Tag-arkiv: 5½

2021 Weingut Jülg, Rechtenbacher Pfarrwingert Chardonnay 1G, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Jülg, Rechtenbacher Pfarrwingert Chardonnay 1G, Pfalz, TysklandDer var fortsat mer’ god Chardonnay at smage og den næste vin blev Weingut Jülgs Rechtenbacher Pfarrwingert Chardonnay 1G 2021.

Det er en vin, som er lavet fra Chardonnay stokke på marken Rechtenbacher Pfarrwingert, hvor de blev plantet i 1966 af Johannes’ bedstefar.

Han hentede Chardonnay-stiklinge i Bourgogne for at plante dem på sine tyske marker, selvom Chardonnay slet ikke var tilladt på det tidspunkt i Tyskland. Det blev dog tilladt senere i 1991, hvor familien Jülg allerede havde solid erfaring med druen.

Rechtenbacher Pfarrwingert er en kalkholdig let gruset vinmark, der er som skabt til at producerer stor Chardonnay. Vinmarken er Erste Lage og jordbunden minder meget om det, som druen bliver udsat for omkring byerne Meursault og Puligny i Bourgogne.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering så lagret 8 måneder sur lie på både tonneaux og barriques.

Hvor sidder duften dog lige i skabet … klassiske Chardonnay noter, ristede hasselnødder, godt med smørfedme, smørcreme og fad med vanilje, nogle gæragtige noter samt grøntsagsfond. Det er lidt saftige pærer, fersken og citroner … har en fyldig, men alligevel kølig stil.

I munden er frugten lidt det samme … pærer, æbler, nogle mere tropiske frugter samt citronskal og lemon. Selvom det er cremet, blødt og saftigt, så er der fint med en livlig syre, som giver vinen et mere stringent og rank udtryk … flot og burgundisk. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, TysklandDerefter stod den på 2 vine i årgang 2020 fra den gode mark Randersackerer Sonnenstuhl og Winzerhof Stahl. Den første var denne 2020 Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Hos Winzerhof Stahl er høstet sket med et meget lille udbytte og efterfølgende selektiv udvælgelse af de bedste druer. Så er gæring sket på 500 liter Tonneuax egefade fra Alliers og har også lagret sur lie 12 måneder i samme fade.

I næsen er vinen dejlig luftig, men det er fortsat med fed, lækker samt småsvulstig Chardonnay duft med tropisk frugt … nærmest tørret og kandiseret frugt, abrikos, mango, ananas, gule æbler, lime, stikkelsbær, nødder … virker rund, blød med lidt urtet kant.

Hvor smager den også godt … er bare blød og rund med blød og rund ovenpå. Men det bliver heldigvis aldrig en fed vin, for smagen er klar, ren og så slank, at man kan se lidt af skellettet. Det gør også, at vinen er livlig, frisk og racersharp med en mineralsk og kalket syre. Det er sgu klasse, så 93 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Saint Morand Chardonnay, Baden, Tyskland

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Saint Morand Chardonnay, Baden, TysklandDen næste Chardonnay vin fra Weingut Gebrüder Mathis var også fra 2021 årgangen og var Saint Morand Chardonnay, hvor alle druerne kommer fra den kalkholdige lerjord på marken Saint Morand.

Druerne er alle høstet i hånden, hvorefter de er presset uden afstilkning. Derefter er det sket spontangæring og så er vinen lagret 12 måneder på barriques og derefter flasket ufiltreret.

I næsen er det smørcreme, smørfedme, brunet smør med nødder, honning og så igen denne vildskab med oksefond, vildtfond på denne sjove og anderledes måde … om end langt mere dæmpet i forhold til den forrige lillesøster. Det er fersken og pære, gær, røg, kridt, salt samt noget fylde.

Smagen er ikke fed, men den bærer på masser ristede noter, brændte noter, nøddekompot, gule pærer og dåsepærer, fersken, noget mere stringent mineralsk, salt og så en syre, der er elegant med god struktur, renhed og røg. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDenne Weingut Jülg 2020 Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, hvor WB jo står for marken Wormberg, er en af Jülgs 3 topvine og var næste vin i glasset.

Wormberg parcellen ligger udelukkende på den franske side og navnet er dialekt for  varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt og med undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet udelukkende på Dijon kloner med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

Det dufter vildt godt … masser af lækkerier med animalsk, småsød hestestald, frugt med mere kompleksitet, tyngde, kirsebær, blommer og jordbær, røgede noter, kraftigere end de foregående og samtidig mere krydret, bl.a. med nelliker, men har også et meget tydeligt fadpræg med lidt lakridskonfekt, vanilje og mørk chokolade.

