2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienPicaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.

Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.

Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner,  som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, Spanien

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, SpanienFor omkring et års penge siden, da smagte jeg første gang denne Salia fra Finca Sandoval, der jo ligger i den ukendte appellation Manchuela i Castilla-La Mancha.

Bodegas Finca Sandoval ligger ved den lille landsby Ledaña i DO Manchuela omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter for området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med han ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil. Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere letløbende stil har fået de internationale anmeldere som The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Her smager vi så husets roste Salia, der som 2020’eren er lavet på 60% Syrah, 25% Bobal, 10% Touriga Nacional og 5% Garnacha og lavet  med spontangæring på hele klaser og efter endt fermentering en  lagring 12 måneder på hovedsageligt gamle foudre og en lille andel 300 liters barrique. Svovl begrænses til absolut minimum.

Som med 2020’eren er det svært ikke at blive begejstret, for op af vinglasset kommer den vildeste landlige, bondske, svedige, animaske og bio bio krudtet aroma. Det stinker af møj og mødding kombineret med tulipaner og blomsterpollen, nogle mælkede noter og en frugt, som mest er saftige modne kirsebær, moreller, hindbær og blommer med en dejlig lethed, så man slet ikke gætter, at der mest er Syrah i mixet. Der er fennikel, lakrids kattepotter, lakridspiber samt en smule chokolade og kakaopulver.

Sådan smager vinen faktisk også … bulder, landlig, bondsk og samtidig utrolig saftig. I munden kan man dog godt mærke, at der er tale om mørkere druer, som mener det. Der er frugt med brombær og mørke kirsebær … men det er fortsat ret frisk og saftigt med en klar lysere syre, som suppleres af lidt tobak, lakrids, peber … men atter bliver jeg i godt humør af denne lille saftbandit. 92 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine du Clos du Fief, Beaujolais Villages, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine du Clos du Fief, Beaujolais Villages, Bourgogne, FrankrigVi bliver i Frankrig, men hopper direkte til det spændende og innovative Beaujolais i Bourgogne. Vi er nemlig hos Domaine du Clos du Fief, og smager deres 2021 Beaujolais Villages.

Domaine du Clos du Fief ligger i  Juliénas på Rue du Gamay og er grundlagt af Françis Tête, som oprindelig var bødker og lavede vintønder inden han grundlagde Domaine du Clos du Fief.

Vinhuset drives i dag af 3. og 4. generation i form af far Michel og sønnen Sylvain Tête. Michel overtog driften sammen med sin hustru Françoise fra sin far Raymond i 1980 og det var faktisk dem, som gav huset navnet Domaine du Clos du Fief.

I dag har familien 13 hektar vinmarker med Gamay, bl.a. parceller på markerne Les Fouillousses, La Ville, Les Berthets, Les Gonnards, Le Clos du Fief, Aux Capitans samt La Roche og Les Roberts.

De har også en halv hektar til den hvide Beaujolais-Villages på Chardonnay i kommunen Saint-Verand i Saône et Loire lige nord for Julienas i Saône et Loire.

Vinene fra domainet repræsenterer hver sit terroir, og Michel og Sylvain gør deres absolut ypperste for at fremme netop hver crus unikke karakter. De arbejder med lave udbytter og traditionelle teknikker for bedst muligt at lade vinen tale sit eget sprog.

Denne Beaujolais Villages er lavet med Gamay druer fra markerne La Roche og Les Roberts, som er kendte for granitholdige jordbund og ellers er vinen lavet med semi carbonic maceration og malolaktisk gæring. Efterfølgende er vinen lagret på gamle store fade.

Dejlig let, feminin bondsk og næsten læskende aroma, hvor der er bløde og sarte blomster samt tørrede roser. Frugten er kirsebær og jordbær med lidt jod, blæk, banan … virker meget straight og til at have med at gøre og slutter med lidt vanilje og kanel.

I munden er det også en let, saftig og frisk Beaujolais … der er frugt med  friske kirsebær, hindbær og tranebær, et skvis lemonsaft med denne bondske og rustikke slagside, fine og halvskarpe tanniner, men samlet smager det forrygende godt. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7