2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, TysklandVort værtinde hos Weingut Kaufmann serverede hurtigt den næste vin og det var denne friske 2023 Rheingau Weissburgunder.

Den er som foregående alene lavet på ståltanke, hvor den så også er lagret en periode. Den har 2,5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med abrikos, melon,  gule æbler samt lidt ananas, hyld og citroner. Men der kommer også nogle lidt små, grønne noter frem, lidt hasselnødder og vinen virker sådan forholdsvis fed, blød og smooth.

Sådan er smagen egentlig også … har et meget venligt ansigt, der ikke tør sige dig imod. Der er melon, æblesaft, abrikos, honning og syren er forholdsvis lav … 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs, Rheingau, TysklandVi sparkede vinsmagningen hos Weingut Kaufmann i gang med et glas af deres friske 2023 Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs.

Det er en vin alene lavet på Spätburgunder aka Pinot Noir, der efter høsten blot er presset og så er mosten gæret i ståltanke. hvor den så også efterfølgende er lagret en kort periode.

Vinen er luftig i duften med røde bær, rabarber, jordbær og noget tropisk frugt med ananas, mango og så æblemost. Der kommer også lidt vingummibamser, ribsgele og mandarin.

I munden virker vinen en smule olieret og smooth med røde bør og de eksotiske frugter. Det smager sådan set ganske godt, men bliver også lidt kedelig med lav syre. 88 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Kaufmann … schweizisk vinbonde i Eltville

Efter vor store vinsmagning hos Sophie, så spadserede vi hen til deres nabo på Rheinallee i Eltville og naboen er Weingut Kaufmann, hvor et stort rødt K ved et moderne vinothek markerede, at vi var kommet frem. Knaldrødt, Kool og Kanon !

Den røde farve var et gennemgående tema hos Weingut Kaufmann og det skyldes, at ejeren Urban Kaufmann egentlig er fra Schweiz og dermed anvender rød overalt … på logoet, etiketterne til vinene samt næsten alle steder. Det var jo helt hjemmeligt med de rød og hvide farver.

Vi gik indenfor i det tjekkede vinothek, hvor der allerede var dækket op til vores smagning og derhjemmefra havde medejeren Eva Raps fra vinhuset allerede på forkant spurgt, om vi var interesseret i lidt skinke og ost til smagningen, hvilket vi selvfølgelig havde takket pænt ja til.

Det var også frokosttid … så det passede perfekt, så vi fik sat os ved bordet og klar til en vinsmagning. Vi blev modtaget af en ung og sød værtinde, som først spurgte, hvad vi ville smage og vi lod det være op til hende, men fortalte også, at vi mest var til de tørre vine.

Weingut Kaufmann laver ellers både sekt, tørre hvidvine og endda også pænt mange Pinot Noir vine. Derudover selvfølgelig også både feinherb og edelsüss vine … men faktisk laver de også specialiteter som vermouth og Gin.

Derudover sælger de også vine fra et par samarbejdspartnere i form af Azienda Agrocola Vigna Rutz i Italien og Sea Horse Winery i Israel.

Weingut Kaufmann

Vingården er oprindelig grundlagt i 1953 af Johann Josef Lang og hed oprindelig Weingut Hans Lang. Men vingården blev i 2013 købt af den schweiziske Urban Kaufmann, der tidligere var ejer af det lille ostemejeri Appenzell, samt hans partner Eva Raps, der tidligere var administrerende direktør for VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Det er Urban, der står for produktionen af vinene, mens Eva Raps er ansvarlig for markedsføring og salg. Urban siger selv, at han forsøger at lave Rheingau vine med schweizisk præcision.

Urban og Eva har sammenlagt 20 hektar vinmarker, bl.a. har parret parceller på både Grosse Lage vinmarkerne Hattenheimer Hassel og Wisselbrunnen samt Erste Lage marken Schützenhaus, der også ligger ved Hattenheim.

På markerne er 80% plantet med Riesling og derudover har man Weissburgunder, Grauburgunder,  Chardonnay, Silvaner, men også den røde Pinot Noir.

Alt drives 100% økologisk og biodynamisk, for Urban og Eva tager sig de friheder, de mener er nødvendige for at skabe verdensklasse vine. De bruger naturens eget værn, når der skal gødes, herunder planteekstrakt og urtete.

Siden 2017 er de certificeret biodynamisk gennem Demeter Association, så nu har de papir på deres biodynamiske tilgang til vin. Når deres vine har det godt, så har de det godt. Der skal være styr på de små detaljer, så helheden er komplet.

De bruger solens energi og månens kræfter og tænker biodynamisk, når de tager sig af jorden, gødningen, beskyttelse af afgrøderne og de lytter til vinstokkene, også selv om de ikke forstår dem. Det giver de bedste vine, mener de.

