2022 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen næste vin fra vinhuset Le Monde ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området blev en søstervin til foregående, for det er nemlig en 2022 Pinot Grigio.

Vinen er faktisk også lavet stor set som foregående søstervin, altså med høst af druerne de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-48 timer.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i tankene nogle måneder.

Duftmæssigt er blomsterbutikken åben … har sådan en sødlig blomsteraroma af tulipaner, orkideer, søde krydderier samt en frugt af overmodne æbler, gærede pærer, fersken … men mærker næsten en olieret fylde.

Sødmen er også ret udtalt i munden …. sødlig, læskende … nærmest med tørret og kandiseret frugt, tørrede abrikoser, cryokoncentreret æblemost, hyben og kvæde. Det har samlet set nærmest sødbitter – nok mest sød – syre, der med sin søde fedme bidder godt fra sig og skaber en syrlig, letbitter og ganske sød vin. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Le Monde, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Le Monde, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienLe Monde aka Arcadia Società Agricola ligger ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området i Friuli-Venezia Giulia regionen tæt op af Veneto regionen. Nu smager jeg 3 vine fra Le Monde og starter med en 2022 Pinot Bianco.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1970 af Pistioni familien, men blev i 2008 overtaget af Maccan-familien med Alex Maccan i spidsen og han havde som barn tilbragt masser af tid på dette sted og havde en vision om at  skabe vine af høj kvalitet fra området.

Maccan familien er også fra Friuli og de ejer selv en større industrivirksomhed.  Alex Maccan er passioneret vinelsker, men er ikke uddannet vinmager, hvorfor han allerede fra starten har hyret eksperter til at varetage opgaven med at producere vinene. Først var det Franco Bernabei og i dag er Giovanni Ruzzene ansvarlig vinmager.

Vinhuset har samlet 50 hektar vinmarker og  det betyder en årlig produktion på 700.000 flasker vin om året og de sælges over hele verden. Markerne Markerne har en undergrund med  blanding af ler og kalk og vinstokkene er mere end 30 år gamle.

Der arbejdes bæredygtigt og så tæt på økologisk produktion, som naturen tillader. Således har Le Monde også for nyligt taget et stort solcelleanlæg i brug, som producerer 70% af huset energiforbrug. Der arbejdes således med at spare på vandet ved bl.a. en målrettet vanding og genbrug af vand … og der bruges kun genanvendelige materialer til emballage.

Med 2022 Pinot Bianco er druerne høstet de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-36 timer, hvorefter druerne er presset og gæret i rustfri ståltank ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermetering er vinen blot lagret sur lie – altså på bærmen – i tankene nogle måneder.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødere vin, hvor frugten er ganske eksotisk med mango, fersken, honningmelon, abrikos og papaya. Der kommer også nogle lidt mellemøstlige og søde krydderier frem som let spidskommen samt en let kalket mineralitet.

Sådan smager vinen nærmest også … har godt med blød frugt, nogle tropiske frugter, noget grillet lemon med en fyldig bitterhed, let hvid peber samt en lidt rustik syre, som giver modspil til de bløde frugter og giver en lidt syrlig og krydret bid i eftersmagen. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, SpanienJeg smager nu atter engang en Rioja Tempranillo fra Rioja fra det umage makkerpar Michel Rolland og Javier Galarreta fælles spanske projekt Rolland & Galarreta, men denne gang i en årgang 2016.

Makkerparret har fundet druer fra gamle Tempranillo vinstokke fra vinmarker, der ligger op til Telmo Rodriguez’ mark, der leverer druer til den dyre 100 point topvin Las Beatas og der er lige ved byerne Labastida og Elvillar i Rioja Alavesa.

De 2 vinmagere anvender moderne udstyr til udvælge de bedste druer udvælges ved hjælp af det moderne udstyr Vistalys, der gør det muligt at måle, hvornår druerne har nået deres fulde aromatiske potentiale.

I vineriet bliver samtlige druer afstilket inden knusning og så en koldmaceration, der trækker både smag og farve ud af skallerne. Så er vinen gæret i egetræsfade og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder på nye amerikanske og franske egetræsfade.

