2019 Domaine Céline Jacquet, MD, Savoie, Frankrig

2019 Domaine Céline Jacquet, MD, Savoie, FrankrigVi sluttede, hvor vi startede … hos Gert E og atter med en vin fra Savoie, men denne gang på den lidt mere ukendte druesort Mondeuse … deraf navnet MD og den kommer fra Domaine Céline Jacquet.

Céline er en ung, fregnet og charmerende producent, der arbejder på de stejle skråninger af Alperne ved landsbyen Arbin i Savoie-regionen.

Hun grundlagde sit vinhus i 2011 og har samlet 4,8 hektar vinmarker, der ligger fra Chignin til Saint-Jean-de-la-Porte og drives fuldstændig økologisk og helt manuelt, da skråningerne heller ikke tillader noget maskineri.

Her er det Célines MD, der som sagt er lavet på 100% Mondeuse, hvor druerne kommer fra en enkelt mark i Arbin … marker på stejle bjergsider og vinstokke over 60 år gamle.

Vinen er lavet i store stentøjskrukker aka amforaer med gæring og maceration af hele klaser uden afstilkning. Gæringen er sket over 10 dage og efter endt fermentering er den lagret 6 måneder i de store  amforaer af ler inden flaskning og senere en frigivelse af vinen.

Duftmæssigt er det lidt en sjov eller anderledes vin … frugten er i den mørkere ende med lidt blåbær, brombær og tranebær suppleret med blod, søde krydderier spidskommen og papkasser … eller i hvert fald nogle fladere noter som stille fjordvand på en interessant måde.

Smagen er også sådan lidt flad … nok grundet gæring og lagringen i amfora lerkrukkerne, men det giver omvendt en utrolig blød vin, der har blide og smeltende tanniner og en frugt, der er lysere med søde jordbær, brombær og nogle syltede citroner, som så giver frugtsyre, men ellers blot bidrager til en kompleks vin, der kræver lidt ro og fordybelse … spændende og 91 point.

Købt i Savoie og prisen er 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7