Vinhuset er selvfølgelig medlem af VDP, men Eva var jo også i mere end 10 år Geschäftsführerin for Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Vinsmagningen

Det blev en virkelig lækker smagning, hvor vi samlet set kom til at smage 12 vine og i modsætning til Egert, så har Kaufmann også et pænt udvalg af vine på Pinot Noir. Samlet kom vores program til at se sådan her ud:

Jeg har – som vanligt – ovenover linket til mine sædvanlige beskrivelser og  anmeldelser af alle vinene, som vi smagte.

Vi fik også allerede fra start serveret lidt pølse, skinke og ost med tilhørende brød … sødt dekoreret med det schweiziske flag og disse små hapsere fik hurtigt ben at gå på.

Alle ved bordet blev hurtigt enige om, at kvaliteten hos Weingut Kaufmann var meget høj … specielt deres vine på Riesling, men også deres bedste på Pinot Noir var enestående flotte.

Brugen af de røde og hvide farver var gennemført … selv husets servietter var stablet i skiftevis røde og hvide farver og undervejs i vor smagning satte vor værtinde også lige en hoptimist i de danske – og schweiziske – farver på vort bord.

Hoptimisten er jo også en dansk opfindelse, for den blev skabt af den danske møbelsnedker Hans Gustav Ehrenreich fra Aarhus.

Samlet blev til en rigtig fin smagning … og til slut kom Urban Kaufmann selv ind i smagelokalet, hvor der også løbende kom en række kunder for at købe vin.

Rundvisning og mødet med Urban

Vi fik hilst på Urban og spurgte ham, om vi ikke måtte se vinkælderen … og det måtte vi selvfølgelig, så dermed sluttede den fine smagning også med en lille kælder-rundfart. Klasse.

Undervejs fortalte Urban også lidt om vinhuset, historien og produktionen af sine vine.

Vi fik set pakkeri, lager og de store ståltanke til gæringen af vinene …

… men så også de store game fade … flaskelinjen …

… og de mindre fade til lagringen af Pinot Noir vinene.

Super besøg og kæmpe tak til Weingut Kaufmann !!!

2023 Bodega Gorka Izagirre, Gorka Izagirre, Bizkaiko Txakolina, Spanien

2023 Bodega Gorka Izagirre, Gorka Izagirre, Bizkaiko Txakolina, SpanienJeg har et par gange tidligere smagt den fremragende hvidvin G22 fra Bodega Gorka Izagirre, men nu smager jeg så deres primære og mest sælgende vin, der blot hedder Gorka Izagirre.

Vinen er lavet på de to lokale druesorter Hondarribi Zerratia og Hondarribi Zuri, der kommer fra 10 forskellige plots på en 30 hektar vinmarker fordelt på 3 forskellige dale med lidt sit eget lille mikroklima.

Efter høsten er druerne nænsomt presset og mosten bliver herefter stabiliseret ved 10 grader i 36 timer, hvorefter man kan adskille den fineste del af mosten til gæring. Gæringen sker i ståltanke, hvorefter man lagrer vinen i 3-4 måneder sur lie inden aftapning på flaske og så lagrer den yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen virker det som en olieret, fyldig og smørret vin … har klart nogle lidt saltede elementer med frugt af fersken, nektariner, hyben, grapeskral, flint, røg og en buket blomster. Det er ret spændende … velkendt og alligevel anderledes.

Smagsmæssigt har vinen en mørk og bombastisk syre … virkelig fed og maskulin, har en fed, olieret og endda nærmest tyktflydende med syltede citroner, salte citroner, bitter lemon, syrlige æbler og derfor bliver det en frisk vin på en fed, opulent og tung måde. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Bodega Pepe Mendoza, Giró de Abargues, Alicante, Spanien

2021 Bodega Pepe Mendoza, Giró de Abargues, Alicante, SpanienDa vi var færdige med Sierra de Gredos smagningen hos Vinpusheren i god tid, så havde vi et kvarter inden bussen kom og det skulle da udnyttes, så vi kunne lige nå endnu en vin, som blev denne Giró de Abargues fra Bodega Pepe Mendoza.

Vi er nu ikke længere i Sierra de Gredos, for Bodega Pepe Mendoza ligger lidt syd for byen Llíber omkring ti kilometer fra middelhavskysten og det er altså i Alicante i det sydøstlige Spanien.

Pepe Mendoza Casa Agrícola er en familievingård drevet af Pepe Mendoza – der er søn af Enrique Mendoza, som selv har lavet vin i Alicante regionen siden 1970’erne – med hjælp fra sin kone Pepa, deres tre børn og gravhundene Lola og Syrah.