I næsen kan Michel Rollands taktstok omgående detekteres, for vinen har dette runde, bløde og tykke fadpræg, hvor fadene bidrager med sød finsk lakrids, chokolade, vanilje, kanel, kaffelikør, kokos og bløde jernbanesveller … men sådan nogle har vi vist aldrig hørt om før. Frugten er også moden og blød,  solbær, mørke kirsebær og halvgærede blommer. Det er som udtrådt og comfortagtige hjemmesko, der sidder som de skal.

Smagen er blød, rund og godmodig … og alligevel fornemmes lidt peber, som lige drister sig til at stikke snuden frem. Der er godt med ristede noter, ristet kaffebønner med mørk chokolade til. Frugten er solbær, blåbær, saftige blommer og der er skam også nogle tanniner, der dog er nemme at danse med. Der er en svag syre, som har lidt balsamiske elementer og lidt sort-te bitterhed og frugtsødme, hvilket giver en vin, som er skruet godt sammen efter en kendt melodi som en tysk schlager. Men det smager godt, 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Poggio le Volpi, Baglio Onuri Nerello Mascalese, Sicilien, Italien

2022 Poggio le Volpi, Baglio Onuri Nerello Mascalese, Sicilien, ItalienBaglio Onuri er et brand fra Azienda Agricola Poggio le Volpi, der har deres hovedsæde i byen Monte Porzio Catone tæt ved Rom, men laver via opkøbte druer vine fra det sydlige Italien, som fx denne sicilianske Nerello Mascalese, som jeg smager i årgang 2022.

Fra Azienda Agricola Poggio le Volpi har jeg tidligere smagt en 2010 Tator Primitivo fra Puglia området.

Poggio Le Volpi er grundlagt i 1990’erne af den unge ønolig Felice Mergè. Vinproduktion er dog ikke ukendt for ham, da han kommer fra en generation af vinproducenter, da bedstefar Manlio Mergè selv startede vinhuset i 1920, hvor han lavede vin og olivenolie.

Felice Mergès far Armando Mergé driver også vinhuset Femar Vini fra samme adresse som Poggio le Volpi. Armando Mergé grundlagde Femar Vini i 1970’erne og de to firmaer har fælles produktion i store faciliteter, som bl.a. omfatter 6.000 kvadratmeter produktionslokale samt moderne  tappeanlæg og et sofistikeret forsøgslaboratorium og endelig en stor underjordisk kælder, der indeholder mere end 800 barriques.

De har selv begrænset areal marker, omkring 40 hektar ved Monte Porzio Catone, men har derudover tilknyttet en række vingårde og vinavlere rundt om i landet, så de kan sikre et stort udvalg af forskellige vine.

Femar Vini laver vine under brands som Epicuro, Gran Appasso, Nero Grande, Masseria Trajone, Antico Ceppo, Faunus, Anfiteatro Tuscolano, Montecore og Urbe Aerterna. Poggio le Volpi har brands som Tator, In Me og Le Volpi … foruden vine under eget navn.

Baglio Onuri er brand eller trademark, som Poggio le Volpi har registreret i 2021, så der altså et forholdsvis nyt brand i deres store portefølje.

Baglio Onuri Nerello Mascalese er selvfølgelig lavet på 100% Nerello Mascalese, druer, som er høstet fra kuperede vinmarker, men jeg kan ikke se, hvor markerne ligger. Forud for gæringen sker en koldmaceration, mens selve gæring og macerationer er sket over 15 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 6 måneder på store 6.000 liter egetræsfade.

Duften er bestemt i det lettere ende … men det bør Nerello Mascalese jo også være. Her er der nærmest lidt brunet smør, søde kirsebær og jordbær, virker saftig, let og meget pleasende, ensidet og saftig uden på noget tidspunkt at blive kompleks eller dyb. Der er vaniljekiks, sprøde kanelsmåkager … lige til at spise.

Sådan er vinen faktisk også smagsmæssigt … pænt læskende, saftig, rar og ukompliceret. Det er let drikkeglæde, hvor alle kan være med, men den bliver aldrig helt seriøs … mangler syre, dybde og elegance, som man ellers finder i Nerello Mascalese fra Etnas nordside, så dermed havner Houlberg på 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2019 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienSom med forrige fyrrige spanioler, så har Houlberg da også smagt denne Barolo fra Tenute Neirano før i årgang 2015, 2017 og 2018, men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.

