I sommers smagte jeg en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese fra Weingut Max Ferd. Richter og nu smager jeg en nyere vin fra samme mark … en 2020 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett.
Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Kabinett er lavet i store gamle tyske fuders med spontan gæring alene med druernes egne gærceller og vinen også lagret på de gamle fade.
Duftmæssigt er der let petroleum og diesel, men ikke voldsomt. Der er fersken, ananas og andre tropiske frugter, en glas Jolly Time samt lige en anelse citrus.
Det er smagsmæssigt som at få en spand æbler i kæften … men det suppleres af lidt tropisk frugt, ananas og moden fersken. Vinen er en anelse mere sød end forventet, men der er heldigvis stadigvæk en fin syre tilsat lidt grape. Det er jo bare det, som Mosel gør så godt og det gør Weingut Max Ferd. Richter også. 4,5 tomler med pil op.
Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 165 kr.