2021 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2021 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDenne Pairolero Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Sottimano er nærmest en gammel kending her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg så vinen i seneste frigivne årgang 2021.

Jeg har tidligere smagt Pairolero Barbera d’Alba Superiore i både årgang 2016, 2018 og 2020 … og hver gang har jeg faktisk været ret begejstret.

Vinhuset er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med hustruen Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Her smager vi ikke en Barbaresco, men Sottimanos 2021 Pairolero Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra to forskellige marker, nemlig Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar.

Vinen er lavet med spontangæring og maceration i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller efterfulgt af en malolaktisk gæring.

Vinen er lagret på franske barriques fra Francois Frères i Bourgogne og vinen bliver på fadene i 15-16 måneder … halvdelen af tiden på bærmen. Omkring 10% af de anvendte fade er nye og vinen tappes uden filtrering.

Dejlig fadpræget næse … virkelig meget luftig, selvom det jo reelt er en tæt, rund, fyldig og mørk vin. Det dufter da vildt godt og endda en tak bedre end 2020’eren. Der er derudover blæk, engelsk lakrids, en omgang sød og mørk tobak, grafit, pottemuld og frugten virker fed og gæret med sorte kirsebær, blommer og brombær suppleret med nogle søde krydderier, mynte og grønne krydderurter.

I munden er der godt struktur på tingene … har denne stringent og fine syre, som atter passer vildt godt sammen med den mørke frugt, fedmen og saftigheden. Det er tør engelsk lakrids, blommer og sorte kirsebær … hænger som de forrige årgange lang tid i munden, hvor den nærmest modbeviser påstanden om, at Barbera vine aldrig har tanniner. Lidt peber og jernet mineralitet bidrager også til, at den virkelig har bid og lang eftersmag. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Álvar de Dios, Tio Uco, Toro, Spanien

2022 Álvar de Dios, Tio Uco, Toro, SpanienNu har jeg et par gange i år smagt et par vine fra den unge og vilde vinmager Álvar de Dios Hernández, som laver spændende vine i det solrige Toro og Castilla y León. Nu smager jeg atter en af hans Toro vine og det er denne 2022 Tio Uco.

Mødet med Álvar de Dios’ vine har været en smuk oplevelse … både hans 2019 Aciano og hans 2020 Camino de los Arrieros. Men han er også inspireret af innovative vinhuse som Marañones og Comando G … vinhuse og vinmagere, som Álvar også er venner med.

Denne 2022 Tio Uco er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som kommer fra 3 marlker ved landsbyen El Pego. På den ene mark er vinstokkene unge … kun 35 år gamle og på de andre to er de gamle med henholdsvis 93 og 89 år på bagen.

Markerne dyrkes efter økologiske principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foretages ved håndkraft, hvorefter vinen gennemgår gæringen spontant og med hele klaser på stål over 15 dage. Man gennemfører kun en blid maceration, hvor al pigeage foregår med fødderne, før vinen slutteligt lagrer 6-8 måneder på store neutrale foudres af egetræ.

Men fornemmer i duften, at der bestemt er noget kraft i vinen, der da også i glasset har godt med mørkelilla farve. Der er landlighed og blomster, sorte kirsebær, ribs og selvom, at der er noget tæthed, stor styrke og rå power, så virker det på ingen måder som en tyk og solrig Toro vin. Blomsterne er mest violer, men de får følgeskab af lakrids, let peber og så ellers godt med røg.

I munden har vinen også et mere bjergagtig gear og 4-hjulstræk, hvor der røg, tobak, stor tørhed, lakrids, en kompakt og tæt frugt med en smule blåbær, kirsebær og ribs … og så lysere, stringent og ganske tørre tanniner, som sætter sig i munden med denne strenge mineralitet. Tio Uco er ikke helt så elegant som Aciano og Camino de los Arrieros, men selvfølgelig også billigere og giver et godt indtryk af, hvad Toro også kan … 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Emmanuel Fellot, Brouilly Rossignol, Bourgogne, Frankrig

2020 Emmanuel Fellot, Brouilly Rossignol, Bourgogne, FrankrigNadège og Emmanuel Fellot har siden 1991 lavet vin på det gamle Châteaux de Pierre Filant, som familien har ejet siden 1829 og her smager jeg deres 2020 Brouilly Rossignol.