I forhold til de to foregående fra Jülg, så kommer frugten her langt mere frem i smagsbilledet, mere intens, lys og syrlig. Det er således en frisk frugt med en lille syrlig kant, kirsebær, brombær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Alt er blødt, afstemt og smagen breder sig bare i munden med fin cremethed, mens tanninerne er blide, fine og doseret helt perfekt. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, Tyskland

2020 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, TysklandMed næste Weingut Wöhrle vin blev det bestemt ikke mindre interessant, for det var deres 2020 Lahrer Spätburgunder BF, hvor BF står for Bestes Fass … altså de bedste fade af Weingut Wöhrles vin fra nogle af husets sydvendte marker ved Lahr.

Det er – naturligvis – også en vin, som jeg har smagt før, bl.a. i årgang 2016, 2018 og 2019.

Den er lavet med en kølig pre-maceration, hvor først mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har så tilbragt 12 måneder på ældre træfade.

Nu er der mere struktur og styr på tingene … fortsat med en herlig lys, grøn og røget kant, sødlig stald, mere æter og acetone og frugt med jordbær, hindbær, ribs og lidt endda lidt mørkere bær, solbær og brombær samt nogle fadnoter med nelliker, kanel og vanilje.

Sidst skrev jeg, at smagen nærmest var trimmet til fitnesscenteret, hvilket fortsat er meget passende, for alt sidder lige der, hvor det bør sidde, rent, pænt og smager bare rigtigt godt. I forhold til 2019’eren er smagen måske endda mere lys og saftig … frisk og har en letbitter frugt af tranebær, ribs og rabarber, peber, jern og grønne noter, meget rent og direkte. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, Tyskland

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, TysklandDenne mousserende, årgangsløse Pinot Noix Brut fra Weingut Daniel Twardowski er egentlig lidt af et eksperiment og lavet på Pinot Noir fra både årgang 2015 og 2016.

I 2015 fik Twardowski et ganske enormt høstudbytte og endda også noget højere end ønsket, så derfor høstede han første gang i august.

Pinot Noir druerne havde på dette tidspunkt et højt syre-niveau, som er ønsket ved produktion af mousserende vin. Historien gentog sig i 2016 … men siden har han kun høstet druer til mousserende vin i 2021.

Druerne er fra parceller på Dhroner Hofberg og med brug af 30% hele klaser i gæringskarret. Efter endt fermentering, en lagring på brugte barriques, så er vinen så lagret med andengæring på flaske og efter 5 år sur lie i kælderen, så er vinen degorgeret uden brug af den mindste dosage.

Sjovt nok har duften samme vildskab som de øvrige Twardowski vine, en mælket vildskab, men om muligt endnu mere landlig samt svedig med den helt fine og karakteristiske lethed, røde bær, ribs og citroner, nødder, stearinlys, gær, voks samt let vanilje.

Smagsmæssigt har vinen så små salte og kraftige bobler … har godt bid og god syre, lemon, grape … meget smagfuld, hvor man virkelig så klart fornemmer, at vinen er lavet på Pinot Noir. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, Tyskland

 2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, TysklandPinot Noix er Weingut Daniel Twardowski entry-level vin, som han første gang lavede i årgang 2019 … men blev i denne årgang 2020 starten på en herlig eftermiddag hos Mr Ruby, der lavede en præsentation af netop  sit sortiment af netop tyske Spätburgunder og Chardonnay vine. Og hvorfor ikke starte hos Twardowski, som jeg bare er totalt rundtosset med.

Pinot Noix er Twardowskis 3. Vin og er lavet fra de yngste stokke på Dhroner Hofberg marken. Den er lavet som Ardoise samt Hofberg Réserve med anvendelse af 30% hele klaser, total spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 18 måneder på en kombi af gamle og nye træfade – mest brugte barriques – og så tappet på flaske uden filtrering og brug af minimal svovl.

Her er det i en pre-release udgave uden etiket.

Duftmæssigt er det fortsat den vilde hippiepige uden hæmninger, men nu har hun vilde hunde og ulve med, for der er vildskab, garvet læder, kærnemælk, en malerspand, meget stor landlighed og kæmpe lys frugtrigdom med nypressede hindbær, grønne jordbær, ribs og en luftig, æterisk og flygtig lethed med et svagt touch af vanilje.

Smagen er faktisk et notch bedre end 2019’eren, så med denne entry-level vin fra Twardowski smager du virkelig, hvad der gør ham helt specielt. Det er rent, strengt og lyst … meget mostet med grønne jordbær, hindbær, lyse kirsebær og rabarber … let, syrlig, ubekymret og helt imponerende. Wauw og 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor den vil koste 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New Zealand

2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New ZealandNår vi nu er ved Toi Toi Wines og deres pivskarpe Sauvignon Blanc vine, så smager vi atter én af dem … deres Sauvignon Blanc Reserve i årgang 2021.

