I sidste måned smagte jeg en 2019 Leiwener Riesling Trocken fra Weingut Josef Rosch og nu smager jeg atter Riesling fra vinhuset, nemlig deres 2019 Riesling J.R. Junior.
Det er den første vin, som Werner Rosch havde ansvaret for, da han i perioden før 1985 blev involveret i produktionen på vingården. Derfor blev vinen opkaldt efter den dengang unge winzer … J.R. Junior.
Vinen er en Gutsriesling og lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke uden tilsætning af kulturgær. Vinen er også lagret en tid i ståltankene og så har den 9,0 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt er der let petroleum, dejlig aroma med fersken, dugfriske grønne æbler, citroner, kvæde, melon, røg og egentlig pænt rund og blid i duftene. Smagsmæssigt snakker vi grønne æbler, en forholdsvis blid syre, suppleret med lidt grape og lemon. Det er en rigtig god Riesling og Houlberg står lige mellem 4,5 og 5 fingre.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.