Den gamle ejendom beliggende i Rivolet omkring 40-50 kilometer nord for Lyon, har været i familien Fellots eje siden 1829. Den gamle ejendom er bygget på en bjergskråning, mellem vinmarker, enge og skove. Lige siden overtagelse har Châteaux de Pierre Filant været en blomstrende familiearv for Fellot familien med landbrug, dyrkning og fremstilling af vin.

I 1991 overtog 6. generation i form af Emmanuel – kaldet Manu – godset efter sin far og begyndte at lave sin egen vin. På hans marker er vinstokkene plantet mellem 1927 og 1948 af hans bedstefar og far … og vinstokkene er udelukkende på gamle grundstammer af Gamay og Chardonnay … samt en lille smule Viognier.

Samlet har Manu 12 hektar vinmarker fra Rivolet til Colline de Brouilly, herunder nyere købte vinmarker i Brouilly med tussegamle vinstokke. Alt drives 100% økologisk, men udover vinproduktionen, så har man også fastholdt opdræt af køer samt en mangfoldighed af afgrøder, der fremmer biodiversiteten.

Vinificeringen af vinene sker meget traditionelt med macération carbonique over 6-20 dage i cementkar, mens lagringen typisk sker i  cementtanke, træfade eller burgundiske barriques. Nogle udvalgte cuvéer lagrer oftest på fade i 12 måneder og det sker selvfølgelig i ejendommens gamle hvælvede kælder.

Denne 2020 Brouilly Rossignol er lavet med druer for nogle af husets nyligt tilkøbte marker med gamle vinstokke, der vokser i en sandet jord. På marken har en nattergal i øvrigt slået sig ned.

Vinen er lavet som beskrevet ovenfor … altså med gæring via macération carbonique, men jeg kan ikke se nogle steder, om vinen er lagret i cementtanke eller egefade … hælder dog til det sidste, men vi må se, om det kan smages.

Nøj hvor det stinker landligt og bondsk … helt som en Beaujolais skal gøre, så på den måde skuffer første snif bestemt ikke. Den virker sgu ret frugtagtig med lyse kirsebær, kirsch, ribs, brombær, snert af lidt banan, blæk, nytårskrudt samt små søde noter, der bestemt virker som fadaftryk med en snert vanilje.

Smagen er blød, rund, saftig og læskende … virker meget rolig og overbevisende. Frugten brister nærmest af saftighed med kirsebær, tranebær, masser af ribs og måske endda lidt knuste hindbær. Vinen har en let camparibitter syre samt nogle tanniner, der lige markerer, men ellers er lyse og saftige … med et lille syrlig bid, hvor man også fornemmer lidt peber. 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Orion, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Orion, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigVi skal med næste vin til byen Préhy, der ligger omkring 10-15 kilometer svag sydøst for Auxerre. VI er med andre ord i den nordligste del af Bourgogne og fra det lille familieejede Domaine Orion smager jeg nu en 2022 Petit Chablis.

Domaine Orion er grundlagt i 2010, hvor den unge Léa Schaller fik ansvaret for driften fra sin far. Indtil da havde faderen blot solgt familiens druer videre til kooperativet La Chablisienne og sådan havde man faktisk gjort igennem 3 generationer.

Men Léa Schaller ville det anderledes, så hun startede med at lave, flaske og sælge vine under eget navn … eller rettere som Domaine Orion … opkaldt efter Metallica nummeret af samme navn.

Vinudvalget er indtil videre dejlig simpelt, for der produceres udelukkende to vine fra domænets økologisk dyrkede marker på samlet 10 hektar … en Petit Chablis og en Chablis, som begge vinificeres på ærketraditionel vis.

Denne Petite Chablis er selvfølgelig lavet på ren Chardonnay, hvor druerne først er høstet manuelt og nænsom selekteret, hvorefter der sker gæring og lagring på stål under temperaturkontrollerede forhold og med en svovltilsætning, der begrænses til et minimum.

