2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux, men skifter til venstre bred, for nu smager jeg en 2019 Médoc fra Château Grand Bouchon og Didier Friand, som skulle være Propriétaire i Pignac-en-Médoc.

Jeg har trevlet alt igennem på internettet, men kan ikke finde en Didier Friand, men kan dog godt finde et Château Grand Bouchon, men det ser dog en smule anderledes ud end slottet på denne etiket og er ikke ejet af en Propriétaire Friand, men af den store vinkoncern Yvon Mau.

Hvis det er Yvon Mau, som ejer Château Grand Bouchon, så er det en pænt stor historie, for Yvon Mau ejer nemlig også store Freixenet Group, som står bag den kendte spanske boblevin … og det firma ejer igen masser af vinhuse over hele verdenen.

Hvis – og jeg understreger hvis – Château Grand Bouchon er ejet af Yvon Mau, så ligger det i Lafon kommunen vest for Lesparre og har sine vinmarker mellem byerne  Civrac og Prignac  … så på den måde passer pengene.

Château Grand Bouchon ejet af Yvon Mau har 22 hektar vinmarker med vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Denne Médoc vin er lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med både gæring og maceration over 3-4 uger i ståltanke over efter gæringen er vinen og lagret i ståltankene.

Duftmæssigt starter den lidt tilbageholdende … og duften er da heller ikke dyb, tæt eller koncentreret og de forskellige elementer hænger heller ikke så skarpt sammen. Der kommer en aroma med solbær, tranebær og sure kirsebær, lidt cigarkasser og nogle mere grønne elementer … blade, grene og tørre krydderurter.

I munden bliver det lidt det samme … der er en skarp og småsyrlig frugt, der heller ikke er så fyldig, men absolut frisk, pågående samt syrligstærk. Der er peber, knastørre tanniner og samtidig er vinen ret tør, mens syren er direkte med citroner, lemon, ribs og sure tranebær … skriger på mad. 87 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Château Cap de Faugères, Castillon Côtes de Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Cap de Faugères, Castillon Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigForleden smagte jeg en skøn vin fra et joint venture mellem danske Peter Sisseck og den spanske mangemillionær Silvio Denz. Nu smager jeg så en vin fra et af Silvio Denz opkøbte vinslotte i Bordeaux, nemlig Château Cap de Faugères og derfra smager jeg en 2020 Castillon Côtes de Bordeaux.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz.

Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava. Det var dér, at Peter Sisseck blev tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede bånd til Silvio Denz.

Château Cap de Faugères er nærmest lillesøster til både Péby Faugères og Faugères, men slottet med dets 20 hektar vinmarker ligger i kommunen Sainte Colombe i appellationen Castillon-Côtes de Bordeaux omkring 5 kilometer sydøst for Saint Émilion og har samme terroir med ler- og kalkstensskråninger.

Denne vin er lavet på et blend af 85% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Gæring og maceration er sket i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

I næsen er det en mørk vin, kanel, solbær og kirsebær, godt med cedertræ, medicinskab, hæfteplaster, lidt muggen, fugtig skovbund, sorte oliven, sort og småbitter kaffe samt et bundt tørre krydderier.

Smagen er blød … men har en mørk og bitter kraft, masser af syre, hvor der endda kommer en lidt citrusagtige syrlighed. Frugten er så både tranebær, sure kirsebær og ribs … er tør og tanninerne viser da heller ingen nåde, men får munden til at krumme sig sammen. Det er absolut en ung bordeauxvin, som kun vil blive bedre af lidt tid i kælderen. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2021 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDenne Pairolero Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Sottimano er nærmest en gammel kending her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg så vinen i seneste frigivne årgang 2021.

Jeg har tidligere smagt Pairolero Barbera d’Alba Superiore i både årgang 2016, 2018 og 2020 … og hver gang har jeg faktisk været ret begejstret.

Vinhuset er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med hustruen Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Her smager vi ikke en Barbaresco, men Sottimanos 2021 Pairolero Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra to forskellige marker, nemlig Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar.

Vinen er lavet med spontangæring og maceration i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller efterfulgt af en malolaktisk gæring.

Vinen er lagret på franske barriques fra Francois Frères i Bourgogne og vinen bliver på fadene i 15-16 måneder … halvdelen af tiden på bærmen. Omkring 10% af de anvendte fade er nye og vinen tappes uden filtrering.

Dejlig fadpræget næse … virkelig meget luftig, selvom det jo reelt er en tæt, rund, fyldig og mørk vin. Det dufter da vildt godt og endda en tak bedre end 2020’eren. Der er derudover blæk, engelsk lakrids, en omgang sød og mørk tobak, grafit, pottemuld og frugten virker fed og gæret med sorte kirsebær, blommer og brombær suppleret med nogle søde krydderier, mynte og grønne krydderurter.

I munden er der godt struktur på tingene … har denne stringent og fine syre, som atter passer vildt godt sammen med den mørke frugt, fedmen og saftigheden. Det er tør engelsk lakrids, blommer og sorte kirsebær … hænger som de forrige årgange lang tid i munden, hvor den nærmest modbeviser påstanden om, at Barbera vine aldrig har tanniner. Lidt peber og jernet mineralitet bidrager også til, at den virkelig har bid og lang eftersmag. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7