2022 Marlborough Wine Limited, Marlborough Brook Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2022 Marlborough Wine Limited, Marlborough Brook Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandVi fortsætter sgu da med mere Sauvignon Blanc fra New Zealand … og fortsat fra en stor vinkoncern, der hedder Marlborough Wine Limited og det er med en 2022 Marlborough Brook Sauvignon Blanc.

Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver Marlborough Wine Limited, der i dag omfatter vinhuse og brands som Toi Toi Wines, Staete Landt, Map Maker, Cooper Creek, Stone Bay, Rata, Mouku, Marlborough Vines, Marlborough Brook, South Sea samt endelig Marlborough Mountains.

Kevin og Sara Joyce startede deres vinrejse i 2006, hvor de købte vingården Brookdale og etablerede Marlborough Wine Limited, men allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fællesskab Toi Toi Wines, hvor de samme år frigav deres første vin … en Sauvignon Blanc.

Senere i 2017 købte  Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandels og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.

Tilbagekøbet har været muligt, idet  Marlborough Wine Limited er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Limited.

Her smager vi deres Marlborough Brook Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra forskellige marker og er høstet i de tidlige timer om morgenen. Når de kølige og friske druer ankommer til vineriet er de afstilket og nænsomt presset, hvorefter gæring er sket køligt på ståltanke … og der er vinen også lagret en periode.

Duftmæssigt er det bestemt klassisk Sauvignon Blanc med grøn peber, græs, tomatstilke, solbærblade, hyld, stikkelsbær … men der er også blødere eksotisk frugt med mango, papaya og passionsfrugt, citrongræs og syrligbitter lemonfrugt.

I forhold til den foregående Sauvignon Blanc er der smagsmæssigt en mere skarp og præcis syre, hvorfor den virker langt bedre, mere seriøs og klassisk. Der er både grape, stikkelsbær, citroner, lemon og hyldeblomst … næsten så de hviner i munden på dejligste måde, for sådan skal Sauvignon Blanc smage efter min bog. Det er arketypisk Sauvignon Blanc … flot, skarp med en lille venlighed. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7