Frisk duft … lidt anderledes end årgang 2020, for der er i næsen langt mere blomsterduft, som suppleres med denne lidt kalkede og kridtede aroma sammen med en lidt fladere og vandet note. Dermed bliver der ikke så megen dybde, men det giver i stedet en vegansk og lidt grøntsagsagtig aroma, der ikke virker så fokuseret. Den har dog en frugt af stikkelsbær, melon, syltede citroner og så noget havvand.

Smagsmæssigt er vinen også en smule til den vandede side, men sådan var årgang 2020 dog også … har denne lette, lyse og bøjelige syre, mens frugten mere er fersken, melon, pærer, æbler samt igen lemon uden vild bitterhed. Det er egentlig en okay frisk vin, har da også dette kalkede mineralske bid, som egentlig har Chablis vinens særegne kendetegn, så på den måde får man sgu masser af klar arketypisk terroir. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 205 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Feinherb, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Feinherb, Mosel, TysklandJeg har før smagt god Riesling fra Weingut Josef Rosch, bl.a. en 2019 Riesling J.R. Junior, men nu smager jeg den sødere Gutsriesling søster Riesling J.R. Feinherb i årgang 2022.

Druerne til denne vin kommer fra Leiwener Klostergarten, som ligger på skråninger tæt ved gården. Her hersker der et unikt terroir, som frembringer vine med en imponerende mineralsk elegance.

Som alle vinene fra Rosch høstes druerne i hånden. Druerne er presses efter høsten og gæringen er sket spontant på ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 4 måneder i tankene …lidt kortere tid end de dyrere storesøstre.

Til sammenligning med den tørre søstervin, så har denne et pænt restsukkerindhold på 18,5 gram pr. liter, mens den tørre har en mere beskedent restsukker på 7,0 gram pr. liter i samme årgang 2022.

Uha da … var første tanke, da jeg duftede første gang. Det er umiskendelig Riesling, hvor man både får den lidt klassiske næse af petroleum og klart suppleret af noget sødme. Det dufter sgu godt og har en frugt af noget tropisk frugt med abrikos, mango, fersken samt bløde pærer og delikat inderlighed … virkelig Mosel kvalitet. Den har også en stenet, skiferagtig mineralitet, som lige er med til at ophæve tyngdekraften med de 18.5 gram restsukker, der slet ikke virker det mindste gumpetung.

Men …. i smagen virker sukkeret nærmest som en energi-gel for en cykelrytter med masser af fortættet energi. Det høje niveau er dog heller ikke smagsmæssigt en hæmsko for vinen, for det giver en vin med brede skuldre,  olierede tekstur, stor drikkevenlighed, som kan begejstre både dem, som næsten aldrig drikker vin og dem, der bare knuselsker Riesling, Her er lidt for begge lejre … frugten er eksotisk, men der er også grillede citroner og lemon, der giver et vist bid. Jeg rammer lige 89 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, Spanien

2022 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, SpanienVi skal igen smage den Verdejo baserede vin El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, som er lavet i et joint-venture mellem to af Spaniens store vinmagere Eulogio Calleja og Javier Rodriguez i projektet Eulogio & Javier.

Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2019 og 2021, men smager nu 2022’eren.

Eulogio står for Eulogio Calleja og han er et anerkendt navn i både Spanien og USA, da han er teknisk direktør for Grupo Avante Selecta, som er en del af den store koncern Inveravante.

Avante Selecta ejer 9 vinhuse som fx Bodegas Naia og Dominio de Atauta, Viñas del Cenit og Álvaro Domecq. Eulogio Calleja har helt specielt stået bag etableringen af Bodegas Naia i 2002 og det vinhus er netop stærke på Verdejo vine.

Javier står for Javier Rodriguez og han er manden på vinhuset Rodriguez Sanzo, der i 2014 blev hyldet som Spaniens bedste vineri og vi også er stødt på her på Houlbergs Vinblog en del gange før, bl.a. ved smagning af den fantastiske Orange Wine Albillo fra Toro i Castilla y León.

De to har været venner i mange år og har nu lavet en række vine i deres fælles joint venture projekt. Målet er et lave unikke vine fra en række udvalgte marker. De ejer således ikke selv markerne, men de udvælger, opkøber og laver så vinene sammen med minimal indgriben og manipulation.

