2022 Picollo Ernesto, Gavi Rovereto, Piemonte, Italien

2022 Picollo Ernesto, Gavi Rovereto, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – ligger i Rovereto Chiesa i Alessandria provinsen lidt nordvest for selve Gavi by i Piemonte … og derfra smager jeg en 2022 Gavi Rovereto.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1945 af Lorenzo Picollo og ejes i dag af den 3. generation i form af Gianlorenzo Picollo og hans kone Silvia.

De har samlet 16 hektar vinmarker i 260 meters højde og vender primært mod syd og har gavn af det lokale klima, som er typisk for det sydlige Piemonte, der ofte får en dejlig frisk og kølig brise fra Middelhavet.

Markerne er tilbage med den hvide Cortese drue, som familien også har specialiseret sig i siden 1945 og jo også mest er udbredt i netop Alessandria – og Asti – provinsen og som denne 2022 Gavi Rovereto da også er lavet på.

Her kommer Cortese druerne fra 20 år gamle vinstokke, der er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 28 grader og efterfølgende lagring i ståltankene.

Dejlig og lidt fyldig aroma … godt med nødder, godt robust med fersken, pærer samt en smule ananas suppleret med blomster samt en mere moderat syre. Man fornemmer lidt sul, småfedme og virker ganske interessant og imødekommende.

I munden er der ganske præcis en lidt moderat syre, lidt olieret fedme, men ellers mere smag end på Cortese normalt. Der er lidt madæbler, pærer og umodne ferskner, noget lemon samt sødme, men absolut en lækker vin, som jeg vil elske at servere til gæster og således kan købe store mængder af til den fine pris … 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, Portugal

2021 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, PortugalDet er et par år siden, at jeg dansede tæt med den underskønne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia. Dengang var det i en årgang 2019, men nu har jeg iført mig danseskoene til en årgang 2021.

Vinen er opkaldt efter den virkelige Maria Bonita, som rigtigt hed Maria Déia og 1920’erne var medlem af den fredløse Cangaço bande i den nordøstlige del af Brasilien.

Maria Bonita betyder faktisk smukke Maria og hun havde status som heltinde i Brasilien indtil hun i 1938 faldt i et baghold og blev dræbt.

Men denne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia er er nu ikke brasiliansk, men fra Minho i det nordlige Portugal, altså fra det område, der mest er kendt for deres Vinho Verde vine som netop denne lavet på den lokale druesort Loureiro.

Lua Cheia er en del af vinhuset Saven eller Lua Cheia-Saven, der oprindeligt i 1988 blev grundlagt af forretningsmanden Manuel Dias som et eksportfirma, der solgte en række portugisiske fødevarer til portugisiske samfund rundt om i verdenen.

Med tiden ændrede fokus sig og i 2010 startede firmaet med at investere i vinproduktion, bl.a. i Martim i Douro og i 2012 også i en vingård i Alvarinho i Monção regionen. Siden er der startet en lang række partnerskaber, hvor der laves vine med druer fra vinavlere i lange vinregioner i Portugal.

Derfor laves der vine fra både egne marker, af opkøbte druer og samtidig opkøbes også vine fra en pæn række samarbejdspartnere som bl.a. Casa Ermelinda Freitas, Herdade de Pegos Claros, Adega Cooperativa de Pegões, Companhia da Lezírias, Casa Agrícola Aguia Moura, Vieira de Sousa, Adega de Ponte de Barca og Adega de Cantanhede.

Vinene sælges under forskellige brands som fx Lua Cheia, Andreza,  Colleja, Salsus, Maria Bonita, Maria Papoila, Toucas, Nostalgi, Album og Insurgente. På deres hjemmeside har jeg talt det til omkring 127 forskellige vine … og hertil lidt bag-in-box.

Derover laver Saven også mineralvand/almindeligt vand og juice samt olivenolie, konserves af fisk og grøntsager, tørret frugt, oliven, pasta, mel og korn, kager, kaffe og ris … ja en bred vifte af fødevarer ved siden af vinproduktionen.