Denne Barolo er husets basis Barolo og selvfølgelig lavet på ren Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Gæring og maceration er sket med løbende overpumpninger af mosten for at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet.

Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Duftmæssigt er vinen fin aromatisk og næsten parfumeret … har tørrede blomster, tørrede svampe, kamfer, lidt trøfler … virker ikke helt så elegant for forrige årgange, men har samme frugt med  ribs, tranebær, lyse kirsebær … virker langt mere tør, balsamisk og endda utilnærmelig.

Smagen er til gengæld bedre end 2018’eren … mere tæt, mere frugtrig med en lille sødme. Der er en frugt, som balancerer mellem stringent tørhed og sødme … kirsebær, ribs, tranebær, tyttebær … og selvfølgelig tørre tanniner, som dog igen bærer lidt sødme og sødlig balsamico. Vinen hænger dog rigtig lang tid i munden, så er bestemt godkendt … særligt til prisen. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienPicaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.

Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.

Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner,  som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, Spanien

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, SpanienFor omkring et års penge siden, da smagte jeg første gang denne Salia fra Finca Sandoval, der jo ligger i den ukendte appellation Manchuela i Castilla-La Mancha.

Bodegas Finca Sandoval ligger ved den lille landsby Ledaña i DO Manchuela omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter for området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med han ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil. Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere letløbende stil har fået de internationale anmeldere som The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Her smager vi så husets roste Salia, der som 2020’eren er lavet på 60% Syrah, 25% Bobal, 10% Touriga Nacional og 5% Garnacha og lavet  med spontangæring på hele klaser og efter endt fermentering en  lagring 12 måneder på hovedsageligt gamle foudre og en lille andel 300 liters barrique. Svovl begrænses til absolut minimum.

Som med 2020’eren er det svært ikke at blive begejstret, for op af vinglasset kommer den vildeste landlige, bondske, svedige, animaske og bio bio krudtet aroma. Det stinker af møj og mødding kombineret med tulipaner og blomsterpollen, nogle mælkede noter og en frugt, som mest er saftige modne kirsebær, moreller, hindbær og blommer med en dejlig lethed, så man slet ikke gætter, at der mest er Syrah i mixet. Der er fennikel, lakrids kattepotter, lakridspiber samt en smule chokolade og kakaopulver.

Sådan smager vinen faktisk også … bulder, landlig, bondsk og samtidig utrolig saftig. I munden kan man dog godt mærke, at der er tale om mørkere druer, som mener det. Der er frugt med brombær og mørke kirsebær … men det er fortsat ret frisk og saftigt med en klar lysere syre, som suppleres af lidt tobak, lakrids, peber … men atter bliver jeg i godt humør af denne lille saftbandit. 92 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine du Clos du Fief, Beaujolais Villages, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine du Clos du Fief, Beaujolais Villages, Bourgogne, FrankrigVi bliver i Frankrig, men hopper direkte til det spændende og innovative Beaujolais i Bourgogne. Vi er nemlig hos Domaine du Clos du Fief, og smager deres 2021 Beaujolais Villages.

Domaine du Clos du Fief ligger i  Juliénas på Rue du Gamay og er grundlagt af Françis Tête, som oprindelig var bødker og lavede vintønder inden han grundlagde Domaine du Clos du Fief.

Vinhuset drives i dag af 3. og 4. generation i form af far Michel og sønnen Sylvain Tête. Michel overtog driften sammen med sin hustru Françoise fra sin far Raymond i 1980 og det var faktisk dem, som gav huset navnet Domaine du Clos du Fief.

I dag har familien 13 hektar vinmarker med Gamay, bl.a. parceller på markerne Les Fouillousses, La Ville, Les Berthets, Les Gonnards, Le Clos du Fief, Aux Capitans samt La Roche og Les Roberts.

De har også en halv hektar til den hvide Beaujolais-Villages på Chardonnay i kommunen Saint-Verand i Saône et Loire lige nord for Julienas i Saône et Loire.

Vinene fra domainet repræsenterer hver sit terroir, og Michel og Sylvain gør deres absolut ypperste for at fremme netop hver crus unikke karakter. De arbejder med lave udbytter og traditionelle teknikker for bedst muligt at lade vinen tale sit eget sprog.

