2021 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienNår man har sagt A, så må man også sige B … så derfor smagte jeg også Nicola Di Sipios Montepulciano d’Abruzzo og endda i samme årgang 2021.

Det er en vin, som jeg har smagt i både årgang 2013, 2014, 2015 og den er her i den nyere årgang 2021 fortsat husets  røde basisvin aka entry-level rødvin.

Montepulciano d’Abruzzo er lavet på ren stål, men der er ingen oplysninger om gæring og maceration, men vinen er alene lavet og lagret på ståltanke samt flaske.

Sådan … sikke en vild, bondsk, landlig og blomstret duft. Der er parfumerede tulipaner, bio bio landlige noter, mødding og proppet med saftige kirsebær, blyanter og blæk, sød lakrids og alt sidder lige dér, hvor det skal sidde for at skabe god balance og karma.

Smagen er saftig og solmoden med en fedme, fylde og bondsk blødhed. Der er sorte kirsebær, solbær, tranebær med en nogle tørre tanniner, der er mere markerede og tydeligere end tidligere, hvilket er med til at gøre vinen mere helstøbt, for man får således både lidt læskende saftighed, moden, blød og sødbitter frugt, lidt krydderier og peber, nogenlunde stramme tanniner og samlet godt bid. Det er faktisk en lille charmebasse, så 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, Italien

2021 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, ItalienJeg har før udbrudt WTF … Riesling fra Abruzzo i Italien? Men nu smager jeg igen en Riesling Terre di Chieti fra vinhuset Nicola Di Sipio og sidst var det i årgang 2016 … men nu smager jeg 2021’eren.

Vinen er én af nu 5 forskellige hvidvine, som der laves hos vinhuset. De øvrige hvidvine er på mere italienske druer som både Falanghina, Pecorino og Trebbiano d’Abruzzo.

Jeg kan ikke finde mange oplysninger om produktionen, men mon ikke, at vinen er lavet som 2016’eren og det er sket ved, at druerne først afstilkes, hvorefter de køles ned og ligger i blød i 24 timer inden en blid presning og filtrering før gæringen i rustfrie ståltanke. Dette efterfølges så af 12 måneders lagring i ståltankene.

Det er ikke duftmæssigt en knastør og petroleumsvæddet Riesling, for denne italienske sag er anderledes om end pænt mineralsk, men det er samtidig med en frugt af  modne æbler, meloner og fersken, nogle ret kalkede mineralske noter, hvide blomster, et anstrøg af nødder, mandler og virker egentlig ganske frisk.

Smagen er rigtig lækker … har lidt blød og cremet frugt, men samtidig fin friskhed, som virker mere klar og stringent end hos 2016’eren. Det giver en frisk vin, som dog har lidt sul på kroppen med gule æbler, grillet lemon og en smule citroner samt atter denne kalkede mineralitet. Flot og dejlig Abruzzo Riesling. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor sådan en interessant fætter koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Le Monde, Refosco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Le Monde, Refosco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen tredje og sidste vin fra Alex Maccans Le Monde blev en spændende rødvin, for det var nemlig en 2022 Refosco … netop lavet på druen Refosco.

Refosco – også kaldet Refoshi – er en gammel rød druesort, der primært findes i Norditalien i Friuli-Venezia Giulia, den vestlige del af Slovenien og på Istrien i Kroatien.

Nyere DNA analyser fra 2005 har vist, at der findes 6 forskellige variationer af Refosco aka Refoschi, hvor varianten Refosco dal Peduncolo Rosso aka den rødstilkede Refosco drue er den mest udbredte og primært er den sort, som findes i Friuli-Venezia Giulia, hvor den findes i Friulis Colli Orientali DOC vinene.

De andre varianter – hvor nogle har flere navne – kaldes Carso Terrano/Refosk, Refosco di Faedis, Refoscone, Refosco Nostrano og Refosco di Rochis, Refosco dal Peduncolo Rosso, Refosco del Botton eller Tazzelenghe samt Refosco di Guarnieri/Trevisana Nera.

Refosco giver masser af syre til vinene, aromaer med græs samt smag af blommer og peberkrydderier. Refosco modner ret sent og hvis den høstes for tidligt, så kan den give vine med barske og umodne tanniner.

Hos Le Monde er Refosco druerne høstet de sidste 10 dage af september og efter høst er gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke over 12-15 dage med daglig bâtonnage og derefter er der sket malolaktisk gæring og lagring i ståltankene en periode.

Duftmæssigt er det bestemt meget blommer, en håndfuld pebernødder, mandelkiks, nelliker, violer og en lidt græsset, grøn note med tørre krydderurter og småsur tobak … men har på én eller anden måde en bondsk og lidt rustik friskhed over sig.

I munden er vinen absolut  ret blød … men også utrolig tør, har også godt med peber, krydderier og en lidt bitter og tør frugt, der mest er tranebær, hyben, lemon, grape … og tanninerne er faktisk også både ganske ubarmhjertige, barske, tørre og ætsende … efterlader bare munden knastør med en kantet frugt. Sjov og anderledes, men samtidig en vin, man skal give god tålmodighed. 88 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7