2020 Domaine Font du Vent, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Font du Vent, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, FrankrigSmagningen fra Sigurd Müller Vinhandel sluttede også i Rhône, nemlig med denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition fra vinhuset Domaine Font du Vent.

Familien Gonnet har været vinbønder i Bedarrides i omkring 400 år, men i 1880 slog Jean Etienne Gonnet sig ned på det sted, hvor huset ligger i dag. Men det var først i 1950 , at det egentlig blev et vinhus, som Etienne Gonnet – der samme år havde overtaget bygningen – kaldte Domaine Font de Michelle efter en af markerne.

Han plantede de første vinmarker og solgt sin vin til negocianter med et håb om, at han en dag kunne aftappe sine egne vine. Men det nåede han desværre ikke inden sin død i 1975.

Men det gjorde hans to sønner Jean og Michel  Gonnet … og de fuldførte således faderens vision og skabte de næste 30 år et vinhus med fokus på gode vine. Men i 2006 blev stafetten giver videre til deres egne sønner … Bertrand og Guillaume Gonnet. De har dog fortsat deres fædre med i baggrunden og med på råd.

De er begge uddannet indenfor ønologi og har løbende udvidet med køb af flere vinmarker … senest i 2018, hvilket ledte til beslutningen om at omdøbe Domaine Font de Michelle til Domaine Font du Vent.

Fætrene har samlet omkring 50 hektar vinmarker, hvoraf de 30 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape, mens de sidste hektar er opkøbt i 2002 og ligger i Gard indenfor Côtes du Rhône Villages appellationen.

I Châteauneuf-du-Pape er markerne i dag opdelt i de små lieux-dits Font de Michelle, La Crau, La Pierre Plantée, Chartreuse og Croix de Bois. Markerne har siden 2013 været certificeret økologisk.

Denne 2020 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition er lavet på et blend af 70% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre, mens de sidste 10% er et mix af Counoise, Cinsault, Terret Noir, Vaccarèse, Clairette og Bourboulenc fra 50-90 år gamle vinstokke.

Efter høst er druerne delvis afstilket … huset siger selv 60-100& afstilket, hvorefter gæring er sket i en kombination af både trækar, betonkar og rustfrie ståltanke over 20-30 dage. Efter endt gæring er vinen så lagret på et mix af 30 % pyramideformede betonkar, 30 % trækar, 30 % rustfrie ståltanke og 10 % demi muids aka 600 liter egefade.

Næsen er våd, mørk og lakridset … mest sød finsk lakrids, men frugten er brombær, knuste kirsebær samt hindbær, endda lidt citronsyre, meget rank og frisk i aromaerne. Der er peber, fad, cedertræ samt vanilje.

Smagen er også rund, blød med blæk, brombær, kirsebær og virker meget saftig. Tanninerne er glatte og bløde, det er cremet med lidt sten, skovbund, urter samt vanilje . 92 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Georges Vernay, Saint-Joseph Terres d’Encre, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Georges Vernay, Saint-Joseph Terres d’Encre, Rhône, FrankrigVi fortsatte i det nordlige Rhône, men nu med en 2020 Saint-Joseph Terres d’Encre fra vinhuset Domaine Georges Vernay, der ligger for foden af Coteau de Vernon i Condrieu.

Det var Francis Vernay, der i 1937 grundlagde vinhuset, da han startede med at plante de første vinstokke på Coteau de Vernon i Condrieu. Han plantede vinstokkene på skråningerne, mens han på det flade land omkring ham, dyrkede andre afgrøder.

I 1940 var han klar med sin første vin … en cuvée Coteau de Vernon og han indså hurtigt, at  han havde nogle fremragende marker. Han dedikerede al sin opmærksomhed på druen Viognier og Coteau de Vernon er i dag en legendarisk vin.

I 1953 overtog sønnen Georges driften efter sin far og han investerede massivt i produktion af de hvide Condrieu og han er senere blevet pænt anerkendt for at have reddet hele Condrieu betegnelsen, der næsten var gået i glemslen tilbage i 1950’erne.

Siden 1996 har det dog været Georges’ datter Christine Vernay, der har stået i spidsen for vinhuset og skal videreføre arven efter hendes far og farfar. De første 10 år var Christine alene om arbejdet i huset og det er intet mindre end imponerende, hvad hun har formået.

