2021 Marie-Thérèse Chappaz, Grain Pinot Les Dahrres, Valais, Schweiz

2021 Marie-Thérèse Chappaz, Grain Pinot Les Dahrres, Valais, SchweizDet er forholdsvis sjældent, at vi støder på schweizisk vin herhjemme, men nu smager jeg en 2021 Grain Pinot Les Dahrres fra den lille biodynamiske producent Marie-Thérèse Chappaz.

Det var egentlig slet ikke planen, at Marie-Thérèse skulle være vinmager, for hun ville oprindeligt være jordemoder og rejse verden rundt. Da hun fyldte 17 år i 1987, så tilbød hendes far – der ikke selv var vinmager, men advokat – at hun kunne overtage en vingård, som efter grandonklens død stod uden ejer.

Det var et svært valg, men efter et hospitalspraktik, hvor hun kæmpede med stemningen og det hierarkiske system, så besluttede hun sig for at acceptere at overtage vingården, med på betingelse af, at hun havde fuld kontrol over dens drift og ledelse.

Med hjælp fra den eksisterende vinmager kom hun i gang, men uddannede sig samtidig. Hun gennemførte et etårigt praktikophold på Biollaz-vingården og deltog i forberedende klasser for at komme ind på Changins skolen – Haute Ecole de Viticulture et Oenologie – hvor hun med succes afsluttede med en grad i vinavl og ønologi.

Changins er både en skole og træningscenter i Schweiz med tre skoler, hvor man kan arbejde med vindyrkning og ønologi. Der fik Marie-Thérèse arbejde og var der i 6 år, mens hun ved siden af passede sine egne vinstokke.

Det blev 6 år med hårdt arbejde med at lære, observere og udfordre forskellige vanskeligheder … men samtidig vidste Marie-Thérèse, at hun her havde fundet sin livsvej og passion.

Det var Marie-Thérèses grandonkel Maurice Troillet, der havde grundlagt vinhuset i  1940’erne.Han var en stor beundrer af Fully-området og især La Fontaine-bjergskråningen. Derudover var han også medlem og formand for det administrative i Valais. Han skabte et vinhus, som også blev besøgt af nogle af tidens ret fremtrædende politiske, religiøse og kulturelle personer som fx François Mauriac eller General Guisan.

Marie-Thérèses onkel, som var den kendte schweiziske forfatter og digter opholdt sig der ofte. Det var fx der, at han sammen med Corinna Bille skrev deres bedste værk om madlavning med handsker.

Hun har nu 10 hektar vinmarker, som alle er tilplantet med både historiske lokale druer, samt internationalt kendte druer. Sorterne omfatter Chassels, Petit Arvine, Pagan, Gamaret, Cabernet Franc, Pinot Blanc, Sylvaner, Hermitage, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Gamay og Pinot Noir.

Siden starten har Marie-Thérèse haft en stor dedikation til både terroir og bæredygtighed. Hun tror fast på, at den eneste vej til at udtrykke hvert enkelt terroir gennem druen, er ved at have en sund vinmark. Derfor er alt intervention naturligvis minimal.

Hun bruger ingen syntetiske produkter eller kunstgødning i markerne. Kun hendes egne, hjemmelavede urteudtræk af lokale vækster samt hjemmelavet organisk gødning anvender hun i vinmarkerne. Samtidig bruger hun i vineriet minimalt svovl og udelukkende udvundet fra de lokale forekomster i bjergene.

Efter hun i 1997 besøgte Chapoutier omlagde hun alt sin aktivitet til biodynamik og siden 2003 har vinhuset været Demeter certificeret. Biodiversitet er selve hjertet af vinhusets tilgang til mark arbejdet.

Vilde urter og græsser vokser mellem vinstokkene, og Marie-Thérèse har tilplantet yderigere træer og buske for at fremme
forskelligheden og styrke vinmarkernes økosystem.

I dag er Marie-Thérèse Chappaz blevet er et ikon for biodynamisk vinbrug og en veritabel superstjerne i Schweiz. Hendes vine er stærk efterspurgt på toprestauranter og hos private vinentusiaster lokalt og derfor nærmest uopdrivelig, både i hjemlandet og især på eksportmarkedet.

Men her smager vi altså hendes 2021 Grain Pinot Les Dahrres, der er lavet på 100% Pinot Noir, som kommer fra en enkelt mark, nemlig Chamoson Les Dahrres. Vinen er lavet med spontangæring og alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret på kombination af ståltanke samt egetræsfade.

Det er duftmæssigt en let, lys og meget ren vin … næsten klinisk i udtrykket uden megen fikumdik … kølig bjergluft, gazebind, plaster og forbinding, aske, røg, tørt træ og stenede mineraler, mens frugten ligeledes er lys med knuste hindbær, jordbær, lidt tranebær samt moreller. Med luft i glasset åbner vinene mere op, men fremstår fortsat slank, veldrejet med kølig elegance.

I munden er det en virkelig saftig og meget velsmagende vin, godt med søde jordbær, hindbær … meget ren også smagsmæssigt og næsten en smule poleret. Der er noget lidt nobelt over smagen, har et lille småbittert lemontouch i syren, som er fin, sart og er med til at give vinen et velourblødt bid, da tanninerne også er fine, feminine, luftige og vel integrerede i vinen. Her er der intet, som river udover prisen, men sådan er det jo ofte med gode vine og specielt vine som denne, kan være svære at opdrive. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Franck Balthazar, Cornas Chaillot, Rhône, Frankrig

2016 Franck Balthazar, Cornas Chaillot, Rhône, FrankrigPå Rue des Violettes i Cornas finder vi vinproducenten Franck Paul Rene Balthazar og vi sluttede mødet hos Sune med netop en vin derfra … en 2016 Cornas Chaillot.

