2022 Les Grands Chais de France, Hans Greyl Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2022 Les Grands Chais de France, Hans Greyl Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandSå er der tid til Sauvignon Blanc fra New Zealand, men her med et fransk islæt, idet Hans Greyl er et brand under GCF Group aka Les Grands Chais de France, der jo er Frankrigs største vinkoncern.

Her kommer druerne fra nogle af den store koncerns partner-vinavlere, som så får GCF Groups ekspertise og tekniske assistance via flerårige kontrakter.

Markerne har undergrund med meget sten og ler. Efter høsten er druerne presset med det samme, men gæringen er sket på rustfrie ståltanke … og efter endt fermentering er vi lagret i ståltankene en kort periode.

Duftmæssigt er der nogle klare og tydelige Sauvignon Blanc aromaer med grøn peber, tomatblade, stikkelsbær, hyld, grape, græs og ellers fornemmes også en lille snas sødme.

I munden bliver den lille snas sødme dog langt mere udtalt og dermed mere end en snas. Der kommer faktisk noget eksotisk frugt med fersken, abrikos, mango, gule modne æbler, grillet lemon, meget saftig, læskende og en rigtig terrassebasker. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienDe fleste læsere ved nok, at jeg jo elsker Ribera del Duero og nu har jeg igen fået vin i glasset derfra … en 2021 Selección fra vinhuset Hacienda Solano.

Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og grundlagt i starten af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano.

Det har jeg tidligere skrevet en masser om, fx da jeg sidste smagte denne Selección i årgang 2020.

Selección består i den nyere årgang 2021 af 98% Tempranillo samt 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten.

Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder meget om foregående årgang … klart med fadnoter samt en mørk frugt med sorte kirsebær, hindbær, svesker, noget sød finsk lakrids, gamle egefade, cedertræ, læder, nelliker, kakaopulver, chokolade, røg samt ristede noter med lidt krydderier.

I munden er der både dejlig Ribera del Duero sødme samt en frugt med tør bitterhed i form af blåbær, kirsebær, tranebær samt svesker suppleret med røg, violer, mørk og bitter chokolade. Der er bløde og omgængelige tanniner, en vis sødme og samtidig et krydret spark med stor tæthed og venlighed. Smager knusende godt. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, TysklandFor knap 2 måneder siden smagte jeg en sindssyg flot Gutsriesling fra Weingut Fries, der jo holder til  sydvest for byen Winningen i Mosel og nu smager jeg så hans nærmest mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder.

Du kan læse om Weingut Fries i min anmeldelse af deres 2021 Vom Schiefer Riesling Trocken, mens jeg her kigger på denne Winninger Spätburgunder.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra nogle af husets ældste vinmarker omkring Winningen. Daniel Fries laver denne vin med inspiration fra både Bourgogne, Oregon og Baden, hvor Daniel allerede har høstet erfaring.

 Winningen Pinot Noir er gæret med 60% hele klaser i åbne, neutrale egetræsfade med daglig pumpover og slutteligt efter endt gæring så lagret 18 måneder på brugte barriques.

I glasset er vinen vildt transparent … teglfarvet transparent og sender små røgsignaler op af glasset med en let, sødsyrlig og luftig aroma, der næsten er så uimodståelig, at jeg næsten må besvime, for det dufter rasende godt. Der er syrlige drops, fennikel, landlig, luftig og æterisk. Der er blomster, malerspand og acetone, gazebind med en lys, moden frugt af hindbær, jordbær, ribs, karamel og vanilje … jeg finder faktisk ligheder med en anden Daniels vine fra Mosel, nemlig Daniel Twardowski … jeg siger bare WAUW.

Smagen er også vildt lækker … typisk tysk Spätburgunder, men med denne lyse, vilde og sitrende energi. Frugten er lys, stringent, frisk og ren … det er rabarber, ribs, granatæbler og citroner med saltet samt jernagtig mineralitet … og så alligevel en svag sødme. Det er en sart, smuk og feminin vinøs lykkerus, som langsomt og præcist breder sig i munden med en æterisk cremethed … sensibel, sårbar, graciøs og yndefuld … Scheiße hvor er det fortryllende. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7