Der laves pt 4 forskellige vine i joint venture projektet, hvor El Quinto Paraje netop af en af dem. Det er 100% Verdejo, som er fra nogle  økologisk dyrkede marker beliggende i Rueda og den største af markerne i Medina del Campo.

Derudover kommer nogle af druerne fra gamle pre-phylloxera vinstokke på en mark i Nieva beliggende i 910 meters højde. Vinen er fermenteret i henholdsvis 600 liters egefade og betontanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret i 6 måneder frem til aftapning på flaske.

Meget imødekommende duft … man fornemmer en vis fedme med eksotisk frugt af ananas, mango, honningmelon, abrikos, fersken og pærer, små noter fra fadene med brunet smør, nødder, svag vanilje samt friske blomster … vellystig, buttet og overvægtig, men det er samtidig furiøs, voldsom og vellystig.

I munden er der imidlertid mere syre end duften måske lige indikerede og det kan vi jo rigtigt godt lide. Den har nemlig en fin kerne af frisk, rank og syrligere frugt med grape, lemon, citroner og umodne pærer, men de er pakket ind i melonsaft, fersken og næsten olieret cremethed. I eftersmagen kommer der også en salt, jernagtig mineralitet, der er med til at holde en syrlig eftersmag, der virker utroligt stringent, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandFra Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues smager jeg nu hans altid populære og dejlige Generations Riesling i seneste årgang 2022.

Det er et hus, som jeg har skrevet om før og denne vin har jeg endda også smagt tidligere i både årgang 2020 og 2021, men alle har denne geniale etiket, der afspejler både terroiret og vinhusets traditioner.

Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken i stedet holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,1 gram pr. liter.

Duftmæssig er der ingen hidsig petroleum eller terpentindampe, men den damper i stedet af lidt eksotisk frugt sammen med nødder og en snas sødme. Der er melon, fersken, æbler og citron, men det er ikke umiddelbart den sureste citron, som man har fundet i kurven. I stedet er der en smule lette blomster og i det hele taget en vis lethed over vinen, som virker fint balanceret.

I munden kan de 18,1 gram restsukker klart fornemmes, men det bedste er, at det ikke bliver på bekostning af syren, som faktisk er lidt mere fremme end de forrige årgange. På den måde kan Mosel altså bare noget særligt. Men det giver faktisk en rigtig drikkeklar, læskende og saftig Riesling, der har dette store bællepotentiale enhver gæst vil knuselske. Tårnhøjt niveau for en Gutsriesling, hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg anmelder … bogen Vin under lup

Jacob Ruby starter sin vinbog Vin under lup med de vise ord; At studere vin er lidt som at studere universet. Du bliver aldrig færdig. Min frue sagde også forleden, om jeg da ikke snart havde smagt alle vine i hele verdenen? Slet ikke … faktisk kun en lille brøkdel.

Selvom Jacob aka Mr. Ruby har så evig ret i hans indledning i Vin under lup, så har han alligevel forsøgt at gøre os klogere på en masse om vin som både; historien om vin, vinplanten, druerne, jordforhold, klimaets betydning, planteavl og bæredygtige tilgange, vinifikation, lagring og smagning af vin.

Jeg har over den sidste måned grundigt læst bogen … ja, jeg er åbenbart langsommere til at læse end at drikke vin. Selvom jeg selv synes, at jeg ved en del om vin, så er jeg blevet meget klogere på en lang række områder, for bogen er virkelig meget informativ.

Jeg er vildt begejstret for bogen, for den giver virkelig, på en usnobbet, interessant og letlæselig facon en faglig viden om vin uden af virke støvet, nørdet eller kedelig. Den giver dig et kæmpe overblik og stor viden om vin … uanset, om du er ny eller meget erfaren indenfor vin.

Det skyldes både Jacobs fine måde at fortælle om emner på, men samtidig er bogen krydret med egne oplevelser i vinlandene samt en række små citater om vin, som fx Vin er lys holdt sammen af væske eller mit ynglings citat Vin er det konstante bevis på, at Gud elsker os, og at han elsker at se os glade.