Denne Beaujolais Villages er lavet med Gamay druer fra markerne La Roche og Les Roberts, som er kendte for granitholdige jordbund og ellers er vinen lavet med semi carbonic maceration og malolaktisk gæring. Efterfølgende er vinen lagret på gamle store fade.

Dejlig let, feminin bondsk og næsten læskende aroma, hvor der er bløde og sarte blomster samt tørrede roser. Frugten er kirsebær og jordbær med lidt jod, blæk, banan … virker meget straight og til at have med at gøre og slutter med lidt vanilje og kanel.

I munden er det også en let, saftig og frisk Beaujolais … der er frugt med  friske kirsebær, hindbær og tranebær, et skvis lemonsaft med denne bondske og rustikke slagside, fine og halvskarpe tanniner, men samlet smager det forrygende godt. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux, men skifter til venstre bred, for nu smager jeg en 2019 Médoc fra Château Grand Bouchon og Didier Friand, som skulle være Propriétaire i Pignac-en-Médoc.

Jeg har trevlet alt igennem på internettet, men kan ikke finde en Didier Friand, men kan dog godt finde et Château Grand Bouchon, men det ser dog en smule anderledes ud end slottet på denne etiket og er ikke ejet af en Propriétaire Friand, men af den store vinkoncern Yvon Mau.

Hvis det er Yvon Mau, som ejer Château Grand Bouchon, så er det en pænt stor historie, for Yvon Mau ejer nemlig også store Freixenet Group, som står bag den kendte spanske boblevin … og det firma ejer igen masser af vinhuse over hele verdenen.

Hvis – og jeg understreger hvis – Château Grand Bouchon er ejet af Yvon Mau, så ligger det i Lafon kommunen vest for Lesparre og har sine vinmarker mellem byerne  Civrac og Prignac  … så på den måde passer pengene.

Château Grand Bouchon ejet af Yvon Mau har 22 hektar vinmarker med vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Denne Médoc vin er lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med både gæring og maceration over 3-4 uger i ståltanke over efter gæringen er vinen og lagret i ståltankene.

Duftmæssigt starter den lidt tilbageholdende … og duften er da heller ikke dyb, tæt eller koncentreret og de forskellige elementer hænger heller ikke så skarpt sammen. Der kommer en aroma med solbær, tranebær og sure kirsebær, lidt cigarkasser og nogle mere grønne elementer … blade, grene og tørre krydderurter.

I munden bliver det lidt det samme … der er en skarp og småsyrlig frugt, der heller ikke er så fyldig, men absolut frisk, pågående samt syrligstærk. Der er peber, knastørre tanniner og samtidig er vinen ret tør, mens syren er direkte med citroner, lemon, ribs og sure tranebær … skriger på mad. 87 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Château Cap de Faugères, Castillon Côtes de Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Cap de Faugères, Castillon Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigForleden smagte jeg en skøn vin fra et joint venture mellem danske Peter Sisseck og den spanske mangemillionær Silvio Denz. Nu smager jeg så en vin fra et af Silvio Denz opkøbte vinslotte i Bordeaux, nemlig Château Cap de Faugères og derfra smager jeg en 2020 Castillon Côtes de Bordeaux.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz.

Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava. Det var dér, at Peter Sisseck blev tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede bånd til Silvio Denz.

Château Cap de Faugères er nærmest lillesøster til både Péby Faugères og Faugères, men slottet med dets 20 hektar vinmarker ligger i kommunen Sainte Colombe i appellationen Castillon-Côtes de Bordeaux omkring 5 kilometer sydøst for Saint Émilion og har samme terroir med ler- og kalkstensskråninger.

Denne vin er lavet på et blend af 85% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Gæring og maceration er sket i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

I næsen er det en mørk vin, kanel, solbær og kirsebær, godt med cedertræ, medicinskab, hæfteplaster, lidt muggen, fugtig skovbund, sorte oliven, sort og småbitter kaffe samt et bundt tørre krydderier.

Smagen er blød … men har en mørk og bitter kraft, masser af syre, hvor der endda kommer en lidt citrusagtige syrlighed. Frugten er så både tranebær, sure kirsebær og ribs … er tør og tanninerne viser da heller ingen nåde, men får munden til at krumme sig sammen. Det er absolut en ung bordeauxvin, som kun vil blive bedre af lidt tid i kælderen. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7