2019 Domaine Céline Jacquet, MD, Savoie, Frankrig

2019 Domaine Céline Jacquet, MD, Savoie, FrankrigVi sluttede, hvor vi startede … hos Gert E og atter med en vin fra Savoie, men denne gang på den lidt mere ukendte druesort Mondeuse … deraf navnet MD og den kommer fra Domaine Céline Jacquet.

Céline er en ung, fregnet og charmerende producent, der arbejder på de stejle skråninger af Alperne ved landsbyen Arbin i Savoie-regionen.

Hun grundlagde sit vinhus i 2011 og har samlet 4,8 hektar vinmarker, der ligger fra Chignin til Saint-Jean-de-la-Porte og drives fuldstændig økologisk og helt manuelt, da skråningerne heller ikke tillader noget maskineri.

Her er det Célines MD, der som sagt er lavet på 100% Mondeuse, hvor druerne kommer fra en enkelt mark i Arbin … marker på stejle bjergsider og vinstokke over 60 år gamle.

Vinen er lavet i store stentøjskrukker aka amforaer med gæring og maceration af hele klaser uden afstilkning. Gæringen er sket over 10 dage og efter endt fermentering er den lagret 6 måneder i de store  amforaer af ler inden flaskning og senere en frigivelse af vinen.

Duftmæssigt er det lidt en sjov eller anderledes vin … frugten er i den mørkere ende med lidt blåbær, brombær og tranebær suppleret med blod, søde krydderier spidskommen og papkasser … eller i hvert fald nogle fladere noter som stille fjordvand på en interessant måde.

Smagen er også sådan lidt flad … nok grundet gæring og lagringen i amfora lerkrukkerne, men det giver omvendt en utrolig blød vin, der har blide og smeltende tanniner og en frugt, der er lysere med søde jordbær, brombær og nogle syltede citroner, som så giver frugtsyre, men ellers blot bidrager til en kompleks vin, der kræver lidt ro og fordybelse … spændende og 91 point.

Købt i Savoie og prisen er 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Piedrasassi, Rim Rock Syrah, Californien, USA

2018 Piedrasassi, Rim Rock Syrah, Californien, USAJan havde taget denne lille buttede 2018 Rim Rock Syrah med fra et vinhus, der hedder Piedrasassi og ligger midt i den lille by Lompoc i Californien.

Det hedder egentlig Piedrasassi Wine and Bread, for stedet har skam også et lille bageri.

Bag Piedrasassi står vinmageren Sashi Moorman, som vi allerede kender fra Sandhi Wines samt Domaine de la Côte.

Det er begge vinhuse, som jeg har smagt vine fra og skrevet om her på vinbloggen, men Piedrasassi er Sashi Moormans særskilte Syrah-projekt, som han er startet med i 2003.

Arbejdet med Piedrasassi udspiller sig helt konkret fra Ballard Canyon i den østlige del af Santa Barbara County og mod Santa Rita Hills og Arroyo Grande i områdets vestlige del, der er mere influeret af det kølige Stillehav.

I markerne er Moorman og hans folk dybt inspirerede af bl.a. biodynamikkens holistiske syn, der går ud på at understøtte naturens egne processer med skabe den sundeste jord og deraf de bedste druer.

Hvis man sammenligner med de fleste andre producenter i området, er høstudbyttet altid ekstremt lavt, hvilket til gengæld fordrer et usædvanligt højt niveau for Syrah i Californien.

Den dag i dag høster Moorman også stadig som en af de første, fordi han for alt i verden ønsker at bevare den naturlige syre og holde alkoholniveauvet nede.

I kælderen fortsætter det ærlige, manipulationsfri arbejde, hvor Moorman udelukkende bruger druernes naturlige gær og minimal brug af SO2. Ofte afstilkes drueklaserne ikke,og frem for barriques, så lagrer vinene i store fade for at bevare den rene og friske frugt.

Denne 2018 Rim Rock Syrah er laver med Syrah druer fra Rim Rock marken i Arroyo Grande Valley og lavet med gæring og maceration med vildgær og derefter er vinen lagret  i brugte 500-liters franske egetræsfade. Der er kun lavet 164 kasser af denne vin i årgangen.

