Vi sluttede den vinøse slentretur af vine fra Derek Benham på huset Purple Wine Company med denne 2020 Four Vines The Skeptic Petite Sirah med en olm udseende og helt skeptisk mand på etiketten.
Det er en vin, der er lavet på 100% Petite Sirah fra udvalgte marker i Californien. Druerne gærer relativ varmt, så der kan trækkes maksimalt med farve smag og tanniner fra det sorte drueskind og efter et par ugers skindkontakt er vinen mættet med imponerende farve, frugtpower og tanninstruktur.
Men så er vinen derefter lagret 10 måneder på en kombination af helt nye og 2-3 år gamle amerikanske og franske barriques.
I glasset er vinen sort som kul eller som en vinterdepression, men duften får dig alligevel til at live op, for den har stor dybde, gær, sød finsk og tør engelsk lakrids, nelliker og frugt med solbær, brombær, sorte kirsebær samt stor mørk frugtsødme … big and bold. Du får også mørk chokolade med højt kakaoindhold samt en opulent solvarme.
Smagen er tør og så alligevel med stor amerikansk frugtsødme, virkelig mørk og sort, så man fornemmer omgående, at du nærmest får lilla afsmitning på tænderne. Det er sødt som Zinfandel, men har en god smag, som vil tiltale rigtigt mange … og den har skam også lidt tørre – og samtidig bløde – taninner samt en lille alkoholvarme, som mærkes hele vejen ned gennem kroppens drænrør. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.