Med basis i landsbyen Llíber driver Pepe et vinhuset bæredygtigt med respekt for traditionerne  og han er passioneret omkring lokale druesorter og vinfremstillingsteknikker, der er blevet brugt i generationer lige siden romernes tid.

Pepe Mendoza havde inden overtagelse af families vinbrug rejst i 25 år som flying winemaker i lande som Argentina, New Zealand samt Chile på jagt efter viden og ønologisk erfaring.

Har har derfor masser af erfaring og lavet sine vine far 12 hektar vinmarker og det er primært marker med sorterne Giró og Moscatel Romano fra vinstokke plantet mellem 1920 og 1970 … og de dyrkes fuldstændig økologisk.

Her smager vi så Pepes 2021 Giró de Abargues … hvor Giró druerne kommer fra en enkelt stor mark. Giró er en gammel og lokal klon af Garnacha og den findes specielt i Alicante og på Sardien i Italien … men den er Pepe Mendozas særlige hjertebarn.

Marken ligger i 300 meters højde … men kun 700 meter fra havet, men efter høsten afstilkes maksimalt 50%. Den vinificeres de med minimal intervention. Først indledes en spontan gæring med alle druernes egne gærstammer, og derefter modnes lagrer på franske 500 liter egetræsfade i 12 måneder.

Duftmæssigt er der krydderbuske, rosmarin, lavendel og man fornemmer en kalket eller kridtet mineralitet … er frisk, frugtrig og virker lidt varm i stilen med en lidt note af medicinskab og pilleglas, mens frugten er modne kirsebær og brombær.

I munden er det dog også en rund vin, men har en ren og frisk syre med jern, mineraler og ribs, knuste hindbær, rabarber … noget jod, camparibitterhed, druekerner, krydderurter, fine og tynde tanniner og samlet set en meget frisk vin med et modent udtryk … 93 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Cien Lanzas Cenicientos, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Cien Lanzas Cenicientos, Madrid, SpanienBodega 4 Monos Viticultores laver to udgaver af deres vilde Grenache baserede Sierra de Gredos vin Cien Lanzas … en Cien Lanzas Tinaja Cenicientos lagret i lerkrukker og så denne Cien Lanzas Cenicientos, som jeg smagte i årgang 2021.

Cien Lanzas er en enkeltmarksvin lavet på 95% Garnacha samt en smule Carignena og Garnacha Blanca, er kommer fra næsten 100 år gamle vinstokke på marken i 830-960 meters højde.

Vinen er spontangæret med hele klasser alene på druernes egne gærceller og med 40 dages maceration og efterfølgende lagret 13-14 måneder på brugte egefade. Der er kun lavet 2.376 flasker.

Duftmæssigt har vinen en lidt beaujolaisagtig rustik landlighed, bondsk og har godt med lyse kirsebær, ribs, appelsinskal, Vermouth Rosso, ler, læder, blomster og virker i næsen så fin, så skarp, så frisk og har endda også en lille frugtsødme, som gør den saftig læskende.

Og sådan smager den vitterlig også … masser af ribs, rabarber, lemon, knuste hindbær og kirsch. Tanniner er der ikke mange af, men vinen har en elskelig syre … rigtig fin, frisk syre og en tørhed, der er rigtig fint balanceret. Det er en vin, som jeg kan drikke spandevis af og til tilbudsprisen også bare burde, for det er et vaskeægte røverkøb og dermed 95 point. Knuselsker den.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 149 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Bodega 4 Monos Viticultores, GR-10, Madrid, Spanien

2022 Bodega 4 Monos Viticultores, GR-10, Madrid, SpanienDen første rødvin i Vinpusherens Sierra de Gredos smagning var igen fra de 4 aber aka Bodega 4 Monos Viticultores og det var deres 2022 GR-10 … sjovt navn på en vin.

Men GR-10 henviser til en vandrerute, der forbinder Lissabon med Valencia og krydser gennem to af vinmarkerne tilhørende Bodega 4 Monos Viticultores.

GR-10 er ikke ren Grenache … men er et blend bestående af 85% Grenache, 12% Cariñena og 3% Syrah. Druerne stammer fra 30 til 85 år gamle vinstokke på marker i700 og 800 meters højde.

Druerne er hæstet manuelt og lavet med hele klaser via en spontangæring med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen lagrer vinen 9 måneder i egetræsfade, foudres og betontanke.

Duften er så ren, klar og æterisk … luftig og let med stenet granit, rabarber, ribs, moreller, knuste hindbær og rustik kirsch, blomster, limeskal, landlig, animalsk med fennikel, urter og nogle leragtige noter.

