2018 Château Capion, Le Chemin des Garennes Rouge, Languedoc, Frankrig

2018 Château Capion, Le Chemin des Garennes Rouge, Languedoc, FrankrigLe Chemin des Garennes fra russiske Oleg Chirkunov på Château Capion laves skam også i en rouge aka rød udgave, og den blev netop næste vin i glasset.

Det er en vin, der i denne årgang 2018 er lavet på et skønt mix af 37% Syrah, 25% Grenache Noir, 23% Cinsault og 15% så endelig  Mourvèdre. Her er alle druerne vinificeret hver for sig, inden det færdige blend sættes sammen og lagres derefter 12 måneder på en kombination af både 300, 600 og 1.500 liter franske egefade, lidt rustfrie ståltanke samt amphora krukker.

Duftmæssigt bestemt også et niveau op, for det dufter både animalsk og landligt, men fadlagringen også spiller ind og giver en meget bedre balance i alle aromaerne. Det dufter vildt godt … ren frugt med brombær, sorte kirsebær, lakrids, lakridskonfekt, vanilje samt lidt blomsterrig og comfy bamseline.

Smagen er her også rigtig fin … blød og balanceret, hvor man omgående mærker, hvordan fadene bidrager til denne mere runde og omfavnende smag. Det er mørk frugt, har søde krydderier, syren er så behagelig og kommer med let peber. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Château Capion, Le Chemin des Garennes Blanc, Languedoc, Frankrig

2020 Château Capion, Le Chemin des Garennes Blanc, Languedoc, FrankrigMed den næste vin fra Château Capion bevægede vi os niveauet op, for det var denne Le Chemin des Garennes Blanc 2020.

Det er en vin, der i denne årgang er lavet på 53 Vermentino, 37% Roussanne samt 5% Viognier og 5% Clairette.

Druerne er høstet mellem 23. august og 5. september. Manuel høst i hånden med små kasser til at fragte dem så skånsomt som muligt. Første kvalitetskontrol af druerne sker allerede ved høsten ude i markerne. Hver druesort vinificeres separat i rustfri ståltanke ved 16 grader. Derefter blendes vinen og lagres i både ståltanke samt 500 liter egetræsfade i 9 måneder.

I næsen snakker vi frugteksplosion … frugten er mest melon, kantalupmelon og honningmelon, fersken og pærer med kraft og stor fylde. Det er en madonna med brede hofter, hvor sødt fadpræg også blander sig med vanilje, mandelmel, marcipan samt lidt skal fra nogle småsøde mandariner og blomster.

Smagen er fyldig og lettere olieret, men det er faktisk med en frisk frugt, hvor det mest er noget grape og grillet grape, som skaber en sødlig bitterhed, nogle syltede citroner, lidt grønne og overmodne æbler samt en frisk og letsaltet mineralitet. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Château Capion, Les Fantaisies de Capion Rouge, Languedoc, Frankrig

2021 Château Capion, Les Fantaisies de Capion Rouge, Languedoc, FrankrigChâteau Capion laver skam også en rød udgave af vinen Les Fantaisies de Capion med tilnavnet Coup de Couer og den blev næste i vinglasset i samme årgang 2021.

Det er en vin, der er lavet på 60% Syrah og 40% Grenache, men blendet varierer fra år til år og i de fleste årgange er vinen faktisk lavet på ren Syrah. Alle druerne er høstet i hånden. Når de ankommer til vingården, så bliver de sorteret, så kun de bedste druer bruges til vinen.

Hver druesort er vinificeret separat i store termoregulerede og rustfri stålkar, først med en koldstabilisering, bundfældning og så alkoholisk gæring, der startes ved 16-18 grader. Efter fermentering, er vinen lagret 6 måneder på rustfrie ståltanke.

I næsen er det en lidt tør og krydret vin … en smule nelliker og spidskommen, vilde urter, garrigue, violer, lilla kandiseret viol, våde vaskeklude, knuste hindbær, blommer og tranebær. Det er en noget rustik og kantet aroma … lidt landligagtig, men det er jo også en Pays d’Oc …  og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table.

Smagen er anderledes … egentlig meget blød, stille og rolig, det er blommer, bløde blommer og brombær, men derudover klart peber, en lidt grov syre og et lille, varmt alkoholkick, mens frugten er meget ren, frisk og klar. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7