2017 Domaine Henri de Villamont, Savigny-lès-Beaune Le Village, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Henri de Villamont, Savigny-lès-Beaune Le Village, Bourgogne, FrankrigI Domaine Henri de Villamont trekløveret var den sidste bourgognevin en rødvin … en 2017 Savigny-lès-Beaune Le Village fra husets lille monopolmark.

Monopolmarken Le Village tilhørende Domaine Henri de Villamont er på 4,5 hektar og den ligger lige udenfor den lille landsby Savigny.

Vinificeringen er sket på rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration er sket over 25 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret først med 11 måneder på barriques og derefter 6 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske.

Duften er let … let og moden, hvor fadnoten også er tydelig med nogle lidt woody noter, våde fade, vanilje, sød finsk lakrids, kanel, karamel og chokolade sammen med jordbær og lyse kirsebær, men alle til den lidt modne side. De supplerende med lidt blomsterpollen samt sødme … meget indbydende lækker.

Sådan er smagen også … meget indbydende, men pænt til den lidt sødere side … og endda mere end jeg havde forventet. Man det gør vinen letdrikkelig og ganske saftig med søde jordbær, kirsebærlikør, chokolade, cafe latte og en mere rank syre, der dog er til at tale med og således ganske medgørlig og venlig. Det er blødt, fint, modent, let, blødt og næsten pleasende. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Henri de Villamont, Pouilly-Fuissé Grumes d’Or, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Henri de Villamont, Pouilly-Fuissé Grumes d'Or, Bourgogne, FrankrigDen næste vin i trekløveret af burgundiske vine fra Domaine Henri de Villamont blev så denne 2019 Pouilly-Fuissé Grumes d’Or.

Den er selvfølgelig også lavet på Chardonnay, der høstes fra marker i Pouilly-Fuissé … nogle af de kalkholdige marker i Mâconnais, som jo giver vine med en unik mineralsk syre.

Igen er der ikke så mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på 350 liters egefade, heraf 25% er helt nye.

Mums for en duft … igen pænt med fad, men samtidig er duften samtidig mere luftig og let. Der er vanilje, kiks, karamel, nougat, lidt lakridskonfekt og en blød frugt af dåsepærer, fersken, honningmelon og måske endda lidt fersken. Det er klart den pæne frisure med flot midterskilning, vandkæmmet og ren … til den feminine side med smørfedme og svag lidt nøddekompot.

Smagen er også ret lækker … blød, cremet og smørfed … måske lige en anelse mindre sul på sidebenene end foregående Rully, meget ren og klar i frugten med grønne pærer, gule æbler og lidt citrus, men det spiller sgu meget godt. Syren er lidt mere fremtrædende her … sådan med grillet citron og syltet lemon samt en kalket mineralitet, hvorved vinen hænger lang tid i eftersmagen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Henri de Villamont, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Henri de Villamont, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigDe næste 3 vine er alle fra det burgundiske vinhus Domaine Henri de Villamont og vi starter smagningen af trekløveret med denne 2018 Rully Blanc.

Domaine Henri de Villamont ligger i byen Savigny-lès-Beaune i Bourgogne og har en lang historie, der går tilbage til starten af 1900-tallet, hvor den idealistisk Léonce Bocquet, som drev det velansete vinhus Chateau Clos de Vougeot, byggede slottet og de massive, lange underjordiske vinældre. Det karakteristiske slot med tårnet Guettes blev tegnet af arkitekten Charles Suisse og er meget iøjefaldende.

Efter Léonce Boquets død har vinslottet haft mange forskellige ejere indtil 1964, hvor det blev købt af schweiziske Schenk, som jo er en af Europas største vinkoncerner.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. gennem datterselskaber i de respektive lande og dermed udnyttelse af den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset netop Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen … og altså også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Siden Schenk overtog Henri de Villamont investerede koncernen frem til 2004 betydelige summer i at højne produktionen i antal på vinslottet via satsning på deres negociantdel. Det betød, at de i den periode årligt producerede 20 millioner flasker hvert år.

I 2004 blev de trætte af at jage de enorme mængder og besluttede at droppe deres negociantforretning. Den beslutning blev fulgt af en række investeringer, hvor vineriet blev renoveret og re-designet for at satse på kvalitet. De hyrede også vinmageren Pierre Jhean til at stå for produktionen … og i dag er det fortsat Pierre, som har ansvaret for produktionen.

I stedet for 20 millioner flaske vin, så producerer Domaine Henri de Villamont i dag mere beskedne 350.000 flasker årligt, som kommer fra deres 10 hektar vinmarker.

Denne Rully Blanc er lavet på 100% Chardonnay fra Rully, der jo af en af de bedste hvidvinsappellation i Côte Chalonnaise. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men efter gæring er vinen lagret 10 måneder på 300 liters burgundiske egetræsfade.

I næsen er det en moden Chardonnay med alle de klassiske burgundiske dyder med ristede hasselnødder, brunet smør, vanilje, lakridskonfekt .. frugten er bagte æbler og kandiseret citron … klart pænt fadpræg, men også denne modne og voksne fornemmelse med lidt voks, olie, honning og mariekiks.

I munden er det en fyldig Chardonnay … det drypper næsten med  fadfedme og en moden frugt med kvæde og pærer. Smagen er blød, fed og cremet … rindende, blid som en lille bæk i morgenlyset, rolig og nærmest stoisk, flyder bare derudaf med elegance, har kalkede mineraler … men mest af alt den runde, vaniljesøde og venlige sjæl, hvor alt bare smager indtagende. Det er bare en lækker og blid  Rock’n’Rully, så derfor 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7