Det er smagsmæssigt skarpt. ren, lys, syrlig og letbitter … rarbaber, ribs, saftig lemon …meget ligetil og frugtrig med denne vilde syre, så du lige vipper med tæerne … har en rustik charme, for det er ikke så kompliceret men hjerteglad og karakterfuld. 93 point og til prisen et vildt godt køb.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 109 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Viñadores de Gredos, Cuesta de la Raices Albillo Real, Madrid, Spanien

2022 Viñadores de Gredos, Cuesta de la Raices Albillo Real, Madrid, SpanienDen anden Sierra de Gredos hvidvin til smagningen hos Vinpusheren var denne 2022 Cuesta de la Raices Albillo Real og igen er vi hos Rubén Díaz på  Viñadores de Gredos.

Igen er vinen lavet på ren Albillo Real, der kommer fra meget gamle vinstokke, der er høstet med håndkraft. Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 8 dage og dermed delvis en orangevin, der efter endt fermentering er lagret 4 måneder på brugte franske egefade.

I næsen virker vinen langt mere urtet, grøn, sødsyrlig med noget modellervoks, skocreme og faktisk ganske speciel … og så er der godt med saltede noter … selv sødmen virker ret saltet. Frugten er tørret fersken og tørret abrikos, appelsinskal og syltede pærer.

Smagsmæssigt er der godt med fedme, virker koncentreret og godt tæt, men alligevel frisk, selvom syren ligger sådan nærmest bagved og er lidt afdæmpet som en bil med flade dæk … men bilen kører blot ufortrødent videre … tørt med en saltet sødme. 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, La Danza del Viento Albillo Real, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, La Danza del Viento Albillo Real, Madrid, SpanienDe 4 abekatte … Bodega 4 Monos Viticultores har jeg også skrevet om før, for jeg er pjattet og tosset med deres vine. Hos Vinpusheren skulle vi efter de to rosévine smage 2 hvidvine og den første var denne 2021 La Danza del Viento Albillo Real fra aberne.

Denne hvidvin er lavet på druen Albillo Real fra nogle 95 år gamle vinstokke fra en sand- og granitholdig vin mark i 730 meters højde ved Cadalso de los Vidrios og alle druer er høstet med håndkraft.

Derefter ligger de i en kølig udblødning inden presning, hvor der alene anvendes den frie saft, som så spontangærer på 300 og 500 liter brugte franske fade. Der er vinen så lagret i 10 måneder inden aftapning på flaske næsten uden svovl. Der er kun lavet 360 flasker i denne årgang.

Duften er – hold da op – anderledes end forventet, for der er noget oksefond, røg, fedme og dufter nærmest oliere med kvæde, modne eller måske endda overmodne pærer, abrikos og tørret abrikos, lidt syltede og saltede citroner, appelsinskal, linolie, bivoks og karamel.

Smagen er blød, rund, røget og saltet med en maskulin mineralitet, pærer, abrikos … har en rund og tyk syre samt en let sødme. Smager også anderledes … fed, røget og olieret, fyldig og kompleks, her lidt valnødder, honning og blomsterpollen. 93 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Viñadores de Gredos, Dale Pink, Madrid, Spanien

2022 Viñadores de Gredos, Dale Pink, Madrid, SpanienHos Vinpusheren fortsatte vi med endnu en rosé … dog uden bobler og det var en 2022 Dale Pink fra vinmageren Rubén Díaz på Viñadores de Gredos.

Det er også et vinhus, som jeg har skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte Rubéns fabelagtige 2020 Otro Peldano. Jeg har også før smagt den røde udgave af Dale … en 2022 Dale Garnacha.

Dale Pink er nu imidlertid også lavet på Garnacha aka Grenache og den har samtidig godt med farve, så den kunne næsten gå som en lys og transparent rødvin. Her kommer druerne fra 2 små vinmarker i 1.080 meters højde og 70 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet ved, at druerne er presset, men i gæringen er en lille  del af druerne gæret sammen med i en skindmaceration, hvilket så også forklarer vinens pænt røde farve … lidt som en orangevin, men her er gæringen også sket med nogle af stilkene. Vinen trækker hele 14% og der er kun lavet sølle 900 flasker af vinen.

Hold nu kæft, sikke lækker duft, der både virker landlig, ekspressiv, luftig og overjordisk, spids, syrlig og dufter samtidig  meget saftigt. Der er masser lyserød frugt kirsebær, jordbær, ribs og  citrus, grøn, grenet og en kende juraagtig i noterne.

I munden er der også godt med  friske røde, syrlige, sure og småbitre bær. Det er grønne jordbær, ribs og måske endda lidt mørkere bær, lemon og en camparibitterhed … tør og alligevel med en vis læskende fornemmelse inden vi ender med et frisk citrusbid. Det er virkelig spændende vin … og en rosé for mig, så 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7