I 2006 foreslog hun dog sin lillebror Luc Vernay om at samarbejde og siden har han også deltaget i driften.

Huset har samlet 24 hektar vinmarker, som drives økologisk. De 10 hektar ligger i selve Condrieu appellationen, 6 hektar i Côte-Rôtie, 2 hektar i Saint-Joseph og yderligere 6 hektar med Syrah og Viognier og klassificeret under Protected Geographical Indication.

Christine og Luc eksperimenterer og analysere konsekvent i markerne, for at fortsætte den bæredygtige og kvalitative udvikling af området … og siden 2020 har Christines datter Emma også ​​sluttet sig til vinhuset og lærer sammen med sin mor at lave vin.

Produktionen er i dag fordelt på 10 forskellige vin og den samlede årlige produktion ligger på 100.000 flasker.

Her smager vi Christines 2020 Saint-Joseph Terres d’Encre, hvor Syrah druerne kommer fra den 1,5 hektar store vinmarker Terres d’Encre, der direkte kan oversættes til land af blæk. På marken er vinstokkene 30 år gamle og anlagt på de stejle terrasser.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorefter gæring samt maceration er sket over 2-3 uger på egetræsfade. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i gamle træfade. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen.

I næsen er der godt med lakrids, violer, engelsk lakrids, balsamiske noter, fadsødme …men sjovt nok næsten elegant burgundisk lethed, nogle blomster, kanel og lakridskonfekt. Der er noget parfumeret i næsen, hindbær, sorte blommer, blåbær, blodpølse, jern og knust peber. Det er kompleks og ultra interessant.

Hvor smager den også godt … blød, mørk og samtidig med en utrolig friskhed. Der er brombær, hindbær, blåbær, ribs og en syre, hvor der endda også er lidt lemon og citroner med svag bitterhed. Det giver en meget levende vin, som virker ungdommelig, skarp, præcis og voldsom elegant. 94 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 385 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine du Colombier, Crozes-Hermitage Rouge, Rhône, Frankrig

2020 Domaine du Colombier, Crozes-Hermitage Rouge, Rhône, FrankrigVi hastede videre, men blev i Rhône, da næste vin var en Crozes-Hermitage Rouge fra det nordlige Rhône og den kommer fra et lille vinhus kaldet Domaine du Colombier.

Vingården Domaine du Colombier – også kendt som Scea Viale – ligger i landsbyen Mercurol lidt øst for Tain lige tæt ved Hermitage bakken er grundlagt i 1968, hvor Gaby Viale købte stedet.

I dag drives det af sønnen Florent Viale, der overtog driften i 1991 efter et par års læretid i Bordeaux. Han er en høj mand på over 2 meter meter og kunne egentlig ha’ valgt at spille basketball, men startede i stedet i 1991 med at producere vin i Hermitage.

Før den tid havde hans far egentlig blot solgt alle deres druer til nogle negociantsfirmaer i området som bl.a. Guigal fra deres i alt 16 hektar vinmarker, hvoraf de bedste klart er de 1,6 hektar i ejer i Hermitage med 50-55 år gamle vinstokke plantet på granitskråningerne.

I Crozes Hermitage har de 9,2 hektar til rødvinssorter og 1,2 hektar reserveret til hvidvin i Crozes-Hermitage … baseret på 60 år gamle vinstokke med Marsanne og Rousanne. På Hermitage bakken ejer man desuden en lille parcel på 0,2 hektar beplantet med 100 år gamle Marsanne. Alle marker drives fuldt økologisk.

Nå, men her er det altså deres røde 2020 Crozes-Hermitage , der selvfølgelig er på 100% Syrah, der er vinificeret helt traditionelt og  efter endt fermentering lagret 18 måneder på demi muids fade.

Bouqueten aka duften er mørk og flæsket … der er sorte oliven, bacon, tørret kød og trykpressesværte, blæk, koks, blyanter og en frugt af brombær tilsat røg, knuste sten … virker ung og kølig.

I munden er det også en vinøs lussing af mørk og tæt frugt, brombær, noget hindbær og så omgang fra peberkværnen. Den har en mørk og insisterende syre, men alt sidder sgu, hvor det skal sidde … og der er bid i eftersmagen. 92 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7