Det familiedrevne vinhus er grundlagt tilbage i 1931 af Francks bedstefar Casmir Balthazar, der købte nogle vinstokke og plantede andre, men først langt senere i 1980 lavede sine allerførste vine.

Franck Balthazar overtog vingården med dens dengang 2 hektar vinmarker fra sin far René i 2002. Derefter har Franck løbende købt flere marker og udvidet til samlet 3,5 hektar. Han har bl.a. overtaget en gammel mark med over 100 år gamle Syrah vinstokke fra Noël Verset, den i dag pensionerede Cornas ikon vinmager.

Noël Verset er i øvrigt Francks onkel, hvilket også betyder, at Franck er fætter til Alain Verset, der som Franck er nevø til Noël Verset … et navn, der jo også forpligter.

Franck laver omkring 8.000 flasker hvert år i en lille kælder bag en lokal kirke. Ved at gære hver parcel separat, er Franck i stand til at demonstrere den ekspressive værdi af sine jorder. Hans filosofi i vingården og i kælderen er rent traditionel og afspejler de store Cornas producenter, der gik forud for ham.

I vingården og kælderen er han et enmandsshow, hvor han laver en vildgæring med hele klaser i cementtanke, meget lidt overpumpning og han lagrer vinene i 600 liter demi-muids. Han er både purist og traditionalist og har perfektioneret sin metode til dyrkning og vinificering af Syrah druen.

Mens Franck Balthazar er blevet verdenskendt for sine suveræne vine fra Cornas, så har han i senere år tilføjet en serie vine fra Cotes de Rhône og Crozes-Hermitage til sortimentet.

Men her er det altså Francks 2016 Cornas Chaillot, hvor Syrah druerne netop stammer fra onklen Noel Versets legendariske parcel med mere end 100 år gamle stokke, som Balthazar har overtaget for 15 år siden. Vinen gæres med stilkene og med de vilde gærstammer gennem omkring 2 uger inden efterfølgende lagring i 18 måneder i store gamle 600 liter fade.

Slam in your face … stenet, mineralsk slag af granit til snuden med mentol, eukalyptus, æteriske dampe, let terpentin, blåbær, ribs, godt med nelliker, blomster, nogle mælkede noter, peber, sorte oliven, lidt oksefond, flæsk og bacon, lakrids, rustikke fade og trænoter … alt på en gang, mørk og intenst, men også vildt dragende.

I munden er smagen nærmest også blå … tanninsk, mineralsk og granitagtig. Det er bare en kølig, iskold, cool og alligevel cremet vin, hvor den mørke frugt kommer med masser af sort peber med denne lille ribsagtige syrlighed, har masser af tanniner og denne mineralske nerve … WAUW og 96 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2010 Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandHos Sune smagte vi mer’ Pinot Noir og den havde endda noget alder i en årgang 2010 fra huset Fromm Winery, som ligger ved Fairhall i Marlborough nordligt på sydøen i New Zealand.

Historien om vinhuset startede i slutningen af 1980’erne, hvor de 2 schweiziske vinmagere Georg Fromm samt Hätsch Kalberer mødtes og besluttede at skabe Fromm Winery.

De etablerede deres vinhus i Marlborough og startede med at plante vinstokkene under vejledning fra Georg Fromm og i 1992 kunne de høste markerne for første gang.

Siden da har Fromm Winery opbygget et internationalt ry ved at producere en række fremragende vine, der afspejler europæisk stil med kølig elegance.

I 2008 vendte Georg Fromm dog hjem til sin families vingård i Malans i Schweiz, men siden har vinmageren Hätsch Kalberer så fortsat driften sammen med den gamle familieven og ejer Pol Lenzinger, medejer Stephan Walliser og den schweiziske forretningspartner George Walliser.

Denne basis Pinot Noir er lavet med druer fra forskellige marker, hvilket er – hvis 2010’eren er lavet som 2020’eren – fra husets egen mark Churton Vineyard i Waihopai Valley samt 3 andre vinmarker som er Quarter, Yarrum og Wrekin i Brancott Valley.

Stort set alle druerne er afstilket med en ubetydelig mængde hele
klaser samt gæring og maceration over 14-28 dage. Efter gæringen er vinen lagret 12 til 18 måneder på franske egetræsfade, men en lille del nye fade … men det er under 10%.

Det er også duftmæssigt en meget lys vin, hvor frugten nærmest er grape, ribs og virker meget viril, ung og spændstig, selvom den jo har over 12 år på bagen. Der er grønne vinranker, teaktræ, ædeltræ, let karamel, champignon, nødder og kastanjer.

I munden er frugten mest kirsebær …  og har en rund, moden og alligevel ganske syrlig frugt med ribs, grape og lemon. Igen ryster vinen sin alder af sig med en god friskhed, god syre og skarp, fin og lys intensitet. Ganske fin Marlborough Pinot Noir. 93 point.

Forhandles af World of Wine, hvor en flaske i en nyere årgang 2017 koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7