Her smager vi én af de mange vine … en Maria Bonita Loureiro fra Minho regionen og under appellationen Vinho Verde DOC. Den er lavet af vinmageren Francisco Baptista og er på ren Loureiro.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorfor mosten er presset ud på en pneumatisk presse. Gæring er sket i store rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har så efterfølgende lagret ganske kort i tankene inden aftapning på flaske. Vinen har hele 5 gram restsukker pr. liter.

Kinddansen minder duftmæssigt om dansen med 2019’eren … har direkte frugt, der både har lidt kølighed og eksotiske frugter. Der er gærede æbler, fersken, melon, ananas, kvæde og citroner, men også en sød note med Københavnerstang, sandeltræ, spidskommen samt salte mineraler.

I munden er dansen mere alvorlig, for Maria Bonita bider fra sig, viser tænder og har sylespidse høje sko på og træder dig engang imellem over tæerne … med vilje. Den virker nærmest også syrligere end den gjorde i årgang 2019 og det er svært at tro, at vinen har hele 5 gram restsukker. Den er pivfrisk og syrlig med masser af citronsaft, et helt læs citroner og grønne umodne æbler, syrlig lemon og grape bitterhed. Det får dig virkelig op på tæerne … 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Castello di Verduno, Bellis Perennis, Piemonte, Italien

2021 Castello di Verduno, Bellis Perennis, Piemonte, ItalienDet er ikke lang tid siden, at jeg sidst fik en Basadone Pelaverga di Verduno 2021 fra Castello di Verduno … en lækker rødvin og nu smager jeg igen en vin fra det samme hus og atter på druen Pelaverga … nu blot i en hvid udgave i Bellis Perennis.

Her har vinmageren Mario Andrion eksperimenteret med den lokale røde Pelaverga drue og ved benytte en vinificering som hvidvine er det lykkedes at lave en hvidvin på 100% Pelaverga. Navnet Bellis Perennis stammer fra de blomster, som vokser blandt vinstokkene og også er afbilledet på etiketten. Bellis Perennis er nemlig det latinsk for tusindfryd.

Vinificeringen foregår med en gæring i åbne kar og 6 måneder i rustfrie ståltanke, hvilket så efterfølges af en lagring på store egetræsfade med så lidt menneskelig indgriben som muligt.

Duften er frisk og meget blomsterrig, har lidt mynte og syltede citroner, grønne blade, hæfteplaster og svagt lidt vanilje … bare ganske dæmpet.

Smagen er nærmest også pivfrisk … grønne dugfriske æbler, citroner, lemon … virkelig godt bid. Selvom det er en rank og frisk vin, så viser den også lidt krop frem på en næsten småolieret facon, lidt fennikel og syren meget dansende og igen let og blomsterrig med det syrlige bid og en lille småbitter note. 91 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, FrankrigI forårsvejret hos Gert E sluttede vi med lidt burgundisk vin i form af denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers 2015 fra Domaine Frédéric Esmonin.

Det er et lille familiedrevet domaine kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin. Domainet råder over 6,5 hektar vinmarker, men laver desuden nogle få vine under et négociant label på opkøbte druer.

Indtil 1987 blev hele produktionen solgt til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Huset bruger navnet Domaine des Estournelles til vinene fra egne vinmarker, mens man bruger Domaine Frédéric Esmonin til deres négociant vine.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers er lavet med Pinot Noir druer fra den lille lieux-dits Les Hauts Pruliers, som ligger på en meget stejl skråning lige ovenover 1. Cru marken Les Pruliers. Inden vinificering er alle druerne afstilket og gennemgår 4-5 dages kølig pre-maceraion inden gæring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

Moden aroma … måske endda svagt oxideret, men virker som fløjlsblød og moden frugt med jordbær, tranebær samt en  blød og kalket mineralitet suppleret med kanel, vanilje, tør engelsk og sød finsk lakrids.

I munden er vinen også dejlig blød, moden og cremet … der er rosmarin, sødgrønne elementer og søde krydderier samt en frugt af jordbær, hindbær, tranebær, skovbund, tørrede svampe, visne blade samt en stenet mineralitet. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske af en nyere årgang 2021 koster 325 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7