Jeg kan nemt kede mig, når jeg skal læse bøger … specielt en fagbog indenfor et bestemt område, som jeg allerede kender lidt til, men det gjorde jeg faktisk slet med Vin under lup.

Måske skyldes det også, at dette er 2. udgave af bogen, der udkom første gang tilbage i 2011 … og siden har Jacob ændret rigtigt meget og han siger selv, at det faktisk er en helt anden bog. Han har ændret sig, emnet vin har udviklet sig og verden har udviklet sig … og så har han også brugt de sidste 4 år på at skrive på bogen.

Det har belønnet sig … Vin under lup er en rigtig fin vinbog, som jeg absolut vil anbefale til alle, som er nysgerrig på vin … høj som lav, tyk eller tynd, erfaren eller uvidende.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor bogen koster 199 kr.

Boganmeldelse 6/7

2022 Weingut Markowitsch, Sauvignon Blanc, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Markowitsch, Sauvignon Blanc, Carnuntum, ØstrigVi fortsætter lige i Sauvignon Blanc sporet, men rykker til den lille by Göttlesbrunn i regionen Carnuntum i Østrig, hvor vi jo finder Weingut Markowitsch, som jeg også har skrevet om nogle gange.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1750 og drives i dag af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter som Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er både  Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadratmeter state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Denne Sauvignon Blanc er lavet med druer, der høstet med håndkraft i midten af september og så sorteret af flere inden presning i vineriet. Omkring 90% af mosten er gæret køligt ved 18-20 grader og de sidste 10% ved 22-24 grader i barriques. Efter endt fermentering er vinen samlet og lagret i ståltanke inden aftapning.

Duftmæssigt absolut Sauvignon Blanc med græs, grøn peber, stikkelsbær, citrongræs og ellers mere venlig og tropisk frugt med fersken, hyld og mango, men også en dejlig tør, stenet mineralitet, der samlet set skaber en ganske fin balance.

Efter første slurk laver du kyssemund, masser af skarp og præcis syre, som en Sauvignon Blanc også skal have. Det er umodne æbler, grapesaft, sure og gnavne citroner, bitter lemon, salte mineraler og alt er så privfrisk, spids og akkurat med sitrende energi. 91 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Marlborough Wine Limited, Marlborough Brook Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2022 Marlborough Wine Limited, Marlborough Brook Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandVi fortsætter sgu da med mere Sauvignon Blanc fra New Zealand … og fortsat fra en stor vinkoncern, der hedder Marlborough Wine Limited og det er med en 2022 Marlborough Brook Sauvignon Blanc.

Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver Marlborough Wine Limited, der i dag omfatter vinhuse og brands som Toi Toi Wines, Staete Landt, Map Maker, Cooper Creek, Stone Bay, Rata, Mouku, Marlborough Vines, Marlborough Brook, South Sea samt endelig Marlborough Mountains.

Kevin og Sara Joyce startede deres vinrejse i 2006, hvor de købte vingården Brookdale og etablerede Marlborough Wine Limited, men allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fællesskab Toi Toi Wines, hvor de samme år frigav deres første vin … en Sauvignon Blanc.

Senere i 2017 købte  Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandels og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.

Tilbagekøbet har været muligt, idet  Marlborough Wine Limited er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Limited.

Her smager vi deres Marlborough Brook Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra forskellige marker og er høstet i de tidlige timer om morgenen. Når de kølige og friske druer ankommer til vineriet er de afstilket og nænsomt presset, hvorefter gæring er sket køligt på ståltanke … og der er vinen også lagret en periode.

Duftmæssigt er det bestemt klassisk Sauvignon Blanc med grøn peber, græs, tomatstilke, solbærblade, hyld, stikkelsbær … men der er også blødere eksotisk frugt med mango, papaya og passionsfrugt, citrongræs og syrligbitter lemonfrugt.

I forhold til den foregående Sauvignon Blanc er der smagsmæssigt en mere skarp og præcis syre, hvorfor den virker langt bedre, mere seriøs og klassisk. Der er både grape, stikkelsbær, citroner, lemon og hyldeblomst … næsten så de hviner i munden på dejligste måde, for sådan skal Sauvignon Blanc smage efter min bog. Det er arketypisk Sauvignon Blanc … flot, skarp med en lille venlighed. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7