I næsen er der en dyb, fed aroma med våde fade, saltlakrids, violer, tørret og røget kød, bacon, kul, tjære, jod, grafit, jern og nærmest en gæret mørk frugt med blåbær, brombær og hindbær, lidt tørret frugt også, potpourri samt en anelse vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der sgu pænt med peber, som bider godt og afslører, at druen må være Syrah, mens der samtidig er masser af knastørre tanniner. Stilen er kølig og rank, der er tør engelsk lakrids, læder og i det hele taget en tør, slank og kølig vin med knuste sten og pæn mineralitet …. smager virkelig fantastisk. 94 point.

Forhandles af Laudrup Vine, men er ikke pt. i sortimentet … søstervinene koster 698 kr. for en flaske, mens prisen er 545,25 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Raúl Pérez, La Vizcaina La Vitoriana, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, La Vizcaina La Vitoriana, Bierzo, SpanienRaúl Pérez er et navn, der i disse tider klinger inden for den spanske vinverden, for Pérez er vel at betegne som forgangsmanden for hele stilændringen i Bierzo. Steffen havde taget Raúls 2019 La Vizcaina La Vitoriana med til smagningen.

I 2005 forlod Raúl Pérez familiens vingård i Bierzo for at skabe Bodegas y Viñedos Raúl Pérez. Siden har han ikke set sig tilbage, og han har for alvor været med til at sætte Bierzo på landkortet og står i dag som regionens klare referencepunkt.

I dag laver Raul også vin i Rias Baixas, Ribeira Sacra og Navarra, men det er hjemme i byen Valtuille de Abajo, hvor han har sit fokus og laver nogle af verdens mest eftertragtede vine.

Det tyske vinskrift, Der Feinschmecker, kårede ham til verdens bedste vinmager i 2014. Det samme gjorde det franske magasin, Bettane+Desseauve, i 2015, og i 2018 var det engelske Decanter, der med rette stillede spørgsmålet: Er dette verdens bedste vinmager?

Vindyrkningen går generelt den mere biodynamiske vej. Og med en vinificering, der samtidig tæller helklasegæring og lagring på neutrale fade, er der i højere grad fokus på friskhed og drikkevenlighed.

Foruden selv at lave mesterlige vine, konsulterer Raúl Pérez også en lang række andre producenter. Derudover deler han erfaringer med Rodrigo Mendes fra topproducenten Forjas del Salnes, når de i samme producents kældre i Rias Baixas frembringer vel nok Spaniens mest efterspurgte hvidvine.

Det er nemlig vine som Leirana Genoveva, Golliardo a Telleira fra Forjas del Salnes og The Sketch fra Raúl Pérez.

La Vizcaina La Vitoriana er en af Pérezs topvine fra La Vizcaina-serien, som generelt er kendetegnet ved at være lavet fra vinmarker omkring hans hjemby Valtuille de Abajo … og fra Mencia vinstokke med en gennemsnitsalder på minimum 50 år.

I tilfældet med denne La Vitoriana er der tale om en lille parcel på omkring 0,9 hektar med op til hele 130 år gamle vinstokke. Al høst og den nænsomme selektering kan kun foregå med håndkraft.

Vinificeringen foregår efter gamle principper med open-vat helklasegæring og en 30-60 dage lang maceration, før vinen til sidst lagrer på gamle fade af både 225 og 500 liter i 12 måneder og tappes uden klaring eller filtrering.

WAUW for en duft … toast, ristede noter, meget bondsk og landlig samtidig, har blæk, grafit, tryksværte, jern, engelsk lakrids, er noget parfumeret med et bundt blomster, en frugt med kirsebær, jordbær, tranebær og endda enebær, røg samt en kæk lys sødme. Det dufter vildt godt.

I munden er vinen blød, rund og nærmest cremet med denne sitrende nerve … sådan nærmest lysbitter frugt, æterisk, luftig og svævende … jordbær og hindbær og nogle mørkere bær som blåbær … alligevel slank, frisk og har en syre med lemonagtig bitterhed, har godt med tannin- og peberbid … det er stjernegodt, så 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 349 kr., men fås på tilbud i øjeblikket til 239 kr., hvilket nærmest er tyveri.

Vinanmeldelse 6/7