2016 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2016 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sottimano ligger på adressen Località Cottà et par hundrede meter syd for Bruno Rocca og et par kilometer syd for Barbaresco by i Neive området. Sottimano er et lille familieforetagende og derfra smager jeres flittige vinblogger nu deres Pairolero Barbera d’Alba Superiore.

Vinhuset er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med hustruen Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften. Det er familien, som kan ses på billedet ovenover.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Her smager vi ikke en Barbaresco, men Sottimanos 2016 Pairolero Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra to forskellige marker, nemlig Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Derefter sker den malolaktiske gæring i franske barriques fra Francois Frères og vinen bliver på fadene i 15-16 måneder … halvdelen af tiden på bærmen. Omkring 15% af de anvendte fade er nye, og de øvrige brugt op til 4 gange tidligere. Vinen tappes uden filtrering.

Duften er vildt lækker … sorte oliven, masser af rød og mørkerød frugt, lidt gæret i frugten endda, kirsebær, blomster, violer, svagt mælket, medicinskab, blæk, grafit, tobak, egenoter, sandeltræ og krydderier. Der fornemmes samtidig lidt balsamisk og typisk italiensk, stram syre.

I munden er vinen meget frugtrig, meget rig med en okay syre, fine taninner, pæn saftighed og en vis tilgængelighed, som Barbera også bare er så god til. Der er lidt krydderier, let peber, mineraler og en fin struktur … meget lækker Barbera.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7