Her kommer Sauvignon Blanc druerne fra 3 forskellige vinmarker i Marlborough, nærmere bestemt Brookdale Vineyard, Upper Wairau Valley samt kystnære Utawai Vineyard.

Druerne høstes i de kølige aftentimer for at bevare frugten renhed og smagspotentiale. Dette sker over flere høstrunder, så al frugt selekteres ved optimal modenhed.

Efter 2-3 timers skindkontakt presses druerne næsomt, inden vinen gærer på ståltank med temperaturstyring og brug af flere forskellige gærtyper, der hver især fremmer udviklingen af særlige karaktertræk.

7 af de 8 vine, der udgør Reserve-blendet, modner på ståltank, mens den sidste gærer og lagret på egetræsfade for at berige frugtsmagen med et touch af krydret kompleksitet.

Det beskedne brug af fad kan duftes fra starten, for udover de helt pivfriske noter af lemon, stikkelsbær, hyld, grøn peber, græs, mynte samt tomatblade, så er duften både mere luftig og elegant, men den har også en snert vanilje, som giver mere kompleksitet og langt mere behagelig, rund og sammenhængende noter.

I munden er vinen fortsat skarp, frisk og energisk med en nærmest sitrende nerve af syre, masser af bitter lemon, grape, stikkelsbær, citroner, hyldeblomst … men også med lidt mere eksotisk frugt af mango, melon, passionsfrugt og papaya. Der er syrligt, bittert, så frisk, mineralsk, balanceret og fabelagtigt. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, Italien

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, ItalienNår vi nu er ved Antonio Moretti Cuseris sicilianske vinhus Feudo Maccari, så smager vi skam da også lige denne hvide Family and Friends, der ganske vist ikke er lavet på Carricante, men derimod på 100% Grillo.

Druerne til vinen fra fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna og håndselekteres fra fritstående Grillo vinstokke og de er alle høstet manuelt.

Vinen er derefter lavet med 16 dages gæring på en hemmelig kombination af betonæg og små burgundiske egetræsfade. Efter endt gæring har vinen så lagret 6 måneder på betonæg og egefade, hvor sur lie kontakten med de fine gærrester giver fedme og krydret finesse som en stor Meursault. Vinen afrundes yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I næsen viser vinen sig frem med en lille, smørret og charmerende fedme med en balanceret fadnote, som var den burgundisk, men den har en frugt, som er mere saltet med en lidt småtropisk frugt. Der er fersken, modne pærer, mandarin, ananas og mango. Læg dertil noget vanilje, muskat og andre søde krydderier … virker så behagelig, har denne venlige fylde og salte mineraler.

Smagen er nærmest blomstret … småopulent med den eksotiske frugt, meget cremet og alligevel med denne friske, rent og stramme, saltede mineralitet. Sammen med fersken, pærer og mango, så er der også lidt lemon og let grape, som virkelig giver hold på tingene og bidrager til en stor friskhed. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, ItalienDet er da ikke mange år siden, at jeg smagte denne Crognolo fra Tenuta Sette Ponti i en Limited Edition 20th Anniversary udgave, men årene går jo … og en ny fødselsdag er altid på vej, så nu smager jeg 2021 Crognolo Limited Edition 25th Anniversary.

Tenuta Sette Pontis vin Crognolo kaldes af flere for The Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Deres Crognolo Limited Edition 20th Anniversary var anderledes end den almindelig Crognolo, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Sådan er det også med Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, der så er lavet i 2021, men blandet med vin fra de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019. Samlet skulle det dog være et blend på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra 30-35 år gamle vinstokke fra sydvendte og stenede parceller nær Arezzo i Chianti Colli Arenti.

En del af druerne kommer fra supermarken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i normalt 14 måneder … men her er det en blanding af de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019, som er stukket sammen og flasket med yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Som med 20 års vinen, så er det virkelig en lækker og meget imødekommende næse, hvor der er bløde og behagelige aromaer med brønddyb intensitet. Der er godt med mørke bær, pænt med fad og det dufter vildt godt og rundt. Det er jordbær, sorte kirsebær, lidt blåbær, svesker, røg, lejrbål, sød lakrids, nødder, kaffe, tobak, sødme, chokolade og en balsamisk italiensk syre.

Hvor er smagen proppet med frisk frugt … der er saft kraft og så masser af bundtræk, men igen på en syrlig, let, elegant og utrolig frugtrig facon. Der er syrligfriske kirsebær, blommer, champignon, sandaltræ, appelsinskal,  Campari … meget ren, rank, strunk med småbitre og lyse tanniner, som lige markerer og udtørrer munden uden at blive skræmmende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7