parret mod på også at forsøge sig med vinproduktion i England, hvor de samlet har købt 30 hektar marker. De første 10 hektar blev i 2014 plantet med Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir.
De sidste 20 hektar – med samme druesorter – er marken Railway Hill Vineyard, som har sit navn efter letbanen, der går forbi marken fra Canterbury til Folkestone og den tilplantede de i 2016 og 2017.
Druesorter er jo de klassiske champagnedruer … og det skyldes selvfølgelig, at Simpsons Wine Estate mest laver mousserende vine, men altså også almindelige hvidvine, som nu fx denne Gravel Castle Chardonnay 2020. Det er en vin, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke og helt uden brug af eg.
Fremstillingen uden eg kan både duftes og smages … for i næsen er det bestemt ikke en fed og fadtung Chardonnay, men klart køligere i stilen med en lys frugt med pærer, fersken, grønne stikkelsbær samt melon og kun et snert af lidt nødder suppleret med kridt og kalk. Men alle duftene kommer i små mængder, meget beskedent og næsten helt neutralt.
Smagsmæssigt er der godt med citroner, stikkelsbør og grønne, umodne æbler, pænt med syleskarp citronsyre og mineraler tilsat lidt bitter lemon. Smagsmæssigt snakker vi ikke dybde, men syre, for det bliver samlet en spinkel, ren og mineralsk Chardonnay, hvor alle dyderne er syre, kølighed og et mineralsk bid. Fedt med en engelsk vin og dermed lander jeg på 4,5 tomler.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.
I tirsdagsvinklubben på jobbet nød vi forleden denne Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay 2019 fra Weingut Albert Gessinger.
Mosel vingutten holder til i den idylliske Zeltingen-Rachtig ved Mosel. Familien Gessinger har siden 1680 drevet vingården i 10 generationer og siden 2013 af Sarah Gessinger, men fortsat med hjælp fra farren Albert, der selv har drevet vingården midt i Zeltingen i over 40 år. Og Sarah har lært masser fra sin far og blev bl.a. i 2020 kåret som årets vinmager i kategorien ædelsøde vine af vinmagasinet Selection.
Familien har kun beskedne 3,2 hektar vinmarker, hvorfra der årligt produceres sølle2.000 kasser vin årligt med omkring 90% Riesling, 5% Spätburgunder og den resterende del Dornfelder og Pinot Blanc. De fleste stokke er gamle, upodede pre-phylloxera stokke med en gennemsnitsalder på 100 år.
Vingårdens marker er koncentreret omkring Zeltingen, med parceller på Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Schlossberg og Zeltinger Sonnenuhr … og på sidstnævnte med parcellerne Caldo Infernale, Rothlay og endelig Josefsberg med stokke plantet helt tilbage i 1895.
Her smager vi netop en vin fra marken Zeltinger Sonnenuhr … Sarahs 2019 Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay, hvor druerne netop kommer fra Rothlay parcellen … ældgamle og upodede stokke plantet tilbage i 1895 i det skiferholdige jord.
Hvor er duften ren, frisk med en frugt, der har lidt småtropiske tendenser med både abrikos, kvæde, modne pærer, fersken og kandiserede citroner, sten, grus og en æske tændstikker.
Smagen er virkelig krisp, sprød og herlig syrlig … citroner, citronskal, lemon og alligevel med en vis fylde. Selvom druerne er høstet som en Spätlese og gæret helt ud, så er der ikke spor sødme, for syren er vild og ustyrlig, rivende, mundspidsende, ætsende og uforsonelig, men hvor er det godt … røget, intens og endda lidt luftig. Smukt.
Forhandles herhjemme af Wine at Heart, hvor en flaske koster 150 kr.
Bestyrelsesmødet sluttede så med denne 2016 Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Trockene Schmitts i Randersacker.
Leif har tidligere serveret denne vin for os, men det var tilbage i 2014 og i en årgang 2011, men dengang så etiketten en smule anderledes ud.
Weingut Trockene Schmitts kalder deres bedste vine for Konsequent og er alle lavet med druer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.
