2016 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, FrankrigVi skal smage intet mindre end Grand Cru vin fra Bourgogne og det er fra et vinhus, som vi før er stødt på her på vinbloggen, for det er Jean Gagnerot og vinen er denne 2016 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.

Jean Gagnerot er jo et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group, der er så god til at finde vine fra vinkældre rundt i hele Bourgogne.

Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu er det altså fra den øverste hylde, da alle Pinot Noir druerne her kommer fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune.

Les Grandes Lolières ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.

Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.

Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.

Normalt vil man nok aldrig finde Corton Grand Cru fra fine og anerkendte producenter til prisen på denne. Det skyldes jo klart, at prestigen her er mindre, da Jean Gagnerot jo ikke er fra en decideret producent og blot fra et brand under GCF Group. Men kan du lægge snobberiet på hylden for en stund … så får du faktisk et fremragende glas vin her. Okay … drikker du burgundisk vin hver dag og Corton regelmæssigt, så vil der selvfølgelig være forskelle … men det har undertegnede sgu ikke råd til.

Sikke en duft … moden og enestående med en lidt nonchalant samt dekadent aroma, sådan nærmest en kombination af palisanderskab, svampemix, skovbund, gammel læder og teaktræsolie. Der er modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær, cedertræ og en lakridseksplosion, som får aromaerne til at brede sig med et flot, afdæmpet, balanceret og luftigt aftryk, der er svær at slippe. Det er som om, at duften lige har et ekstra gear … og man bliver sådan lidt overgearet.

I munden er vinen mere rank, stringent og samtidig blød … moden i frugten, men det er med syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer med alt i zen. Det har en intens, fin og flot syre med fokuseret og virkelig monsterlang smag … hvor er det enestående og elegant, så man kan ikke undgå at trække på smilebåndet … dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Purple Wine Company, Four Vines The Skeptic Petite Sirah, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Four Vines The Skeptic Petite Sirah, Californien, USAVi sluttede den vinøse slentretur af vine fra Derek Benham på huset Purple Wine Company med denne 2020 Four Vines The Skeptic Petite Sirah med en olm udseende og helt skeptisk mand på etiketten.

Det er en vin, der er lavet på 100% Petite Sirah fra udvalgte marker i Californien. Druerne gærer relativ varmt, så der kan trækkes maksimalt med farve smag og tanniner fra det sorte drueskind og efter et par ugers skindkontakt er vinen mættet med imponerende farve, frugtpower og tanninstruktur.

Men så er vinen derefter lagret 10 måneder på en kombination af helt nye og 2-3 år gamle amerikanske og franske barriques.

I glasset er vinen sort som kul eller som en vinterdepression, men duften får dig alligevel til at live op, for den har stor dybde, gær, sød finsk og tør engelsk lakrids, nelliker og frugt med solbær, brombær, sorte kirsebær samt stor mørk frugtsødme … big and bold. Du får også mørk chokolade med højt kakaoindhold samt en opulent solvarme.

Smagen er tør og så alligevel med stor amerikansk frugtsødme, virkelig mørk og sort, så man fornemmer omgående, at du nærmest får lilla afsmitning på tænderne. Det er sødt som Zinfandel, men har en god smag, som vil tiltale rigtigt mange … og den har skam også lidt tørre – og samtidig bløde – taninner samt en lille alkoholvarme, som mærkes hele vejen ned gennem kroppens drænrør. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USA

2021 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USADen anden Pinot Noir fra Purple Wine Company blev så denne 2021 Raeburn Russian River Valley Pinot Noir.

Her er vinen lavet på ren Pinot Noir, som kommer fra marker i berømte Russian River Valley.

Druerne håndplukkes i de tidlige morgentimer, så kun de sundeste druer  finder vej til den færdige vin.

De afstilkede druer koldmacererer i flere dage for at fremhæve farve og frugtsmag. Selve gæringen sker herefter i åbne gæringskar, der giver mulighed for pigeage med nedstempling af drueskallerne i mosten, hvilket intensiverer vinens farve, smag og tanninstruktur yderlige.

Efter skånsom presning er vinen så lagret 11 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 25% er helt nye, før aftapning og frigivelse.

Vinen har lidt af de grønne noter som Arius … men også kun lidt, for Raeburn Russian River Valley Pinot Noir er langt mere omgængelig, fin og har en lysere og langt mere fremtrædende frugt. Det er både jordbær, hindbær og lyse kirsebær, et mere nuanceret fadpræg med let touch af vanilje, karamel, café latte og let chokolade.

Smagen er også ganske rund, cremet med fin frugtsødme, godt med jordbær, kirsebær og lidt mere småbitter tranebær, vaniljecreme og også mere definerede tanniner, der er tørre … men venlig og ganske fint integreret i vinen, som slutter med en lang eftersmag med en smule peber og blød friskhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 309,95 kr., men kan fås til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Purple Wine Company, Arius Pinot Noir, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Arius Pinot Noir, Californien, USADerefter gik vi til et par Pinot Noir vine fra Derek Benham på Purple Wine Company og den første var denne 2020 Arius Pinot Noir.

Vinen er fremstillet på 99% Pinot Noir og 1 % andre druer, men sorterne er ikke oplyst.

Druerne plukkes under de kølige natte- og morgentimer, men gæringen foregår i åbne
fermenteringstanke for at gøre farven mere intens og bløde tanninerne op, ligesom det bidrager til at beskytte druens delikate frugtaromaer. Derefter lagres vinen så 6-8 måneder på franske og amerikanske egefade.

Hvor er duften grøn, urtet, gæret, kantet, blæk’et med nelliker, spidskommen, grønne stilke, røg samt frisk træ, mens frugten ikke er så tydelig. Den er dog mørkere end forventet med sorte kirsebær og solbær, sur tobak, papkasser samt en del mulle skovbund.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke lys, fin og sart Pinot Noir, men derimod grøn, urtet, stilket med en stram småbitter frugt af lidt knust hindbær, ribs, tranebær og bitter lemon. Det blev aldrig helt en Pinot Noir, som jeg blev bedste venner med … men mindre kan absolut også gøre det. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7