2020 Château Haut-Chaigneau, Lalande de Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Haut-Chaigneau, Lalande de Pomerol, Bordeaux, FrankrigVi skal et smut til højre bred i Bordeaux, hvor vi ved skillevejen mellem Pomerol og Saint-Émilion og blot 5 minutters kørsel fra verdensberømte Château Petrus finder Château Haut-Chaigneau, hvorfra vi smager denne 2020 Lalande de Pomerol.

Château Haut-Chaigneau blev købt i 1967 af André og Jeanine Chatonnet, der efterfølgende langsomt har restaureret vingården og løbende foretaget forbedringer og øget kvaliteten af vinene fra vingården.

Chatonnet familien har været vinproducenter i Saint-Emilion siden det 15. århundrede … oprindelig med basis i middelalderbyen ved St. Martin de Mazerat, men i dag har Vignobles Chatonnet hovedsæde på Château Haut-Chaigneau ved Néac i Lalande-de-Pomerol.

Driften varetages i dag af André og Jeanine Chatonnets søn Pascal og han laver på Vignobles Chatonnet 5 forskellige vine og det er så Château La Croix Chaigneau og derefter Spirit of Eleanor, La Serge, The Archangel og så denne Château Haut-Chaigneau. Der laves samlet 150.000 flasker årligt fra familiens 30 hektar marker.

Vinen er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke, der er lavet traditionelt i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 25% er nye fade.

Det dufter af Bordeaux … virkelig klassisk med solbær og kirsebær, muld eller spagnum, cedertræ og cigaræsker, våde fad og elementer fra fadlagringen med let vanilje, mælkechokolade, kanel og en syre, der virker levende, livlig og lige løfter vinen.

Smagen er frisk, lysere end forventet og syren er samtidig renene, mere klar og bitter end forventet. Der er virkelig et frisk bid af den mørke frugt suppleret med lysere og mere bitterfrisk frugt af både hindbær, brombær, ribs og lyse blommer. Det er sgu ret godt og dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens vinen koster 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, Chile

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, ChileLad os blive ved lidt Carménêre vin fra Cachapoal i Chile … men næste vin er fra vinhuset Clos de Luz og det er deres 2019 Massal 1945 Carménêre.

Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen … en lille underregion af Cachapoa i den nordlige del af Rapel Valley i Chile omkring 113 kilometer sydøst for Santiago.

Det siges at være det sted, hvor chilensk Carménère først blev plantet, og Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på netop Carménère fra gamle stokke. Det er denne Massal 1945 Carménêre et godt eksempel på.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med søsteren Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100% økologiske marker.

Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke. På billedet ovenover kan I så én af de gamle Carménêre stokke.

Som med den foregående Carménêre er vinen ikke lavet på ren Carménêre … kun 92%, mens de resterende 8% er Syrah. Men alle Carménêre druerne kommer fra de upodede vinstokke plantet tilbage i 1945.

Druerne er høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen12 måneder … 50% af vinen i store 4.000 liter egefade, 44% i franske barriques på 225 og 300 liter, mens de sidste 6% lagrer i franske Sylvain 600 liter fade.

Duftmæssigt tydelig aroma af frisk mørk frugt samt fadnoter … brombær, blommer, lidt solbær, gran, mentol, rosmarin og andre krydderurter, noget tørt jord, ler, kaffebønner, mørk chokolade, lidt tobak, lakrids og blomster.

Det er dog klart smagsmæssigt, at vinen har sine allerstørste forcer, for den er skruet godt sammen med tilstrækkelig frisk frugt, er blød og cremet, men har samtidig tilstrækkelig med med syre til, at vinen ikke bliver for blød og marmeladeagtig. Frugten er mørk, men syrlig af blommer, brombær og hindbær, hvilket suppleres af lidt brændte elementer, ristet kakao, bitter mørk chokolade … virker klart lysere i munden end duftmæssigt … næsten læskende saftig … fortsat på en mørk og solrig måde. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Vinos Chilano, Carménère Reserva, Colchagua, Chile

2018 Vinos Chilano, Carménère Reserva, Colchagua, ChileMed næste vin skal vi til Colchagua Valley i Chile. Vinos Chilano ligger ved Rancagua syd for Santiago. Det er et brand under den store vingruppe VyF aka Ventisquero og vinen er en 2018 Carménère Reserva.

VyF er en af de største landbrugskoncerner  i Chile og er grundlagt i 1988, hvor de første vinstokke også blev plantet. I dag producere r VyF omkring 18 millioner flasker vin. De eksporterer til mere end 30 lande, blandt dem er Storbritannien, Japan, Brasilien, Kina, Rusland, Indien og Thailand.

Vyf har mere end 1.800 hektar vinmarker i forskellige dale i Chile og vinene laves af et team ledet af vinmageren Ángel Marchant, der er fulgt i sin fars fodspor som leder af en vingård … denne blot større.

Denne Carménère Reserva er lavet på et blend af 85% Carménère og 15% Syrah, som Ángel Marchant selekterer fra stenede og meget granitholdige parceller i Colchagua Valley.

Inden gæringen på ståltank nedkøles frugten, så drueskindet ved koldmacerering frigiver ekstra farve og aromaer til mosten. Vinen er gæret i ståltanke, men er derefter lagret 6-8 måneder på franske og  amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt har vinen en lidt spøjs fadnote, der både er sød, blomsterrig og landlig på en lidt spruttende facon. Der er noget blommemarmelade, brombær, selleri, vanilje og virker lidt kødfuld på en vegansk måde, hvis det giver mening?

Smagen er også kødfuld og frugten dermed lidt fed, fyldig og marmeladeagtig med en snert peber, der lige vrisser lidt. Der er tørre brombær, blommer og meget sådan allround, hvormed det klart er en vin, som mange vil kunne lide, selvom den ikke er så kompleks eller nuanceret. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7