Denne Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken er lavet af druer fra marken Sonnenstuhl. Det er én af de bedste vinmarker i Randersacker og voldsom stejl, nogle steder med en stigning på 50% … og med undergrund med kalksten, som gør at vinstokkene stikker rødderne ned i 10 meters dybde og er med til at give vinene godt med mineraler.
Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen … udover druerne er høstet med et beskedent udbytte på 26 hektoliter pr. hektar og vinen efter endt gæring er lagret på barriques i 12 måneder.
Duften er let, lidt spicy suppleret med brændte fade, lidt nelliker, krudt, grønne noter, urter og mere kraftig end forventet. Der er lidt bondsk i duften, her godt med rosmarin og grøn peber, så dermed er det ingen elegantier, men langt mere tæt og bastant.
I munden er vinen meget saftig og har både sødme, syre samt bitterhed. Frugten er tranebær, ribs … tør og småbitter og lever ikke umiddelbart op til mine første minder om vinen, selvom det bestemt er en intens vin med god Franken karakter.
Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,90€ … svarende til eller lige over 112 kr.
Vinhuset Il Borghetto er vi vist før stødt ind i her på Houlbergs Vinblog, men det er noget siden, men nu smager jeg en ældre 2012 Collina 21.
Il Borghetto er et lille, charmerende B&B slash vingård beliggende udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze.
Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.
Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.
Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.
På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.
Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.
Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine, herunder altså denne Collina 21, der er opkaldt efter adressen på vinhuset, der ligger på vejen Via Collina S. Angelo 21.
Collina 21 er lavet på 70% Sangiovese, 15% Merlot samt 15% Cabernet Sauvignon, der kommer fra de to marker, som ligger ved vingården … La Collina og Il Borghetto. De fleste af druerne er først afstilket, men 10% medgår i hele klaser.
Vinen har gæret spontant med druernes naturlige gærceller i store 1.000 liter åbne tanke over 35 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 24 måneder på brugt franske barriques. Der er lavet 7.200 flasker af vinen.
Hvor dufter det godt … let, frisk og italiensk syre, fad, tør fad, lidt vanilje, frisk frugt, hindbær og kirsebærtærte, champignon, bitre mandler, balsamiske bitre noter, sød tobak, kakao, læder, kaffe samt en vis syrlighed samt nogle små mentol og eukalyptusbolsjer.
Smagen er vel aromatisk, saftig og easygoing med friskhed i både frugt og syre. Der er kirsebær og syrlige blommer, nogle silkeagtige og tørre tanniner … samt masser af bitterstoffer. Men af en IGT vin med næsten 10 år på speedometeret, så er det sgu fremragende.
Tidligere forhandlet af Vinspecialisten, men der findes vinen ikke længere og prisen kender jeg heller ikke.
Med Monte Lupo Lugana vinen fra Cobue fortsatte vi stille og roligt med at bevæge os tilbage i tiden. Dermed var næste så en 2017 Monte Lupo i glasset.
I vertikalsmagningen hos Gilberto Castoldi på Azienda Agricola Cobue smagte vi nu deres Monte Lupo i 4 årgange og startede med 2018’eren.
Jeg har sagt det før … de portugisiske vine er på vej frem og vi kommer til at høre meget mere til vinene. Derfor har jeg nu også indgået et samarbejde med 
Yarra Valley Pinot Noir fra australske Giant Steps Wine har jeg smagt i både årgang 
I sommers smagte jeg en 
På nogle sol- og kalkrige skråninger i North Downs på Church Lane i maleriske Barham nær Canterbury i Kent ligger det britiske vinhus Simpsons Wine Estate og det er skam derfra, at næste vin kommer … en 2020 Gravel Castle Chardonnay.
I tirsdagsvinklubben på jobbet nød vi forleden denne Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay 2019 fra Weingut Albert Gessinger.
Bestyrelsesmødet sluttede så med denne 2016 Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Trockene Schmitts i Randersacker.
Vinhuset Il Borghetto er vi vist før stødt ind i her på Houlbergs Vinblog, men det er noget siden, men nu smager jeg en ældre 2012 Collina 21.